Prøv avisen
Mellem os

Merete Pryds Helle: Vi må sige fra, når nogen taler om andre som ”rotter” og ”affald”

Jeg går ind for ytringsfrihed, men også for, at vi har en pligt til at modsige ytringer, der går i en dehumaniserende retning, skriver forfatter Merete Pryds Helle. Illustration: Rasmus Juul

Terrorismen kræver mere end fremmedfjendtlighed og nedsættende sprogbrug, og måske vil ingen fra Stram Kurs nogensinde gribe til vold. Men når jeg læser de mange hadske kommentarer og det dehumaniserende sprogbrug – som også på de sociale medier vendes imod Stram Kurs af deres modstandere – bliver jeg bekymret, skriver forfatter Merete Pryds Helle

NÅR JEG SKAL SKRIVE en klumme, begynder det ofte med, at en sag eller situation bliver ved at dukke op, gerne noget relateret til, hvad der sker i samfundet omkring os og gerne relateret til sprog. Jeg havde derfor tænkt, at jeg ville skrive om Rasmus Paludan og om det sprog, der bruges inde på Stram Kurs’ sider på de sociale medier.

Min fornemmelse er, at der er mange, der ikke ved, hvordan sprogbruget rent faktisk er derinde, men mennesker omtales for eksempel som ”affald” og ”rotter”, ordet ”dansk” bruges kun om en bestemt gruppe mennesker, mens andre, hvor danske de end er, bliver betegnet som de andre, som noget, der skal kastes ud med faldskærm og fjernes fra det, der defineres som dansk. Det er en skræmmende diskurs.

Desværre er det med definitionen ”danskheden” noget, der trænger langt ind i andre partier og medier, hvor man glemmer, at dansk i dag har mange ansigter, men det at dehumanisere andre ved at kalde dem affald og rotter, er der dog kun et mindretal, der gør. Men det findes, og det vokser.

Og bag det sprogbrug og den dehumanisering ligger en enorm følelse af at være bedre end andre, så meget bedre, at de andre måske nærmest ikke er mennesker. De kan smides ud, for de er affald, de kan dræbes, for de er rotter.

Men inden jeg fik skrevet den klumme, skete den forfærdelige tragedie i Sri Lanka, der på tragisk vis ramte en dansk familie. Tragisk menneskeligt og tragisk i en klassisk forstand. Det er næsten mytisk, den, der har alt, mister alt. Den, der har rigdom og talent til at løfte et helt imperium, mister så meget, at al rigdommen også mister betydning.

Jeg tror, at det får alle danskeres hjerter til at bløde, både fordi tragedien er så enorm, at vi ikke kan forestille os, hvordan det er at være de forældre. Man forsøger at forestille sig smerten, men det er umuligt, måske kun de, der har oplevet noget lignende, kan sætte sig ind i det.

Men idet vi forsøger at forestille os deres smerte, går vi på den vej af empati, som er vigtig for, at vi føler, at vi hænger sammen med andre mennesker. Og jeg tror også, at vi rammes på grund af den grundfrygt, de fleste har. At når det går allerbedst, er det lige dér, katastrofen rammer.

Men de to ting hænger sammen. Terrorismen kræver mere end fremmedfjendtlighed og nedsættende sprogbrug, og måske vil ingen fra Stram Kurs nogensinde gribe til vold. Men når jeg læser de mange hadske kommentarer og det dehumaniserende sprogbrug – som også på de sociale medier vendes imod Stram Kurs af deres modstandere – bliver jeg bekymret. Den kun 20-årige mand, der stod ved buffeten på Shangri-La Hotel og kiggede sig omkring, hvad så han? Så han nogle fine unge mennesker og børn, der havde livet og dagen foran sig? Eller så han dem som ikke-mennesker, som noget – ikke engang nogen – men noget han selv var hævet højt over? Det er nok det sidste.

Man kan sagtens pege på bestemte religioner eller politiske ideologier og sige, at nogle fører til mere terror end andre. Men jeg tror, det kunne være mere givtigt at betragte terrorismen netop som en isme, der er masser af fundamentalister, stærkt højreorienterede eller ditto venstreorienterede, der aldrig ville slå uskyldige mennesker ihjel, men alle terrorister har nogle fællestræk.

De har en brændende tro på deres sag. De føler, at sagen er vigtigere end deres eget ego, men også at deres eget ego er vigtigere end andre menneskers, og de ser andre mennesker som ikke-mennesker. Som noget, der skal dræbes for sagens skyld. Det er en syg tankegang, der altid skal møde modstand, og vi skal huske at gribe ind hver gang, den tankegang inficerer vores sprog.

Lad os starte med at sige imod, hver eneste gang nogen taler om andre som ikke-mennesker, som affald eller rotter. Gå ind på de sociale medier på de sider, hvor der skrives sådan, og tal imod. Husk at tale om alle danskere som danskere, uanset hvordan vi opfører os, hvad vi siger eller tror, er alle danske statsborgere danskere.

Vi er ikke et uskyldigt land kun beboet af gode mennesker. Vi er alt muligt, og vi stritter i mange retninger, og det er okay. Vi er alle mennesker, og vi er alle danskere. Når vi opfører os godt, og når vi opfører os dårligt.

Det kan virke absurd at skulle skrive dette, men det er desværre ikke absurd. Vi har Breivik og massakren i Christchurch – hvad tænkte de mænd om de mennesker, de dræbte? Så de dem som mennesker, som fine unge mænd og kvinder, der havde dagen og livet foran sig? Eller så de dem som ikke-mennesker? Havde de og havde terroristerne i Sri Lanka læst og hørt de ord om den gruppe mennesker, de ønskede at dræbe, tusindvis af gange? De er rotter, de er affald?

Jeg går ind for ytringsfrihed, men også for, at vi har en pligt til at modsige ytringer, der går i en dehumaniserende retning.

Jeg er ligeglad med, hvilken ideologihat terroristen tager på, uanset hvad er den falsk. Men ingen af os er ligeglade med de mennesker, der bliver dræbt af terroristen. Lad os derfor heller ikke være ligeglade med det sprogbrug, der er tæppet på vejen hen imod den modbydelige terroristiske handling.

Luk ikke øjnene, men gå ind og læs, hvad der skrives, og tal imod. Lad os tage ytringspligten på os og tale dehumaniseringen ret imod.

”Mellem os” skrives på skift af forfatter Kim Leine og forfatter Merete Pryds Helle. De skriver om kultur, eksistens og ånd.