Klassisk kristendom er også kirke for de unge, de ikke-kirkelige og dem, der konverterer

Konfirmation i Vanløse Kirke med præst Pia Mi Ran

Hvis ikke kirkens gudstjeneste og forkyndelse formidler et ægte møde med Kristus, så er det jo inderligt ligegyldigt, om der kommer få eller mange. Og Kristi nærvær i kirken er lige så meget bundet til to eller tre som til flere hundrede, skriver Børge Haahr Andersen. Foto: JOACHIM ADRIAN/ritzau

Den liberale teologi har i flere hundrede år forsøgt at tilpasse kristen tro og indhold til tidens strømninger for at få det danske folk gjort modtagelig for kristendommen. Projektet har spillet fallit, skriver rektor Børge Haahr Andersen

Klassisk kristen teologi med en ligefrem og bogstavelig forståelse af trosbekendelsen og etikken i De Ti Bud giver fyldte kirker, skriver Kristeligt Dagblad den 11. juli.

Det har jeg igen og igen fået bekræftet de seneste 12 år, hvor en del af mit arbejde består i at besøge præstekolleger fra Dansk Bibel-Institut og Menighedsfakultetet i deres lokale kirker, samt at kalde unge til at læse teologi og til at støtte vores private uddannelse økonomisk.

Efter flere end 100 besøg i lokale kirker har jeg gjort følgende iagttagelser:

1) Her er en god kirkegang.

2) Aldersgennemsnittet er markant lavere end i gennemsnittet af sognekirker, og de fleste steder er der mange unge og mange familier med børn.

3) Der kommer en del kirkegængere, som er vokset op uden kristen baggrund og kirkelig praksis.

4) Der er mange steder de seneste to-tre år blevet oprettet en god kontakt med flygtninge og nydanskere, som efter moden overvejelse og dåbsundervisning har besluttet at konvertere til den lutherske kirke i Danmark.

Ifølge Kristeligt Dagblad kan teologilektor Hans Ravn Iversen ikke kun glæde sig over denne tendens. Det er Tordenskjolds soldater, ældre og trofaste, der kommer i disse kirker, og de formidler ikke det brede møde med folk, som de er flest.

Nej, Hans Ravn Iversen, det er ikke rigtigt. I de større uddannelsesbyer fyldes disse kirker af unge studerende og af familier med børn og ikke blot ældre. En almindelig søndag vil der i disse kirker ofte være en større andel af folk med ikke-kirkelig baggrund end i nabokirken med en anden profil.

Mange af mine gamle studiekammerater er næppe særlig bevidst om dette. De er en del af den missionske vækkelse, som for mere end 100 år siden havde berøring med en fjerdedel af Danmarks befolkning, og de længes efter den folkevækkelse, der ændrede det danske kirkelige landskab dengang.

Samtidig oplever de over tid, at ikke-kirkegængere bliver lejlighedskirkegængere og efterhånden faste kirkegængere, selvom de ikke er vokset op med kirkegang som en del af søndagstraditionen.

Nu er det jo ikke antallet, det kommer an på. Men hvis ikke kirkens gudstjeneste og forkyndelse formidler et ægte møde med Kristus, så er det jo inderligt ligegyldigt, om der kommer få eller mange. Og Kristi nærvær i kirken er lige så meget bundet til to eller tre som til flere hundrede.

Men det er jo et voldsomt problem for den liberale teologi, som i flere hundrede år har forsøgt at tilpasse kristen tro og indhold til tidens strømninger for at få det danske folk gjort modtagelig for kristendommen. Dette projekt har spillet fallit og vil gøre det i nye skikkelser også i fremtiden.

Når mennesker skal dø, kan de ikke nøjes med en symbolsk forståelse af opstandelse og liv, men har brug for et konkret løfte om evigt liv, der er knyttet til Jesus af Nazarets helt bogstavelige opstandelse fra graven. Det, som et menneske frimodigt kan dø på, kan det også leve på. Derfor har nogen af os brug for en ugentlig dosis søndag formiddag på Kristi opstandelsesdag.

Børge Haahr Andersen er rektor på Dansk Bibel-Institut og pastoral vejleder i Evangelisk Luthersk Netværk.