Merete Pryds Helle: Vi kunstnere har solidaritet med arbejderne – men de har vrede og foragt for os

Der er ingen solidaritet fra arbejdernes side med kunstnere og akademikere, mener Merete Pryds Helle

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

JEG VOKSEDE OP I EN TID, der var optaget af noget, der hed solidaritet. Det betød blandt andet, eller sådan opfattede jeg det i hvert fald, at de, der arbejdede i ånden, skulle stå skulder ved skulder med dem, der arbejdede i hånden. At kunstnere og akademikere, der tilsyneladende var privilegerede i forhold til det arbejdende folk, skulle tale folkets sag. Og talt, det blev der.

I min skolegang, især i gymnasiet og på universitetet, lærte vi om det arbejdende folks trængsler og om vores egen privilegerede situation. Mine kærester i de år var universitetsstuderende og medlemmer af forskellige fraktioner på venstrefløjen – KAP, SAP, VS og så videre – og kæmpede arbejderklassens sag. Der blev læst Marx og Mao, men den abstrakte politiske kamp udmøntede sig også i politik og i kultur.

I Danmark blev der skabt et velfærdssamfund med et sikkerhedsnet under de svage med bedre vilkår og lønninger for det arbejdende folk. Solidariteten er fortsat. Langt de fleste kunstnere og akademikere betragter sig – til stor irritation for højrefløjen – som venstreorienterede, altså solidariske med folket og arbejderbevægelsen.

Jeg ved faktisk ikke, om det også gælder medieverdenen. Trods alle anklager om at være røde lejesvende er hver eneste journalist, der er sprunget ud i politik, sprunget ud som en blå blomst. Men lad os antage, at der også blandt journalister har været en del, som havde solidaritet med arbejderklassen og betragtede deres job som noget, de udførte for folket.

Når nogen spørger mig, hvorfor så mange forfattere tilhører venstrefløjen, er mit svar, at det er, fordi man bliver nødt til at have en overudviklet empati for at være forfatter. Det er ligesom en del af jobbet. Hvis man ikke kan sætte sig ind i andre menneskers situation, vil det, man skriver, ikke interessere særlig mange. Og i de højreorienterede partier ligger empatien hovedsageligt hos dem, der er ovenpå, og det giver ikke lige så interessant litteratur.

Så her står vi altså, vi kunstnere, forfattere, akademikere og visse journalister med vores solidaritet med folket som en del af vores identitet. En solidaritet, der afgør, hvor vi sætter vores kryds i stemmeboksen, og hvordan vi tænker os selv ind i samfundets hjul.

MEN DE SENESTE UGER, med medieforlig og kulturgrønthøstere, er det blevet tydeligt, at den solidaritet ikke er gengældt. Det er en uigengældt kærlighed, vi får klasket tilbage i ansigtet som en iskold, våd klud med besked om at forsvinde hurtigst muligt og helst aldrig vise os igen.

Dette arbejdende folk og de partier, der repræsenterer dem, lader til at føle det modsatte af solidaritet med kunstnere, forfattere og akademikere. De udtrykker snarere vrede og foragt. Der er ingen solidaritet fra arbejdernes side med kunstnere og akademikere.

Hvis vi overhovedet har en eksistensberettigelse i samfundet, er det suspekt, hvis vi kræver løn for vores arbejde! I det øjeblik et såkaldt folkeparti får magt, bliver der skåret og barberet uden nåde – på kunsten, kulturen og forskningen. Men når der skæres på kulturinstitutioner, er der selvfølgelig dette begreb drift, der ikke kan skæres i. For der finder vi jo alle de overenskomstansatte arbejdere, alle dem, kunstnerne har haft solidaritet med. Når kunstnere og forfattere optræder, må man ofte tage til takke med to flasker vin eller et beskedent honorar, mens rengøringspersonale, grafikere og elektrikere får deres løn. Her er ikke noget med at dele.

Til vores børn siger vi: hvis du vil være skabende eller intellektuel, skal du virkelig ville det, for det er din kærlighed til faget, der skal holde dig kørende. Du tjener en usikker løn i usikre ansættelser, men skal arbejde, til du er ved at segne, og når du bliver sendt hjem med stress, står der en anden frisk og klar, der har været arbejdsløs længe – og det er derfor svært at stille de krav til en kulturarbejdsplads, en arbejder uden tøven stiller til sin.

Så overvej at blive elektriker eller vvs-arbejder eller få en anden faglært uddannelse. Måske er lønnen ikke høj, men du er sikret en stabil indtægt med gode arbejdsvilkår, og du kan regne med kun at arbejde 37 timer om ugen, og ikke 50 eller 60, som man gør på kulturinstitutionerne.

De legater, den af folket så forkætrede Kunstfond uddeler, er i mange år ikke blevet justeret i forhold til den almindelige prisudvikling, og legaterne bliver mindre og mindre, mens de steder, man kunne supplere sine indtægter, er grønthøstet væk for længst. Man kalder kulturarbejdere for det nye prekariat, for måske er det en rigdom at have viden, men indtægterne er så små og uregelmæssige, at hvis du kommer ind i banken og vil optage et huslån, er de ved at falde ned af stolene af grin.

Jeg ved naturligvis godt, at der er mange derude, der skal løbe urimeligt stærkt på deres arbejde, og jeg er solidarisk med dem. Men det eneste, du er sikker på at have som kunstner eller akademiker, er en følelse af, at du er et solidarisk menneske. Og drømmen om, at solidaritet og respekt også en dag går fra det arbejdende folk tilbage til kulturarbejderen.

Mellem os skrives på skift af forfatter Kim Leine og forfatter Merete Pryds Helle. De skriver i denne klumme om kultur, eksistens og ånd.