Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Liv og meninger

Salmedigter: Alle kan råbe ad deres fjender. Mod er at modsige dem, man ellers er enig med

Kirken ikke et meningsfællesskab, skriver Krogsdal. – Illustration: Rasmus Juul.

Midt i alle vores tilsyneladende bramfrie meningsudvekslinger og stærke individualisme bliver vi mere og mere afhængige af hinandens likes, skriver salmedigter Iben Krogsdal

DE FLESTE AF OS vil nok mene, at ytringsfriheden trives. I det store, virtuelle rum er der stadigt flere, der tager ordet og bruger deres ret til at ytre sig. På de sociale medier vælter vi uforbeholdent vores meninger ud i verden.

Men bag den rasende strøm af meninger dukker en langt mere dyster fortælling om os frem. Om gruppemennesket. For ét er at turde sige vores mening til dem, vi på forhånd er uenige med. Noget andet er at turde sige vores mening til vores egen flok.

Det sidste kræver mod. Det første handler snarere om selviscenesættelse: At vi desperat kæmper for at sikre vores tilhørsforhold til vores egen meningsflok, så vi ikke er alene i verden.

Selvom vi i dag råber højere mod vores fjender, er vi blevet mere ytringssvage. For den dybe, alvorlige ytringsfrihed handler om modet til at sige vennerne imod. Det er der, ytringsfriheden koster blod, udstødelse og tårer. Det er der, modet svigter os igen og igen.

Jeg tror, at vi i disse år er præget af en ekstrem mangel på mod. Midt i alle vores tilsyneladende bramfrie meningsudvekslinger og stærke individualisme bliver vi mere og mere afhængige af hinandens likes og påskønnelser ude i den store strøm af hårde meninger. For meningerne er blevet en del af vores måde at få identitet på derude. ”Hør mig! Jeg synes det samme som jer! Jeg er en af jer!”.

Der ligger en verden af frygt bag hele meningsmaskineriet. Vi sidder fortabte bag hver vores skærm og mener os ind i fællesskabet. Skærmene suger os ind i den digitale verden, hvor vi bliver, hvad vi mener.

Jo mindre, vi ser og rører og har tid til hinanden i den fysiske verden, jo mere bliver vi nødt til at have meninger derude. Så vi mener og mener. Som de svage og kontaktsøgende væsner, vi er. Og vi præsterer i foruroligende grad stærke holdninger for at blive til i de andres øjne.

Gennem meningseksplosionen finder vi alt for let sammen i kolde, overfladiske meningsfællesskaber, hvor vi kun hører til i kraft af det, vi mener. Især om dem, der ikke mener det samme som os. Og hvor vores meninger tragisk nok ofte handler mere om os selv end om sagen.

Det er dødsensfarligt. Og derfor er det så vigtigt, at vi stadig møder hinanden der, hvor vi ikke er bundet sammen af meninger. Men der, hvor vi trækker vejret ved siden af hinanden, der, hvor et smil eller et blik kan hente os op fra de højtråbendes dyb.

Der, hvor vi ikke kendes på vores holdninger, men på vores menneskelighed.

Det sted er frem for alt kirken. For mig er kirken ikke et meningsfællesskab. Tværtimod. I kirken mødes vi om den store mening, der overstiger alle vores små meninger. Og vi mødes om sandheden om os selv: ikke vores egen sandhed, men den, der lover, at vi ikke er alene, og at vores udmattende, pinagtige kampe i verden ikke fortæller alt om, hvem vi er.

I det øjeblik, jeg selv træder ind i kirken, bliver jeg befriet for alle holdninger til flygtninge, køn og klima. Jeg skal overhovedet ikke mene noget om nogen. Det er en kæmpe lettelse. Jeg sætter mig ved siden af et andet menneske, og i samme sekund, vi løfter blikket mod det, der førte os herind, hører vi begge til.

Og lige præcis dér, når vi – trods alt – får lov at høre til, begynder det nye at ske.

Selv mærker jeg det stærkest, når jeg træder ud af kirken og står under himlen: Meningerne vender tilbage. Men nu sammen med modet til – på en god dag – også at mene noget andet end min sidemand. Modet til at kæmpe for det, jeg virkelig tror på.

Det er netop først, når jeg hører til et sted, der er ufatteligt meget større end mine egne meninger, at jeg får mine sande meningers mod.

Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, radiovært og skuespiller Hassan Preisler og forfatter Dy Plambeck.