Vi har fået hund, men jeg har opdaget et problem

Når familiemedlemmer kommer ind ad døren, går vi ikke længere hen til hinanden og siger hej, eventuelt med et knus. Nej, den første, som vi alle kaster os over, er Felix

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul

Vi har fået hund. Han hedder Felix og er ikke en ”den”, men en ”han”. En langhåret miniaturegravhund, som charmerer alt og alle, som går forbi ham. Felix springer op og siger hej, og kaster sig ned og ruller rundt for at vise underdanighed og legesyge. Ikke til at stå for. Det kan være ganske sjovt, når man er ude at gå tur, og vildtfremmede mennesker kommer løbende fra det andet fortov og hen til vores for at sige hej til hunni.

Men jeg har opdaget et problem: når familiemedlemmer kommer ind ad døren, sker det samme. Vi går ikke længere hen til hinanden og siger hej, eventuelt med et knus. Nej, den første, som vi alle kaster os over, er Felix. Felix bliver krammet. Felix bliver kysset. Felix møder et glædestrålende ”hej Felix”.

Det er en helt ny verden for en tidligere katteejer som mig. Katten hilste aldrig så venligt på nogen af os. Man var heldig, hvis man overhovedet blev værdiget et blik fra den knejsende Russian Blue-katteryg med schwung og missende, grønne øjne. Men det er helt anderledes med Felix. Man bliver revet med af den logrende glæde og begejstring over stort set ingenting.

Det fik mig til at tænke på en grandkusine, som engang fortalte om sin miserable barndom med mor og hund. Hver eftermiddag efter arbejde kom moderen ind ad døren, og det første, moderen gjorde, var at kysse hunden og sige søde og kærlige ting til den, hvorefter hun bare gik forbi børnene og sagde hej – temmelig uinteresseret.

Jeg så mig om i andre hundefamilier og opdagede, at det var lidt en tendens. I nogle familier var folk sødere over for hunden end over for hinanden. Tankevækkende. Da jeg kom i tanke om den historie med grandkusinen, besluttede jeg mig at sætte en stopper for hundecharmen hjemme hos os selv. Jeg indførte den regel, at de første, man hilser på i sin familie, er stadig hinanden – ikke hunden. Hunden må komme i sidste række. Og det er helt sikkert det samme for ham (eller den), om han er først eller sidst.

I det hele taget giver det at få hund anledning til at tænke over, hvem man er som familie. Alt skal indrettes efter det lille kræ, og det kræver samarbejde og koordination. Der skal gås tur, tissses, samles bip op, bades, klippes negle. Jeg troede lige, at vi var færdige med én til én-servicen, efter den sidste var fløjet fra reden. Nu begynder det så forfra.

Nogle af vores unge synes, det er sjovt ”at hjælpe til” og at ”tage ham” en dag eller en nat. Dog er det kun gåture, der trækker. Sjovt nok er det ikke spændende med hundebad, negleklip eller indkøb af den eneste slags dyrefoder, han kan lide. Den købes i forretningen, som har mottoet ”Life is short. Spoil your dog”. Jeg gruer for den dag, min mand igen begynder at rejse kloden sort med sit arbejde, og jeg står alene med hundecirkusset.

At få hund rejser en række nye forventninger til ens familie. Skal alle andre familiemedlemmer nødvendigvis involveres og forpligtes på at kunne lide den lille nye charmetrold? Eller er det mangel på opbakning, hvis tante Bob og onkel Bent ikke orker, at vi tager hunden med? Hvor meget skal man i en familie i det hele taget kunne lide og bakke op om hinandens projekter?

Da jeg var ung forventede jeg, at alt det, jeg selv syntes var spændende – politik og bøger – ville venner og familie også synes var spændende. Men med årene bliver man klogere. Man bakker jo heller ikke selv op om alt eller forstår alt, ens nærmeste beslutter sig for.

Man kan nogle gange blive nødt til at finde en grimasse, der kan passe. Alligevel være imødekommende og lyttende. Være sød. Man skal faktisk især være sød og kærlig over for sin familie før alle andre. Selvom man nogle gange kan høre det modsatte. For eksempel når en ven fortæller om sin chef: ”Han opfører sig, som om han er hjemme.” Eller man kommer på en arbejdsplads, hvor der på et skilt står: ”Husk, at på arbejdet taler vi pænt til hinanden. Du er ikke hjemme.”

Jeg kommer altid til at tænke på, hvorfor det skulle være i orden ikke at tale pænt derhjemme? Det er for mig at se en mærkværdig idé, at det at være ”sig selv” er retten til at kunne være grov og uhøflig og blot gøre, hvad der passer en: Bare fordi man er hjemme.

Det kan man efter min bedste overbevisning ikke. ”Hjemme” er der også regler for, hvordan man kan være. Selvom det kan være besværligt, som min eksmand sagde ”meta-agtigt”, at skulle tale om, hvilke regler der skal være, for at alle kan være her. Må man for eksempel bande? Må man være hånlig? Råbe? Øh, nej. Ikke på vores matrikel. De, der vil hygge med det, kan gøre det på deres egen matrikel.

Selvfølgelig vil der indimellem opstå uenighed mellem generationer, mellem mennesker. Men også ens familie skal man møde som ens næste – og netop derfor er det spændende at være sammen. Fordi vi ikke er ens. Når det bliver for spændende, fordi forskellighederne skaber afstand, skal reglerne for samvær og høflighed hjælpe tingene videre.

Jeg tror på, det er den bedste vej til et godt familieliv og et kærligt familieliv. Det er ikke kun hunden, der skal have overflod af kram og hengivenhed. For nogle er det måske en overraskelse, men man skal altså være lige så sød over for sine familiemedlemmer som over for hunden.

Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.