SPILLER DE HUMANISTISKE videnskaber – litteratur, sprog, kunst, filosofi – overhovedet en rolle for det omgivende samfund? Ja!, lyder det entydige svar i en ny antologi, ”Kampen om mennesket”, som er redige ret af professor Frederik Stjernfelt i samarbejde med David Budtz Pedersen og Finn Collin.
Humaniora handler nemlig om, hvad mennesket er og bør være, og de menneskebilleder, som de humanistiske videnskaber skitserer, er det, man strides om i den offentlige og politiske debat.
Frederik Stjernfelt, I har undersøgt, hvordan humaniora påvirker verden uden for universiteternes mure. Hvorfor ser vi netop i disse år en stor interesse for humanioras samfundsværdi?
”Mange vil nok sige, at det handler om, at humaniora er i krise. Man hører for eksempel tit, at arbejdsløsheden blandt humanister er langt højere end ledigheden blandt andre højtuddannede. Det giver jeg nu ikke så meget for – den forskel er blevet stærkt overdrevet.
Den nu pensionerede aarhusianske filosof Hans Fink har gjort opmærksom på, at forestillingen om, at humaniora er i krise, slet ikke er ny. I hvert fald siden 1960’erne har man jævnligt holdt seminarer og skrevet bøger om humanioras angivelige krise.
Jeg tror snarere, at opmærksomheden på de humanistiske videnskabers samfundsværdi netop nu skyldes, at humaniora står i en ny virkelighed. Vilkårene er ændret, hvis man sammenligner med min egen studietid.
Dengang var mange humanistiske uddannelser i praksis professionsuddan nelser. Hvis man for eksempel studerede dansk eller historie, blev man typisk gymnasielærer. Studerede man kunsthistorie, ventede en karriere som museumsinspektør forude.
I dag er det helt anderledes, hvilket blandt andet skyldes, at universitetet ikke længere er en elite-, men en masseinstitution. Der bliver uddannet mange flere humanister, og de udfylder vidt forskellige roller på arbejdsmarkedet.
Jeg synes faktisk, at det er imponerende at tænke på, at man har mangedoblet kandidatproduktionen i de seneste 20 år, uden at arbejdsløsheden er blevet større, end den er. For den er altså relativt lille.”
Der er vel også sket brud i de år, du har været ansat i universitetsverdenen? Dine egne forsknings- og interesseområder spænder vidt: Du har skrevet om så forskellige emner som amerikansk pragmaticistisk filosofi, litterære fornærmelser og rockbandet Røde Mor. Er det en karrierestrategi, du vil anbefale andre?
”Nej, det er det nok ikke. Snarere vil jeg råde dem til at finde ét emne og så virkelig bide sig fast – i hvert fald indtil de har etableret sig. Den forandring, der er sket i forhold til omfanget af ting, man kan forske i, grunder i nogle politiske beslutninger angående de måder, hvorpå man måler på forskeres produktion.
Man får relativt flere point for en artikel i et engelsksproget fagfællebedømt tidsskrift end for monografiske bøger skrevet på dansk. Så det er de artikler, man skal bruge sin tid på, hvis man som ung forsker i humaniora gerne vil have en fastansættelse. Det synes jeg også, man skal, og jeg gør det og så selv, men jeg synes, det har en bivirkning:
Den samfundsnytte, som humaniora havde førhen, bliver skubbet ud på et sidespor. De gamle professorer på humaniora før 1968 så det som en central del af deres virke, at de skulle henvende sig med bøger skrevet på dansk til den almene offentlighed.
Det er også en del af samfundsnytten, at vi informerer den almindelige danske offentlighed om det, vi bliver klar over. Den point-tildeling, man har nu, modarbejder denne tradition.”
Det forekommer paradoksalt?
”Ja, men jeg er ikke konspirationsteoretiker. Jeg mener ikke, der ligger ond vilje bag, og jeg mener heller ikke, der er noget galt i, at vi forskere måles på vores præstationer. Jeg mener bare, det er en uheldig bivirkning af det målesystem, man har lavet. Det skævvrider én af de klassiske ydelser, som humaniora er kommet med. Desuden mener jeg, at der er emner inden for humaniora, der kalder på at blive behandlet i bøger, snarere end i de artikler, som systemet belønner.”
Hvad betyder det for den måde, man bedriver humanistisk forskning på, at man i højere grad skal redegøre for, hvad man skal bruge den til?
”Det kan være lidt trættende, at man tit skal svare på de samme ting, men i det store hele ser jeg ikke nogen grund til at klage. Jeg synes faktisk, at vi er forpligtet til at gøre rede for, hvorfor vi mener det, vi gør. Baggrunden for, at mine kolleger og jeg har beskæftiget os med at undersøge forholdet mellem humaniora og det omgivende samfund, er, at Velux Fonden opfordrede os til at give et overblik over den gavnlighed af den humanistiske forskning, som de har støttet i de sidste cirka 15 år.
Så opmærksomheden om humanioras samfundsnytte hænger sammen med de ændrede vilkår, som humaniora befinder sig i.”
I ”Kampen om mennesket” påstår I, at humaniora er i levende forbindelse med det omgivende samfund og er med til at skabe de forestillinger om mennesket, som politikere og andre ”samfundsingeniører” kæmper om. Et af jeres eksempler på det er et nyere og kendt idéhistorisk-politisk værk?
”Ja, Anders Fogh Rasmussens ’Fra socialstat til minimalstat’ fra 1993. Det er en bog, som er ganske kendt, men nok temmelig lidt læst. Hvad mange ikke ved, er, at bogen trækker på en filosofisk og idéhistorisk tradition, som kan føres tilbage til Aristoteles.
Anders Fogh Rasmussen vedkender sig i allerhøjeste grad humanioras betydning for politik, idet han skriver, at al politik bør have sit udspring i filosofi, en klassisk humanistisk disciplin. Jeg mener personligt, at han på nogle punkter drager forkerte konsekvenser, men man kan ikke komme uden om, at bogen leverer et argument for humanioras nødvendighed.”
Hvordan vil du mene, at forholdet mellem de humanistiske fakulteter og samfundet vil tage sig ud i fremtiden?
” Jeg finder en voksende anerkendelse af, at vi faktisk laver noget gavnligt, og at vi spiller en rolle for samfundet. Selvfølgelig i kraft af det, vi siger, men også i kraft af en lang række samarbejder mellem humanis tiske forskere og mange forskellige institu tioner og firmaer. Nu hører jeg til dem, der er lidt ærgerlig over, at Søren Pind gik ud af politik. Jeg kunne godt lide hans understregning af dannelsen og ambitionen om at genindføre filosofikum.”
Men Søren Pinds positive vurdering af humanioras betydning for det omgivende samfund er vel ikke dybt rodfæstet på Christiansborg? Kunne man ikke forestille sig, at idéerne forsvinder med manden?
”Det ved jeg ikke. Hans efterfølger på posten, Tommy Ahlers, når næppe at sidde på posten i lang tid, der er jo snart valg, men han er jo også et uddannet menneske, og han har endnu ikke sagt eller gjort noget, der giver grund til pessimisme.”