Vi kunne godt bruge en dosis ydmyghed i det nye år

En af de meget store kulturforandringer i min levetid er, at næsten enhver form for ydmyghed synes forsvundet, lyder det fra universitetslektor og forfatter Klavs Birkholm

Hvad blev der af ydmygheden? Jeg er bange for, at jeg må finde svaret ved at se indad. Jeg tilhører eftertidsgenerationens store årgange. Vores ungdomsoprør var antiautoritært: Der var ingen grund til at falde på næsen for noget som helst! Og den holdning har vi videregivet til vores børn, skriver Klavs Birkholm.
Hvad blev der af ydmygheden? Jeg er bange for, at jeg må finde svaret ved at se indad. Jeg tilhører eftertidsgenerationens store årgange. Vores ungdomsoprør var antiautoritært: Der var ingen grund til at falde på næsen for noget som helst! Og den holdning har vi videregivet til vores børn, skriver Klavs Birkholm. Foto: David Nunuk/.

”Du mørke stald skal være mit hjertes frydeslot”

EN AF DE MEGET store kulturforandringer i min levetid er, at næsten enhver form for ydmyghed synes forsvundet.

Et uforglemmeligt eksempel oplevede jeg i mit første år i Det Etiske Råd. Det var i 2003, og rådet var medarrangør af en høring på Christiansborg om den dengang helt nye metode til kunstig befrugtning, som kaldes mikroinsemination. Ved ”gammeldags” kunstig befrugtning anbringes en portion raske og rørige sædceller i en slags reagensglas sammen kvindens æg, hvorefter det lykkes en af sædcellerne at gennemtrænge æggets membran og - vups, så begynder den nye celle at dele sig og blive til et foster. Ved mikroinsemination derimod, er sædcellen ikke rørig nok til selv at trænge igennem membranen, og lægerne må derfor tvinge den ind med en ultratynd nål.

Hvilke risici og følgevirkninger indebærer dette indgreb? Ved høringen på Christiansborg stillede jeg dette spørgsmål til en af Danmarks førende autoriteter på området, Søren Ziebe. Under den helt gammeldags, lyksalige form for befrugtning slipper manden op mod en halv milliard sædceller løs, som alle indleder et kapløb op gennem livmoderhalsen for at nå først frem til kvindens æg og befrugte det. Hvad vil mon konsekvensen være af at suspendere denne ”naturens egen kappestrid” og i stedet tvinge en syg sædcelle til befrugtning?

”Så vidt vi ved ingenting,” svarede chefen for Rigshospitalets fertilitetsafdeling.

Så vidt vi ved! Modsætningen til ydmyghed kan være hovmod eller skråsikkerhed, men i dette tilfælde vil jeg nærmest kalde det dødsforagt på menneskehedens vegne. At bilde sig ind, at man kan overskue alle finesser i millioner af års evolution og derfor tillade sig at erstatte den - det er mere end bare skråsikkerhed.

Hvor kommer den attitude fra? Jeg er bange for, at jeg må finde svaret ved at se indad. Jeg tilhører eftertidsgenerationens store årgange. Vores ungdomsoprør var antiautoritært: Der var ingen grund til at falde på næsen for noget som helst! Og den holdning har vi videregivet til vores børn. Både på godt og på ondt.

JEG HUSKER TYDELIGT, da jeg begyndte på universitetet, hvor ydmyg jeg følte mig over for al den lærdom, der rejste sig i skikkelse af bogtårnet på Nordre Ringgade i Aarhus og de store professorer ved alle fakulteter. En masse urimelig magtudøvelse var uden tvivl forbundet med det gammeldags professorvælde, men jeg er ikke stolt over at tænke på, at studenteroprøret hældte enhver respekt for lærdom og erfaringsidealer ud med badevandet.

45 år efter mit første møde med universitetet sad jeg som eksaminator og bød velkommen til en studerende, som skulle trække et eksamensspørgsmål fra mit etikpensum. Hun så på sedlen og udbrød: ”Naaj, det ved jeg altzå ikke noget om. Kan jeg ikke få et andet spørgsmål?”.

Ungdommens friske gåpåmod er uundværligt i et godt samfund. At vove noget nyt og at fejle bør være et ungdommeligt privilegium. Men jeg er bange for, at det er noget andet, der er på færde i eksemplet her. At min eksaminand snarere er forløberen for den smilende og snorlige skråsikkerhed hos en ny tids ”akademikere”, som nu er blevet styrelsesdirektører, spindoktorer, departementschefer, professorer og ”ekspertkommentatorer”.

Jeg ønsker for det nye år en dosis ydmyghed til alle dele af det danske samfund. Godt nytår!

Etisk set skrives på skift af højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm, tidligere folketingsmedlem Tove Videbæk, og medlem af Det Etiske Råd og universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris

Hvad blev der af ydmygheden? Jeg er bange for, at jeg må finde svaret ved at se indad. Jeg tilhører eftertidsgenerationens store årgange. Vores ungdomsoprør var antiautoritært: Der var ingen grund til at falde på næsen for noget som helst! Og den holdning har vi videregivet til vores børn, skriver Klavs Birkholm.
Hvad blev der af ydmygheden? Jeg er bange for, at jeg må finde svaret ved at se indad. Jeg tilhører eftertidsgenerationens store årgange. Vores ungdomsoprør var antiautoritært: Der var ingen grund til at falde på næsen for noget som helst! Og den holdning har vi videregivet til vores børn, skriver Klavs Birkholm. Foto: Yuri Smityuk/TASS