OG GUD SAGDE til Abraham, tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om.
Og det gør han. Han kløver brændet, der skal bruges til offerbrændingen, han pakker æslerne, han giver karlene besked om at gøre sig klar til turen, han giver besked til Sara, og han siger det til Isak.
Har Sara en mistanke? Hun står i den tidlige morgens sandflugt, med kjortelkappen trukket godt op om ansigtet og kigger efter dem, da de begiver sig af sted. Hun er lidt urolig. Abraham var så underlig. Han så hende ikke i øjnene.
Det må også dæmre for Isak undervejs til Morija-landet, hvad faderen har for. Der er to dagsrejser derhen. Men så når de frem. De står af æslerne.
Bliv her, siger Abraham til karlene.
Han læsser offerbrændet på ryggen af Isak. Offerkniv, fyrtøj og kvas bærer han i en taske.
Men far, siger Isak. Vi har jo ikke noget offerlam?
Det sørger Gud for, min dreng.
ABRAHAM HAR PÅ DETTE PUNKT i historien allerede myrdet sin søn. Han har gjort alle forberedelserne til den kriminelle handling, løjet for sin kone, narret offeret med sig, gjort aftaler med de medsammensvorne karle, planlagt det hele ned til mindste detalje. Han mangler bare de sidste praktiske detaljer. Og dem udfører han også troligt. Han griber sønnen, måske kæmper de lidt, men så resignerer Isak, han binder ham, lægger ham oven på brændet og hæver kniven for at skære halsen over på ham.
Hov, stop, stands, råber Herrens engel. Lad være med at slå din egen søn ihjel. Her er en råbuk i stedet for.
Men Abraham hører ikke Herrens engel eller vil ikke høre. Så han kaster et sidste blik ned på sin søn og møder hans endnu levende blik, og så skærer han halsen over på ham og brænder hans lig, mens Herrens engel brøler desperat: Hvad laver du, din idiot? Hørte du ikke hvad jeg sagde?
Du har allerede fået mig til at gøre det, siger Abraham. Jeg gjorde det for to dage siden.
Og så går han hjem og fortæller Sara, hvad han har gjort, og de lever resten af deres alderdom i tavshed og gensidig foragt.
Søren Kierkegaard bruger fortællingen om Abraham og Isak fra Første Mosebog kapitel 22 i bogen ”Frygt og bæven”. Jeg læste den for nogle måneder siden som research og inspiration til den bog, jeg selv skriver på for tiden. Et gennemgående motiv i min roman er far-søn-relationer. Jeg vil ikke begynde at udlægge Kierkegaards bog. Det kan andre gøre meget bedre end mig. Men jeg blev meget provokeret af bogen. Jeg blev provokeret af, at en af den moderne filosofis grundlæggere kan tage den bibelske fortælling så alvorligt, at han bruger den til at filosofere om troen som noget, der står over moralen.
Hør nu her, tænker jeg. Det er simpelthen forkert af Abraham at adlyde Herren. Man skal ikke slå sit barn ihjel, færdigt arbejde, hvor svært kan det være at fatte? Den historie er så dum og afstumpet, at den ikke fortjener en filosofisk diskurs. Og hvis Abraham så sig tvunget til at adlyde Herren, fordi han ellers ville stå over for en straf, der var endnu værre, så var den logiske konsekvens, at han virkelig dræbte Isak og ignorerede englen, der tilbød ham råbukken som vikarierende offer.
Så kan du lære det, Gud. Din skide psykopat!
JEG VOKSEDE OP MED Abrahams gud. Han var ikke en barmhjertighedens og kærlighedens gud, men en streng herre, der krævede blind lydighed. Han hed Jehova.
Han samlede israelitterne qua sin sammensmeltning af tidligere polyteistiske guder til én monoteistisk gud. Én gud, ét folk. De udvandrede fra Ægypten, fik stentavlerne, smed guldkalven og andre afguder på lossepladsen, indtog det forjættede land. Monoteismen blev en politisk bevægelse. Og det er den den dag i dag.
Jeg har brugt et helt liv på at slippe væk fra ham. Men han har en kedelig tilbøjelighed til ikke at forstå et vink med en vognstang. Han bliver ved med at spøge. Og jeg bliver ved med at vende tilbage til præster og andre gudsfolk i mine romaner, der også har en tendens til at indeholde flere og flere bibelcitater. Ja, det er så det, jeg er blevet: en ateist, der skændes med Gud.
ABRAHAM OFRER ISAK. Det er vigtigt, at man forstår det. Nej, han dræber ham ikke. Han indfanger råbukken, der står med geviret viklet ind i en busk, løsner sønnen fra alteret og skærer halsen over på dyret i stedet for.
Så tager de hjem. Sara står med aftensolens blodrøde lys i ryggen og ser dem på lang afstand. Jo nærmere de kommer, desto mere forstemt føler hun sig. Han har ofret vores søn, tænker hun. Selvfølgelig er hun glad for, at Isak er i live. Men hun ved, at Abraham reelt har ofret ham, og det har hun også. Livet bliver aldrig det samme igen.
På samme måde må vi alle ofre vores børn. Det er frygteligt, men sandt. Vi må lokke dem med til landet Morija, gøre, hvad der skal gøres, og vende hjem med blod på hænderne. Og vandringen til Morija-landet er lang, den tager en 15-20 år eller mere. Og så må vi give slip på dem, ud i den farlige verden, der før eller siden med usvigelig sikkerhed vil ende med at slå dem ihjel.
Det er for mig, hvad historien om Abraham og Isak handler om, ikke om troens natur, ikke om total lydighed mod Gud, men om at vi alle er nødt til før eller senere at ofre vores egne børn.
For israelitterne havde han en politisk funktion: at samle et folk, der tidligere havde tilbedt adskillige guder. Nu fik de én gud. Én gud, ét folk. Det monoteistiske projekt var begyndt.
For at etablere og fastholde forestillingen om den ene gud, som det enkelte menneske står direkte ansvarligt over for, danner man en række fortællinger, der skal illustrere dette, deriblandt fortællingen om Abraham og Isak. Gud kræver absolut lydighed, og Abraham adlyder. Dermed er fundamentet for den totalitære stat lagt.
På denne plads bringer vi en klumme med fokus på kultur, eksistens og ånd. Kim Leine er forfatter og har blandt andet skrevet de anmelderroste bøger ”Kalak” og ”Profeterne i Evighedsfjorden”, som han modtog Nordisk Råds Litteraturpris for.