Lørdag den 12. juni klokken cirka 18.45 begyndte danskere i stort tal at bede. Og det foregik ikke i hemmelighed: Mange mennesker turde fortælle om det på sociale medier, og en del politikere og andre kendisser bekendte det de følgende timer og dage på mainstreammedier.
Det var naturligvis Christian Eriksens hjertestop, der udløste denne bølge. Og for alle os, der fulgte begivenhederne både i Parken og på medierne, var det dybt bevægende.
Bøn var ikke længere et tabu. Den åbenhed var lidt overraskende dels i lyset af, at vi lever i et af verdens mest sekulariserede samfund og dels, at vi i mindst et par generationer har været underlagt en massiv blufærdighed i religiøse spørgsmål. Det har været mere i orden at tale højt om sidste besøg hos psykologen end om bøn og tro.
Nu sprang bønnen – og vel dermed troen – ud af skabet. I hvert fald for en tid.
På et relationelt plan var min overraskelse ikke så stor: En af de første opdagelser, jeg gjorde som ny sognepræst for godt fem år siden, var, at i en fortrolig stund er der flere mennesker, der fortæller, at de beder, end at de tror. I hvert fald når livet gør ondt. Det er, som om troens livsytringer undertiden løber forud for den bevidste tro. Så langt så godt.
Men ugerne er gået, og nu er der vel plads til en samtale om, hvad det var, vi oplevede. For med al respekt for at vi ikke skal teste hinandens trosliv: I hvilken forstand var det kristen bøn, vi oplevede? Og hvor langt kan kirken slå sig til ro med det, vi så og hørte? Nedenstående er mit bidrag til den samtale:
Hvis vi tager afsæt i den centrale kristne bøn – Fadervor – er det ikke selve den akt at bede, der er pointen. Man kan nemlig bede til mange forskellige (af)guder. Den kristne kirke tror – når vi skærer ind til benet – ikke på bønnen; men på ham, vi beder til: ”Vor far, du som er i himlene…”
Det er bønnens adressat, der er den kristne bøns særpræg. Nemlig Jesu Kristi far, som også blev vores far i den påske, hvor Jesus døde og opstod. Al anden bøn er ikke kristen bøn. Den kan godt have kortsigtede og længerevarende mentalhygiejniske frugter. Men hvis vi skal tage det, vi selv tror på, alvorligt, er det en telefonsamtale uden nogen i den anden ende.
Nu anerkender jeg – jævnfør det jeg skrev ovenfor – at troens ytringer kan løbe forud for bevidst tro. Og at en uadresseret bøn til en eller anden uspecificeret guddom, kan være en trædesten på vej til Kristus-tro. Man skal ikke have hørt mange troshistorier for at få den tanke.
Men kan troen gå i stå på dette stadie og blive ved med at være sund? Bliver det ikke en retarderet tro, som et barn, hvis mentale udvikling går i stå i fem-seksårsalderen?
Noget tyder på det: Både på dagen for ulykken og i ugerne efter – når folk ville ønske god vind til landsholdet – kunne man høre sætninger som: ”Vi sender al god karma hen mod landsholdet.”
Hvis man ser bort fra, at de mennesker, der sagde det, næppe ved, hvor nådesløs karmareligionen er, så afslører det i bedste fald en svag bevidsthed om bønnens adresse.
I det lys har kirken en kæmpe opgave – på bagsiden af Christian Eriksens hjertestop og genopvækkelse – i at fortælle om adressaten for den kristne bøn: den Gud, der har en fars hjerte for os og ikke lider under de jordiske begrænsninger, som selv de bedste menneskelige forældre har.
Kommet så langt i min tankerække slår det mig, at dette fokus på bønnens adresse – og ikke på bønnens proces – har jeg haft brug for at betone i årtier internt i mit eget miljø: Blandt missionsfolk og andre evangelikale.
For vi har også i vores menighedskulturer et mærkeligt og muligvis ubevidst fokus på bønnen som proces. Beder vi nu inderligt, helhjertet, koncentreret nok?
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg ved et alvorligt sygdomstilfælde eller en stor udfordring i menigheden har hørt sætningen: ”Nu må vi virkelig bede…”
Og jeg har haft behov for at spørge: ”Hvad betyder virkelig?”.
Min fornemmelse er, at svaret ofte netop har handlet om intensitet, tidsforbrug og andre processuelle karakteristika.
Hvis jeg bare har lidt ret i det, så har missionsfolk, karismatikere og frikirkefolk brug for præcis samme besindelse på bønnens adresse som de danskere, der lørdag den 12. juni bag om ryggen på sig selv begyndte en bønspraksis.
Og det er slet ikke dårligt at være i samme båd på den rejse.
Kirkeligt set skrives på skift af generalsekretær for Caritas Danmark Maria Krabbe Hammershøy, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, lektor ved Folkekirkens Udannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck, sognepræst Lars Gustav Lindhardt og sognepræst Marie Høgh.