Prøv avisen
Debatinterview

Vi mangler bogen om udbryderen fra overklassen

Jeg tror, at hvis der kom nogle, der skrev en velskrevet insider-bog om overklassen, ville den blive udgivet. Men det skyldes, at borgerskabets diskrete charme fungerer i bedste velgående, skriver debattør. På billedet: Karina Pedersen, der netop er aktuel med bogen "Helt ude i hampen" om den danske underklasse. Bogens forfatter har været i mediernes søgelys under mistanke om, at hun forvrænger virkeligheden. Foto: Nils Meilvang

Retssagen mod digteren Yahya Hassan og debatten om Karina Pedersens bog ”Helt ude i hampen” demonstrerede i denne uge en markant kulturtrend: At helt eller delvist biografiske bøger fra underklassen dominerer tidens litteraturdebat. Tendensen er samfundsgavnlig, men overklassen putter sig, mener forfatter og debattør Lars Olsen

En række af de seneste års mest omtalte litterære udgivelser – Yahya Hassans digte, Morten Papes ”Planen” og nu Karina Pedersens ”Helt ude i hampen” – handler om stemmer fra underklassen, der vender klassebaggrunden ryggen. Er interessen udtryk for noget større?

Karina Pedersens bog er en undtagelse, som, jeg synes, er meget problematisk. Men jeg mener, at de andre bøger gør det interessant for den brede offentlighed at komme ind i de her miljøer. Og forlagene skal jo ligesom aviserne fortælle nogle historier, og helst nogle sande historier, om det Danmark, vi lever i.

Hvad enten vi taler om ghettomiljøerne eller om den hvide underklasse, så er det jo en del af Danmark, som vi også er nødt til at forholde os til. Så det er fint, at forlagene udgiver det, hvis det ellers er nogle lødige skribenter, der beskriver tingene nogenlunde nøgternt, som de er.

Der har været folk, som har ment, at enten det såkaldte Politiken Plus-segment eller Dansk Folkeparti har villet tage patent på Yahya Hassan. Og det er også blevet sagt, at Karina Pedersen ”risikerer at blive Liberal Alliances (...) pendant til Fattig-Carina”. Hvad tænker du om den kritik?

Et forlag skal jo udsende nogle bøger, der fortæller om virkeligheden. Det er alt for spekulativt at sige, at noget gavner Dansk Folkeparti eller nogle andre. Det farlige er, hvis de her bøger bliver brugt til at mistænkeliggøre den store del af befolkningen, som er på langvarige overførselsindkomster – bøgerne handler maksimalt om nogle få procent af befolkningen.

Har det været en tendens også før Karina Pedersen?

Nej, jeg synes, at de andre bøger tværtimod har været båret af et ønske om at give indsigt i nogle miljøer, som den brede befolkning ikke kender til. Det er fortællinger om virkeligheden.

Jeg synes ikke, man kan sige det generelt, men der er en fare for, at dele af befolkningen mistolker det. Og jeg synes, at Karina Pedersen har båret véd til det bål ved selv at bruge historien om en måske dysfunktionel familie til at argumentere for at fjerne overførselsindkomsterne. Så er man ude i et meget politisk ærinde.

Det, jeg advarer imod, er et skred i proportionerne, hvor man kan komme til at tro, at en hvilken som helst arbejdsløs eller førtidspension er lige sådan. Det ville være helt forkert.

Så den diskussion, der var om Politiken Plus-segmentets ”hykleri”, fordi de ”knuselskede” Yahya Hassan, den køber du ikke?

Nej, for hvad vil det da egentlig sige? Det er da snarere udtryk for, at selv Politiken-segmentet efterhånden erkender, at der er nogle integrationsproblemer. Hvis Yahya Hassans bog var udkommet 10 år tidligere, tror jeg, man ville have haft et langt mere ambivalent forhold til den. For 10 år siden var der en langt større tendens til, at det kulturradikale segment benægtede eksistensen af det her.

Denne fascination af mønsterbryderen, hvad er det udtryk for?

Mønsterbryderen er en fantastisk populær figur i det danske samfund. Men jeg mener egentlig ikke, at det er mønsterbryderen, vi er fascinerede af i de konkrete bøger. Det er nok mere indsigten i et for den brede middelklasse ukendt miljø, der er hovedkraften.

Der er kommet en masse bøger, hvor vi har fået rigtig meget at vide om underklassen og ikke mindst de mest marginaliserede en- to procent. Men hvor er der få bøger om overklassen. Ikke mindst forstået som de en-to procent i toppen af samfundet. De bedriver virkelig ’overklassens diskrete charme’.

Der er stort set ikke nogen af dem, der selv fortæller om deres liv, og journalisterne bliver holdt 10 skridt fra livet. Og disse mennesker har styrken til at sætte sig igennem, om nødvendigt med advokater. Det er i virkeligheden det demokratisk mest betænkelige ved det her. For vi er ved at få et mere delt Danmark. Nu hører vi en masse om dem fra bunden, men vi mangler simpelthen noget mere viden om de mest velstillede.

Er det udtryk for, at forlagsbranchen og medierne er mest interesserede i bunden, eller at det er sværere at skrive om toppen, hvis man kommer fra toppen, end at skrive om bunden, hvis man kommer fra bunden?

Jeg tror, at hvis der kom nogle, der skrev en velskrevet insider-bog om overklassen, ville den blive udgivet. Men det skyldes, at borgerskabets diskrete charme fungerer i bedste velgående. Der er fantastisk få, der bryder ud af det miljø og ønsker at fortælle om det.