Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning. 

Vi har brug for væresteder for at bekæmpe hjemløshed

Værestederne møder mange mennesker, som er i hjemløshed eller er i risiko for hjemløshed, men deres indsats er næsten usynlig i Housing First-debatten

På væresteder oplever mange sig for første gang i lang tid inkluderet i et fællesskab. Her ses et værested i Nakskov.
På væresteder oplever mange sig for første gang i lang tid inkluderet i et fællesskab. Her ses et værested i Nakskov. . Foto: Johanne Teglgård Olsen. .

Den nuværende regering har et tydeligt mål om at få nedbragt antallet af hjemløse markant og samtidig få afskaffet langvarig hjemløshed ved brug af indsatsen Housing First. I Housing First er tanken, at egen permanent bolig er den ene forudsætning for, at mennesket kan profitere af hjælp og få reduceret sine svære livsforhold. Den anden forudsætning i Housing First er, at mennesket får rette støtte og behandling, mens vedkommende bor i sin bolig. Det vil sige, at boligen ikke er et mål i Housing First, men snarere udgangspunktet for at få og modtage hjælp.

Hvis regeringens mål skal lykkes, mener jeg, det er nødvendigt, at vi i den samfundsmæssige debat får synliggjort, hvor vigtige værestederne er for mennesker i hjemløshed. Derfor var jeg i foråret med til at arrangere en landsdækkende konference for væresteder om Housing First, og derfor skriver jeg denne kronik.

Værestederne har en stor kontaktflade og møder mange mennesker, som er i hjemløshed eller er i risiko for hjemløshed, ligesom værestederne møder mange, som bor i egen bolig efter at have været i hjemløshed. Værestedernes potentiale er derfor stort, men værestedernes indsats er i Housing First-debatten næsten usynlig.

Mennesker i hjemløshed er ofte ramt af flere svære sociale og sundhedsmæssige problemer, som hæmmer dem i udleve de ønsker, håb og drømme, som de har. Mange har en traumatisk opvækst bag sig fra en dysfunktionel familie og har eventuelt været anbragt udenfor hjemmet. Kun få har en reel tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet. Hovedparten af den ældre gruppe i hjemløshed har været i alkohol- og/eller stofmisbrug gennem mange år med følgesygdomme og kognitiv reducering.

Foruden de mange svære belastninger, som kræver behandling og indsats, er mange mennesker i målgruppen for Housing First ofte plaget af en alvorlig ensomhed. Kontakten til pårørende eller anden omgangskreds kan være brudt, fordi den enkelte i netværket har hver sin sårbarhed, eller fordi vedkommende i hjemløshed har oplevet sig ekskluderet eller følt sig som en belastning i relationerne. Ensomhed er vel i virkeligheden den værste følelse, vi mennesker kan forestille os? 

For disse mennesker stiller værestederne et varmt lokale til rådighed med tilbud om nærvær, fællesskab, mad og kaffe – et tilbud, som ikke kræver nogen visitering. Mange oplever sig her for første gang i lang tid inkluderet i et fællesskab. Det at være en del af et fællesskab, få omsorg og hjælp er ofte en nødvendighed for at få en god overgang til egen bolig. Samtidig udgør værestedet en tryg ramme, når det er uoverskueligt at være i egen bolig. Værestedet er derfor medvirkende til, at mennesker, der har fået en bolig anvist, formår at blive i egen bolig.

Det er ikke nok, at mennesker i hjemløshed hjælpes til egen bolig med en offentlig professionel bostøtte nogle timer om ugen. Den indsats er absolut nødvendig men slår langt fra til. Mennesket, som er i hjemløshed, har været i hjemløshed eller er i risiko for hjemløshed, har brug for at vide, at der er nogle mennesker, som vedkommende kan regne med.

Mennesket skal mærke, at der er nogen som oprigtigt interesserer sig for vedkommende ved at gøre sig nysgerrig på vedkommendes trivsel, historie og behov. Vedkommende har brug for at der er nogen, som han eller hun kan få hjælp fra, når det hele opleves uoverskueligt pga. psykiske udfordringer, sygdom, konflikter, manglende økonomisk overblik, selvforsømmelse og så videre.

Mennesker i målgruppen for Housing First har ofte svært ved på egen hånd at henvende sig til rette instans eller tage imod hjælp derfra. Det skyldes, at de kan have svært ved at stole på mennesker i myndighedsfunktioner. De frygter, at disse fagpersoner vil være mere optaget af lovgivning og myndighedens økonomiske interesse, end at skabe forståelse for den som søger hjælp.

I sådanne situationer er det værestederne, som står klar til at tage imod vedkommende med hjælp. Hjælpen kan være forståelse, rådgivning eller handling. Hjælpen kan være at sørge for, at vedkommende henvises til rette instans, for eksempel i det sundhedsmæssige eller sociale system.

Samtidig oplever medarbejdere fra væresteder et stort behov for, at de træder til som ledsager for det menneske, som skal henvende sig til en myndighed. Som ledsager er man med til at berolige, hjælpe vedkommende med at forklare sig overfor myndigheden og til at give forståelse for, hvilke muligheder myndigheden har for at yde hjælp. Samtidig kan man være med til at forklare, hvorfor myndigheden kan være nødsaget til at give konsekvenser ved for eksempel borgerens misligholdelse af aftaler.

Mens der hos politikere og hos Socialstyrelsen er grundig og kvalificeret fokus på kommuner og herbergers rolle i hjemløshedsbekæmpelsen, savner jeg, at værestederne tydeligt italesættes som en meget vigtig medspiller, for at Housing First skal kunne lykkes. Værestederne oplever, at kommuner, herberger og andre aktører i hjemløshedsbekæmpelsen kan blive langt bedre til at henvise til værestederne. Lige nu er der mennesker, for hvem væresteder kunne gøre en afgørende forskel, men de går glip af hjælpen af den simple årsag, at værestederne overses.

Som læser kan du måske undre dig over, hvorfor værestedernes andel i Housing First ikke i højere grad er synlig, når den er så afgørende, som jeg her påstår. Værestederne er fyldt med ansatte og frivillige ildsjæle, som gør en afgørende forskel for mennesker, og det er her, de har deres fokus.

Samtidig ligger det dem ofte mere fjernt at være et politisk talerør eller aktive i mediedebatten. Disse faktorer ser jeg som afgørende for, at værestederne langt hen ad vejen kan blive overset i hjemløshedsbekæmpelsen. Der er behov for, at man udefra får øje på værestedernes vigtighed og taler den op.

Jeg har sammen med kolleger, ansatte og brugere fra væresteder afleveret et brev til social- og ældreminister Astrid Krag (S) om værestedernes vigtige opgave i Housing First. Brevet overrakte vi i fællesskab til ministeren den 25. maj. Jeg håber med brevet og kronikken at skabe mere fokus på værestederne, sådan at de indgår selvfølgeligt i den helhedsorienterede indsats, som ligger i Housing First.

En bruger, som deltog ved konferencen for væresteder havde selv oplevet vigtigheden af den indsats, som værestederne yder: ”Det handler om liv! Når man er hjemløs, er man på kanten af livet. Værestederne er med til at holde mennesker i live."

Kirsten Metha-Marie Trans er Cand.scient.soc. og konsulent.