Et eller andet sted hen ad vejen har vi mistet noget helt grundlæggende på arbejdsmarkedet. Vi har mistet fællesskabet. Det fællesskab, der betyder, at vi alle gør en indsats for at få en arbejdsplads til at fungere.
I stedet er arbejdsmiljø og trivsel blevet individualiseret og reduceret til et spørgsmål om personlighed og vilje til at gøre en indsats.
Men det er ikke medarbejdernes individuelle ansvar, at de har ondt i maven, ondt i hovedet eller græder, når de går på arbejde. Det er et fælles ansvar.
Der er ingen tvivl om, at det er langt den nemmeste løsning for arbejdsgiverne at holde den individuelle linje. Så skal der ikke bruges en masse ressourcer på samtaler med medarbejderne, en masse penge på psykologhjælp, vikarer og så videre. Så kører ”produktionen” bare derudad. Men sandheden er, at et dårligt arbejdsmiljø giver ringe produktion. Det giver højere sygefravær og mindre fleksibilitet.
Jeg er lige kommet hjem fra arbejde. Bilen er parkeret i indkørslen, jakken hænger på knagen, og jeg stikker hovedet ind ad døren til børnenes værelser for at sige hej. Jeg går op ad trappen for også at sige hej til min mand.
Puha... Dagen sidder ligesom i kroppen. Benene er tunge, ryggen er øm, og hovedet er fyldt op. Egentlig har jeg mest lyst til at gå direkte i seng, men jeg vil være sammen med min familie, høre om deres dag og bare finde roen i at være sammen med mennesker, jeg elsker.
Jeg sætter mig i sofaen, smider benene op. Aaah, det var rart – det er ikke meget, jeg har fået siddet ned i løbet af dagen.
Mens jeg for mindst tiende gang tænker dagen igennem – var jeg alligevel lidt for kort for hovedet, da Jens og Peter blev uvenner over noget legetøj, fik jeg sagt ordentligt farvel til Lise, og følte Eriks mor, at jeg rent faktisk hørte hendes bekymring for hans sproglige udvikling – slår jeg op i fagbladet Børn og Unge.
Det første, jeg bider mærke i, er temaet i bladet. Det handler om den kraftigt stigende tendens til, at arbejdsgiverne efterspørger robuste medarbejdere før dem, der er fagligt dygtige og velfunderede. Tja... tænker jeg, man skal godt nok også være ret robust for at klare mosten efterhånden. De stadigt ringere arbejdsvilkår er ikke for sarte sjæle.
Men det er, som om arbejdsvilkår, arbejdsmiljø, trivsel og sygefravær er fuldstændig adskilt. Som om dårligt arbejdsmiljø eller for stort arbejdspres ikke har nogen indflydelse på trivslen eller robustheden.
Der findes så meget viden og forskning om, hvordan vi sikrer et arbejdsmiljø med høj trivsel og produktivitet. Men al den viden nytter ikke, når vi har et arbejdsmarked, der kun kigger på sygestatistikker og hellere symptombehandler end helbreder og forebygger.
Hvis medarbejderne skal være robuste, skal arbejdsvilkårene være gode. Der bliver fokuseret meget ensidigt på nedbringelse af sygefravær, og det presser medarbejderne til, i nogle tilfælde, at møde syge på arbejde.
Der skal ske en holdningsændring hos vores arbejdsgivere. De skal være opmærksomme på, at forebyggelse og ordentlige arbejdsvilkår er det, der skal til, hvis sygefraværet skal nedbringes, og medarbejderne skal være stabile og robuste.
Ingen medarbejdere er så robuste, at de kan blive ved med at klare de stadigt ringere vilkår. Modargumentet vil være, at det koster penge. Ja! Det gør det. Men alle gode forretninger kræver en investering, før de giver et afkast. Så betragt medarbejderne som en investering – det kommer tifold tilbage.
Anne Bendorff Geertsen, pædagog og meningsdanner, Konge-Åsen 31, Skælskør