I mandags blev jeg kontaktet af en journalist fra Berlingske, der meddelte, at nogen havde gjort en spøjs opdagelse. Politiker Naser Khader (K) havde på Facebook forklaret, hvorfor han holder så meget af skriftstedet fra Johannesevangeliet om kvinden, som Jesus redder fra døden med de berømte ord om, at den, der er uden synd, skal kaste den første sten.
Sagen er bare, at Naser Khaders ord påfaldende meget minder om nogle ord, jeg her i avisen blev citeret for i 2006, og journalisten ville gerne kende min holdning til det.
Det var dagen efter, at Naser Khader havde præget mediebilledet med anklager mod sin person angående en for voldsom fremfærd på de digitale medier. Det giver sig selv, at man ikke bør stjæle andres ord, men jeg ved jo ikke, om Naser Khader blot på pudsig vis har skrevet næsten det samme, som jeg i sin tid sagde.
Til gengæld ved jeg to andre ting. For det første, at vi befinder os i en epoke, hvor næsten alt, hvad man siger og gør, kommer for en dag. Naser Khader offentliggjorde ordene søndag, herefter sammenlignede nogen dem åbenbart straks med mine gamle udtalelser, og mandag morgen var journalisten i røret. Det digitale univers blotter os for hinanden, og mediemæssigt skal politikere døgnet rundt administrere sig selv og tage sig i agt.
Jeg er sikker på, at det gør noget ved mennesker at leve i en så intens bevidsthed om egen fremtoning, og det kan, som Henrik Pontoppidan skriver i ”De dødes rige”, ende med at være et ”rædselsdyb”, man ser ind i, når man konstant kredser om egen person. Og tilmed ser den fysisk gengivet overalt.
Det er det moderne mediemareridt, der udfoldes, og når politikere – som Naser Khader netop har gjort – sygemelder sig med stress, nævner de ofte det digitale pres som en del af årsagen.
De minder om nutidens skoleelever, der ikke på noget tidspunkt af døgnet er i fred for klassens mange intriger, og i dette paranoia-fremkaldende rum kan man komme til at reagere for hurtigt og begå de fejl, der i en mere gammeldags medievirkelighed fyldte mindre.
Man husker stadig, hvordan Lars Løkke Rasmussen som Venstre-statsminister sad midt om natten og skændtes med Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen. Det er uværdigt for en statsmand, ligesom det er uværdigt for statsminister Mette Frederiksens (S) at offentliggøre udspekulerede billeder af vinduespudsning og makrelmadder.
Mest af alt illustrerer det, hvordan vor tids politikere hurtigt kan nærme sig karikaturens tilstand og dermed måske i længden et slags rædselsdyb. De bør værne meget mere om sig selv.
Og det andet, jeg ved? Ja, for det andet ved jeg, at Naser Khader er en mand, der fortjener respekt. Det er muligt, at han har et lidt for heftigt temperament på de ulyksalige digitale medier, men først og fremmest er han en af dem herhjemme, der har kæmpet den hårdeste og mest omkostningsfulde kamp mod islamisme.
Vi har meget at takke Naser Khader for, og skulle han i farten have lånt et citat fra mig, skal det være ham vel undt.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.