Vi må gerne være kejtede i mødet med den store sorg

Vi bliver ofte spontant akavede, når vi møder mennesker, der er hårdt ramt af sygdom eller tab. Og det er der noget forløsende over. For det kejtede er ærligt

illustration: rasmus juul
Illustration: rasmus juul.

Forleden talte jeg med en ældre kvinde, der virkelig fortrød en sætning. På indkøb havde hun netop mødt en yngre bekendt, som for nylig havde mistet et spædbarn. I al venlighed havde hun sagt: ”Du kan heldigvis stadigvæk nå at få en kæmpe børneflok.”

Nu mente den ældre kvinde, at hun var kommet til at såre den anden. For hun vidste jo egentlig godt, at man især skulle tie stille og lytte, sagde hun. Der var visse ting, man bare ikke måtte sige til et menneske i sorg. Man måtte for eksempel for alt i verden ikke tale sorgen ned, og nu var hun kommet til at gøre lige præcis det.

Jeg fik helt ondt af hende, som hun stod der og græmmede sig, helt forlist i de nye, velmente råd om, hvordan man taler med mennesker i sorg. For råd er der mange af i dag, hvor sorg og andre såkaldte tabuer i stigende grad er blevet populære at tale frem i lyset. Den professionelle optagethed af, hvordan vi bedst møder og taler om lidelse, griber om sig, og antallet af mulige, sproglige fejltrin stiger.

At lidelse har fået mere åbenlys plads i vores fælles samtale er på mange måder befriende. Hverken sorg, tab eller død skal selvfølgelig bare ties ihjel, skjules i hjertet eller gennemlides ensomt i mørke soveværelser. Det svære i livet har vi – nu som før – godt af at dele med andre. Men det store fokus på (at tale rigtigt om) det svære i livet har også en slagside, og man kan godt få den foruroligende tanke, at mens vi aftabuiserer døden med den ene hånd, tabuiserer vi den på nye måder med den anden.

Det er helt vildt, hvor store krav vi efterhånden stiller til hinandens tale. Helt ned i sorgsproget på gaden skal vi være perfekte mennesker. Vi vil så gerne sige det helt rigtige til hinanden. Vi lærer konstant, at der er ting, man bør sige og ikke sige. Ord, vi må bruge, og ord, vi ikke må bruge.

Bare her i avisen kunne man for eksempel i sidste uge læse Ivar Brændgaard mene, at man ikke bør sige, at nogen er ”gået bort”. Og i lørdags kunne man læse en række eksperter beklage, at vi i dødsannoncer ikke så ofte skriver ”død” længere.

Både Brændgaards og eksperternes udtalelser forekommer mig at være små eksempler på, hvordan sproget i stigende grad bliver genstand for velment, let moraliseren og ligefrem skjulte, nye perfektionskrav: Man bør tale fuldstændig dogmatisk rigtigt – koldt og goldt – om døden. Sproget skal være korrekt. Ja, sproget skal faktisk være en slags sorgterapi for det moderne menneske, der ikke tør se døden i øjnene.

Men vores hverdagssprog er ikke dogmatik og terapi, og vi er ikke hinandens sandsigere, terapeuter eller sorgbehandlere. Vi er hinandens medmennesker. Og medmennesker er klodsede, kejtede og uheldige, og vi siger dumme ting. Og vi taler temmelig meget i billeder. Vi bliver ofte spontant akavede, når vi møder mennesker, der er hårdt ramt af sygdom eller tab. Og det er der noget forløsende over.

For det kejtede er ærligt. Det viser, at vi godt ved, at noget er svært. At der er noget, der ikke kan siges perfekt eller flyde fejlfrit mellem os. Noget, der er så smerteligt og ubegribeligt, at det slet ikke kan siges rigtigt. Og derfor heller ikke forkert.

Det er ret frygteligt, hvis vi ender med at blive så glatte og ufrie og kontrollerede i vores omgang med hinanden, at vi ikke længere tør være kiksede, småpoetiske eller forfjamskede i vores møde med den store sorg. Mennesker taler mange forskellige sprog, og vi taler også mellem linjerne. Nogle gange kan den lille bæven eller usikkerhed bag en malplaceret vending eller klodset trøst sige mere end tusind perfekte sætninger.

Da jeg engang havde aborteret spontant, mødte jeg dagen efter et mandligt familiemedlem.

”Nå, så sparer I den million,” sagde han fjollet.

Måske havde han i det øjeblik lyst til at slå sig for munden. Men jeg mærkede netop i hans kejtede ord en menneskelighed, der gjorde mig godt. Jeg mærkede, at det her også var svært for ham.

Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun .