Vi overser generationskonfliktens rolle i den ny verdensorden

Angela Merkel har ikke fået generationskonflikten ind på radaren endnu. Hun er ikke uden indsigt, men hun er igennem de sidste 11 år blevet formet af regeringer med utallige medlemmer fra den aldrende generation. Generationskonflikten må og skal på dagsordenen før den tilstundende tyske valgkamp

Derfor ser vi nu, at mange fra efterkrigsgenerationen råber op om, at Merkel skal ud og Hillary spærres inde. De ser, at de liberale demokratiers løfter er ved at forsvinde, og de lader vreden gå ud over det politiske system og dets medskyldige: medierne, som de kalder for Lügenpresse, den forløgne presse.
Derfor ser vi nu, at mange fra efterkrigsgenerationen råber op om, at Merkel skal ud og Hillary spærres inde. De ser, at de liberale demokratiers løfter er ved at forsvinde, og de lader vreden gå ud over det politiske system og dets medskyldige: medierne, som de kalder for Lügenpresse, den forløgne presse. Foto: Markus Schreiber/AP/Polfoto.

Efter Donald Trumps chokerende sejr ved det amerikanske præsidentvalg, er tyske kansler Merkel den frie verdens sidste fornuftige regeringschef, kan vi læse i avisledere. Og det er langt hen ad vejen sandt. Men hvad siger det egentlig om den frie verden, hvis der kun er en enkelt leder tilbage, som står for de fordums vestlige værdier?

Vestens dagsorden står og vipper ude på kanten. Den har humanismens og oplysningstidens bedrifter til sin rådighed, men er truet i sin kerne. Den nuværende verdensorden blev etableret efter Anden Verdenskrig, og nu truer den seneste tids politiske begivenheder de selvsamme elementer, som har bragt frihed og velstand til Vesten og videre ud i verden. Det gælder det parlamentariske demokrati, sekularismen, frihandlen, den frie bevægelighed og selve samfundets indretning. I de 70 år efter krigen, hvor den vestlige verdensorden har domineret, har de lovende udsigter for politik og økonomi været forbundne; den økonomiske velstand har hængt sammen med bevarelsen af det parlamentariske demokrati.

I den nye verdensordens første årtier kastede mange lande sig ud i et ødselt forbrug. Det gjaldt især USA og Storbritannien, mens det i Vesttyskland og andre steder i Europa gjaldt, at de fattige og sultne blev holdt på afstand af en overbærende velfærdsstat. Derfor var den genforenede tyske befolkning ikke mentalt forberedt på de såkaldte Hartz IV socialreformer. Til trods for sin høje statsgæld og private gæld efter Anden Verdenskrig må den udbredte velfærdsstat og de rundhåndede pensioner have fået det globale Vesten til at fremstå som noget nær paradis.

I den seneste snes år har vi kunnet se, at denne relative velstand ikke kan fortsætte for evigt og ikke vil gøre det heller. Globaliseringen har gjort det klart, at den økonomiske udvikling siden verdenskrigen ikke fører til noget evigt tusindårsrige. Al sin klogskab til trods har det politiske establishment forsømt at forberede sig på de dystre dele af vejen, der venter – og nu præger konsekvenserne debatten.

En ny generation er vokset op, årtusindskiftets såkaldte millenials eller Generation Y, som har udviklet en forståelse af, at deres liv ville tage en anden retning end deres forældres. Mange af dem oplever det som uretfærdigt – ikke fordi de er forkælede og magelige, men fordi deres forældre i Generation X har opfostret dem med en overbevisning om, at den økonomiske styrke og velstand følger naturligt af det politiske system, vi lever inden for. Efterkrigsgenerationen har ikke opdaget forandringen, mens deres børn har accepteret den for længst. Det gælder i Sydeuropa: i Spanien og Italien, men også i Frankrig på langt mere smertelig vis end aktuelt i Tyskland.

Derfor ser vi nu, at mange fra efterkrigsgenerationen råber op om, at Merkel skal ud og Hillary spærres inde. De ser, at de liberale demokratiers løfter er ved at forsvinde, og de lader vreden gå ud over det politiske system og dets medskyldige: medierne, som de kalder for Lügenpresse, den forløgne presse.

Det kan ikke overraske, at Storbritannien og USA har været de første til at blive løbet over ende af denne bølge og nu risikerer at blive til halvtotalitære strukturer. Det er to lande med et ekstremt højt budgetunderskud og en gennemsnitlig privatgæld.

Iagttagere og eksperter er blevet taget på sengen. De forstår ikke den aktuelle krise som en generationskonflikt og har i stedet stirret sig blinde på sort/hvide fakta i den politiske diskurs. Ufatteligt nok er generationskonflikten aldrig blevet noget stort emne inden for politik – hverken i Tyskland, i Storbritannien eller i USA. Man kan stadig godt forklare det amerikanske valgresultat med indkomstmulighed og racespændinger, men det ville være en utilstrækkelig analyse, fordi den ser bort fra forskydninger generationerne imellem. Hvis de unge havde været alene om at stemme i USA og Storbritannien, ville Storbritannien fortsat være medlem af EU, og Hillary Clinton ville have vundet en jordskredssejr med en opbakning på 95 procent og i dag være USA’s næste præsident.

Alle sine meritter til trods har Merkel ikke fået denne generationskonflikt ind på radaren endnu. Hun er ikke uden indsigt, men hun er igennem de sidste 11 år blevet formet af regeringer med utallige medlemmer fra den aldrende generation. Generationskonflikten må og skal på dagsordenen før den tilstundende tyske valgkamp.

Endnu bedre vil det være, hvis Angela Merkel ringer socialisterne og republikanerne i Frankrig op og fortæller dem om det. For når Frankrig falder som det næste land til valget næste forår, og Marine le Pen bliver fransk premierminister, falder Europa helt fra hinanden. Den næste tyske valgkamp er nødt til at handle om retfærdighed generationerne imellem (til en start kunne vi begynde overhovedet at tænke i generationer) og fremtidig ledelse og økonomi set fra de unges perspektiv.

Bernie Sanders’ popularitet under den amerikanske valgkamp er et bevis på det samme. Mange iagttagere undrede sig over, at denne pudsige ældre herreskulle være så populær blandt de unge. Grunden er indlysende: Han var i stand til at tænke og argumentere som dem. Da Merkel derimod blev interviewet af bloggeren LeFloid, oplevede tyskerne et sammenstød mellem to grundlæggende forskellige verdener på kanten af det pinlige. Angela Merkel er det frie demokratis sidste håb i Vesten. Men når hun stiller op igen, skal hendes dagsorden være en anden. Ellers kommer yderliggående nedbrydere og ødelæggere som Trump, Farage, Alternativ for Tyskland også til at tage over i Tyskland.

Oversat fra engelsk af Sara Høyrup.