Det er ikke sikkert, at det, jeg skriver om i dagens klumme, er en lige så ubehagelig opdagelse for dig, som det har været for mig. Jeg troede nemlig ikke, det var noget, vi for alvor sloges med herhjemme. Men det gør vi. Jeg taler selvfølgelig om arbejdsforholdene hos onlinesupermarkedet Nemlig.com, som Politiken har afsløret, og som der har været skrevet så meget om de seneste uger.
Der er mange andre eksempler på, hvordan vores magelige tilværelse har en pris. Lad mig begynde i Bangladesh. På en fabrik, der syer tøj for nogle af de største tøjbrands ude i verden. Her arbejder en kvinde på lad os sige 25 år. Hendes arbejdsdage er 14-16 timer lange. I peakperioderne – de perioder, hvor der skal syes rigtig meget tøj – arbejder hun nemlig længere tid hver dag. Hendes arbejdsuge er i gennemsnit på 96 timer. Hendes løn er så uforskammet lille, at hun ikke kan presse en ordentlig og tryg tilværelse for sig selv og sin familie ud af den. Men i gennemsnit er den på 112 dollars om måneden. Det er i skrivende stund 696 danske kroner. Hendes living wage, altså den løn, hun skal have for at opretholde en tilværelse, der kan sikre hende et trygt og ordentligt liv, er på 443 dollars. Altså 2752 danske kroner. Ret langt fra det, hun tjener nu. Men der er en sideeffekt af den lave løn, som godt nok ikke er en gevinst for hende, men for hendes arbejdsgiver og for de brands, der gør brug af hendes arbejdskraft: Hun får så lidt i løn, at hun ikke kan sige nej til overarbejde.
Lad mig så tage dig med et smut med til Afrika. Eller lad os begynde i USA. Her blev nogle af de store techselskaber, hvis produkter vi alle bruger løs af i dagligdagen, i 2019 tiltalt for at bruge ulovligt og farligt børnearbejde i forbindelse med udgravningen af kobolt til de genopladelige batterier, der bruges i vores computere, smartphones og el-biler.
Retssagen er anlagt af International Rights Advocate på vegne af 14 congolesiske familier, som har haft børn i kobolt-minerne.
Men tilbage til Afrika og Den Demokratiske Republik Congo. For de børn, der arbejder i kobolt-minerne, er helt ned til 11 år gamle. Du kan sikkert finde historier om børn, der er yngre, hvis du læser op på det hos nogle af de ngo’er, som arbejder med det hver dag. Af de 14 børn, som retssagen handler om, har seks af dem mistet livet i minerne. Dagslønnen i sådan en mine er på omkring 13 danske kroner. Du betaler gladeligt omkring 10.000 danske kroner for en ny telefon. For de 13 kroner, børnene får i løn, sætter de helbredet på spil. Og ikke mindst deres fremtid, og i værste fald livet. Man kan ikke gå i skole, når man er tvunget til at arbejde i en mine. Disse congolesiske børn bærer det meste af den elektronik, vi godt kan lide i vores tilværelse, på deres skuldre. Det er små skuldre, hvis du spørger mig.
Og et sidste stop. Også i Afrika. Denne gang Ghana og Elfenbenskysten. Det er nemlig herfra, størstedelen af den kakao, vi bruger i vores chokolade kommer fra. 60 procent cirka.
Her tjener kakaobønderne så lidt på deres kakao, at vi, hvis vi fjerner klappen for det blinde øje, vil kalde det slaveri. Hvilket mange ngo’er også gør. De store producenter, der er aftagere af kakaoen, betaler nemlig så lidt for den, at bønderne er tvunget ud i ekstrem fattigdom. På grund af den manglende indtjening får bønderne heller ikke mulighed for at udvikle deres farme og producere mere på dem, så de kan tjene mere. Hvorfor er det sådan?
En af grundene er, at mellemleddet i kakaoindustrien består af en håndfuld virksomheder, og de har øjensynligt kun én fælles interesse, og det er at holde den pris, de skal betale, så lav som overhovedet muligt. Koste hvad det vil, kan man fristes til at sige. Også på kakaoplantagerne kan man finde børnearbejdere. Nogle af dem så langt hjemmefra, at de kommer fra et andet land. Faktisk er der helt op til 2,3 millioner børn i arbejde på de afrikanske kakaoplantager, og deres arbejdsdage er meget lange og farlige.
Og så er jeg ikke engang begyndt sådan for alvor at tænde lyset i vores magelige tilværelses skygger. Eller fortælle i detaljer, hvad der foregår de steder, vi lige har besøgt. Men det behøver jeg i virkeligheden heller ikke, for vi ved begge to, at den slags eksisterer.
Vi ved også, at vores magelige tilværelse med en ny computer eller telefon i ny og næ, nyt tøj inden det gamle er slidt op, en by fuld af elbiler og supermarkedsvarer leveret til døren, når vi ønsker det, selvfølgelig har en pris. En anden pris end den, vi betaler. Spørgsmålet er bare: Vil vi virkelig høre, hvad det koster? Nej, det tænkte jeg nok.
Måske det er ved at være på tide, at vi tager stilling til den reelle pris for vores gnidningsfrie tilværelse og kræver, at pengene også går til dem, der betaler med deres liv for, at vi kan leve vores.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.