Vi kan ikke lide at skylde nogen noget – men det er der, livet begynder

Jeg har selv flere gange op gennem livet følt ubehag ved at stå i gæld til andre. Af og til har jeg ligefrem vandret rundt som et andet overmenneske

I dag er det at skylde nogen noget ikke bare af og til svært. Det er også for mange af os blevet forbundet med en form for dybtliggende frygt. Illustration: Rasmus Juul
I dag er det at skylde nogen noget ikke bare af og til svært. Det er også for mange af os blevet forbundet med en form for dybtliggende frygt. Illustration: Rasmus Juul.

”Jeg vil helst ikke skylde nogen noget,” siger min sygemeldte og ensomme bekendte. Han vil ikke have medlidenhed, han vil ikke være afhængig af nogen, og han vil for Guds skyld ikke ligge andre til last. Han ser så insisterende på mig, at jeg ikke er i tvivl om, at han virkelig mener det.

Jeg forstår alt for godt hans ubehag ved at skylde nogen noget. Selvom han er ældre end mig, er vi jo begge børn af en tidsalder, der hylder det selvstændige menneske.

Vi ved begge udmærket godt, at det i dag er langt rigtigere at være den, der yder, end den, der (s)nyder. Vi har fået det podet ubønhørligt ind lige fra barnsben, at det er langt mere prisværdigt at være den, der giver, end den, der får. Og vi er næsten smerteligt bevidste om, at den, der præsterer, tæller mere end den, der tager imod.

I dag er det at skylde nogen noget ikke bare af og til svært. Det er også for mange af os blevet forbundet med en form for dybtliggende frygt, der gør os ensomme og syge:

Vi tror, at vi mister os selv, hvis vi skylder andre for meget. Vi føler måske endda, at jo mere vi skylder andre, jo mere ynkelige og uværdige mennesker bliver vi.

Jeg har selv flere gange op gennem livet følt ubehag ved at stå i gæld til andre. Af og til har jeg ligefrem vandret rundt som et andet overmenneske og – af ren og skær angst – bildt mig ind, at jeg var skyld i stort set alt selv. Jeg har skullet lære kunsten at skylde nogen meget, og jeg er stadig i gang med at lære det.

For det er ikke bare denne individualistiske tid, der får os til at forsage gælden og frygte alle dens gerninger.

Det er også tit vores indre medfødte bogholder. Det er hende, der bor et sted i mange af os, og hun er konstant i gang med at føre sit eget nidkære livsregnskab. Det er hende, der hvisker, at regnskabet skal gå op, og at alt, vi modtager i livet, en dag skal betales retfærdigt tilbage.

Hun er bange for at få mere, end hun fortjener, og hun vil yde og knokle og pukle, til hun spytter blod. Og allerhelst vil hun bare gengælde én tjeneste med en modsvarende, fordi det er alt for angstprovokerende at leve i en verden, hvor vi alle sammen i bund og grund får ufatteligt meget mere, end vi giver.

Men uanset hvor skræmmende gæld kan være i en tid, hvor bogholderånden har overtaget, findes den. Og det gamle, tunge ord gæld er efter min mening et af vores sprogs vigtigste ord. At stå i gæld hænger nært sammen med at kunne føle tak og høre til.

Gældsathed er ikke noget skamfuldt, men vores smukke vilkår. Og gæld er måske den stærkeste sammenhængskraft, der findes mellem mennesker, fordi den binder os til hinanden sådan helt fundamentalt.

Den, vi skylder noget, hører vi sammen med. Og den, der skylder os noget, hører vi sammen med. Alle tæller. Og det er faktisk storhedsvanvittigt at tro, at vi først og fremmest er, hvad vi giver. I det store livsperspektiv er det langt sandere at sige, at vi er, hvad vi får. Jeg håber virkelig, at min syge bekendte snart igen får modet til at skylde noget. Der er noget uendeligt værdifuldt i det, der ikke kan eller skal betales tilbage. Og jeg er sikker på, at selv en lillebitte daglig gæld mellem mennesker kan ende med at lyse i adskillige år.

For 10 år siden glemte jeg en vinterdag mine gamle handsker i den lokale bybus. Nogle uger efter, da jeg sad i samme bus, kom en kvinde hen til mig. Vi kendte ikke hinanden, men hun trak handskerne frem af sin håndtaske og gav mig dem.

Det viste sig, at hun havde set mig stå af bussen den dag uden handskerne og betænksomt havde samlet dem op. Bagefter havde hun beholdt dem i sin taske, for tænk nu, hvis hun en dag mødte mig igen.

Jeg blev helt rørt over den uventede og ufortjente omsorg fra en vildt fremmed og fik kun lige stammet ”tak”. Siden har jeg af og til fået øje på kvinden i bybilledet, og hver gang har jeg følt, at vi to hører hemmeligt sammen. Der er noget mellem os, der simpelthen stadig lyser som en stråle fra den ene til den anden. Måske fordi det gode fik lov at stå ubetalt. Jeg tror, det er vores lyse hverdagsgæld.

Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.