”HVAD SKAL DET NYTTE?”, spurgte den daværende Venstre-politiker og senere partistifter af Radikale Venstre Viggo Hørup sine partikolleger, da den danske regering i 1880’erne planlagde et forsvarsværk rundt om København.
Spørgsmålet har lige siden været en ledetråd i Radikale Venstre, som altid har dyrket en særlig dobbelthed af idealisme og vilje til magt. De holder af at svinge fanen for frihedsrettigheder, retsstat og menneskerettigheder, men er også altid parate til at pakke fanen sammen, når der skal forhandles om magten på Christiansborg. Det har givet partiet fjender, men det har også givet indflydelse.
Det er netop udsigten til, at dansk politik bevæger sig væk fra midten, og at De Radikale kan komme til at stå isoleret uden indflydelse, som har fået næstformand for den radikale folketingsgruppe og tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard til at skrive bogen ”Lad os mødes på midten”.
Bogen er blevet modtaget som et pænt indpakket opgør med den politiske leder Morten Østergaards ”Nok er nok”-strategi, hvor alle kræfter sættes ind på at gå hårdt op imod den udlændingepolitiske konsensus hos Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Venstre. Ekkoet fra Hørup er til at høre. For hvad skal det nytte at høste lidt ekstra stemmer på forargelsen over en stram udlændingepolitik, hvis det placerer partiet et sted, hvor man er helt uden indflydelse?
Selv lægger Lidegaard vægt på, at bogen er et bredt ønske om at genskabe midten i dansk politik i en tid, hvor fløjene løber med opmærksomheden:
”Vi lever i en tid, der er mere til nej end til ja. Tiden er mere til at være imod noget end til at være for noget. Det selvsving, der ses i dansk og europæisk politik i øjeblikket, er primært et selvsving nedad, som bliver selvforstærkende i sin negativitet. Bogen udtrykker mit eget håb om og min bestræbelse på at vende den udvikling, så vi igen begynder at have positive forventninger til hinanden og til fremtiden. I stedet for hele tiden at tale os væk fra hinanden.”
Hvad der kan lyde som et fromt håb, bliver af flere i det politiske kommentariat udlagt som en ulmende fløjkrig hos De Radikale. Hvor Morten Østergaard ansporet af partiets østrigske kampagneguru og politiske rådgiver Grace Pardy har valgt at satse på stejl modstand mod stram udlændingepolitik i almindelighed og Dansk Folkeparti i særdeleshed, lægger andre i partiet mere vægt på at betone nødvendigheden af samarbejde hen over midten, også om udlændingepolitikken.
Det er svært at se som andet end to forskellige veje fremad for De Radikale?
”Altså, jeg har selv som del af partiets ledelse været med til at definere den nuværende strategi, hvor vi selvfølgelig går
kontra i forhold til Dansk Folkeparti. Samtidig opfordrer jeg så til, at vi i samarbejde med andre partier søger den politiske midte for at udvikle det samfund, som netop er skabt af den politiske midte og det samarbejdende folkestyre, hvilket også er radikalt hjerteblod. Dansk Folkeparti har i mange år har haft monopol på den udlændingepolitiske dagsorden, men hvem siger, at det skal fortsætte i al evighed? Hvis der rent faktisk er enighed hen over midten både om en kontrolleret indvandring og en langt bedre integrationsindsats? Det sidste vil Dansk Folkeparti ikke, men hvorfor skal alle følge den vej, hvis der faktisk er enighed om noget andet?”.
Debatten i partiet har også handlet om, hvordan man skal henvende sig til radikale vælgere, med fornuft eller med følelser. Historisk har De Radikale være bedst til at appellere til det første, fra den snusfornuftige husmand til den oplyste akademiker, altid lidt klogere end de andre. Men nu er det følelserne, det handler om, lyder det fra kampagnerådgiveren.
Det er følelser, som flytter vælgere og afgør valg. Så De Radikale skal børste tweed-jakken og ryste det akademiske støv af sig i forsøget på at lokke nutidens vælgere, som vil begejstres. Se bare på Macron, lyder rationalet i partiet. For Lidegaard, som også erklærer sin kærlighed til det franske fænomen, handler det dog om at kombinere fornuften og følelserne.
”Diskussionen om fornuft og følelser dukker jo op med mellemrum. Senest sagde
Dansk Folkepartis Peter Skaarup, at politik kun handler om følelser, og det synes jeg er noget bavl. For mig handler politik om både fornuft og følelser, men jeg tror, Grace Pardy har ret i, at vi bliver nødt til at blive bedre til at få følelser med, også når vi skal diskutere politik fra midten.”
En af de følelser, som ifølge Lidegaard skal frem i det radikale register, er kærligheden til fædrelandet. Derfor har han efter eget udsagn også skrevet en dybt patriotisk bog: ”Det generer mig grænseløst, at det nationale og det internationale sættes så hårdt op over for hinanden. Når jeg har skrevet en patriotisk bog, hvor jeg er både glad og stolt over det, Danmark har opnået, så er det også, fordi jeg har en dyb frustration over, hvis det lykkes de nationalkonservative at tage patent på danskheden. Jeg er inderligt overbevist om, at det at elske sit land ikke på nogen måde er i strid med troen på stærke internationale organisationer. Tænk på EU, tænk på Nato og på, hvor ilde nationalstaten Danmark ville være uden dem.”
Det var Georg Brandes, en af dit partis helte, som sagde, at nationalfølelsen er det naturlige udgangspunkt for verdensborgerfølelsen. Havde han en pointe?
”Jamen, det er spot on. Godt sagt af Brandes, som sagde mange kloge ting. Men hvis vi skal overbevise danskerne om det, også med følelser, så er vi radikale også nødt til at tale højere om vores nationale glæde. Og det handler om følelser, og er ikke bare taktisk, fornuftig overvejelse. Den fædrelands
følelse, jeg kan mærke, når DR PigeKoret synger ’I Danmark er jeg født’. Den skal vi turde tale om.”
Der er også dem, der vil sige, at et radikalt hovedanliggende længe har været at tale det nationale ned?
”Jo, det har været der, men jeg vil mene, at det er et stykke tid siden, det har stået centralt. Men vi har altid været glade for det internationale, og det er vi stadigvæk, især for EU. Men vi drømmer ikke om Europas Forenede Stater, forstået som opløsning af national identitet og suveræne statsenheder. Jeg gør i hvert fald ikke. Men der bør ikke være nogen modsætning mellem at være glad for internationalt samarbejde, for det europæiske, og så meget glad for det nationale. Jeg vil ikke finde mig i den modsætning.”
Også splittelsen mellem land og by spiller en central rolle i Lidegaards bog. Han erkender, at både han selv og partiet var for længe om at indse dybden og karakteren af den splittelse og udsultning af landområder, som har fundet sted gradvist i de senere år. Til gengæld mener han, at det er helt urimeligt, at Dansk Folkeparti og Venstre forsøger at tørre den af på en kulturradikal elite, som angiveligt skulle have svigtet landdistrikterne.
”Jeg erkender blankt, at vi og flere andre partier har adresseret den skævvridning for lidt. Udviklingen er gået for stærkt, og vi har ikke haft blik på skyggesiderne. Men hvis vi ser på, hvem der har siddet med den politi
ske magt i perioden, hvor først Anders Fogh Rasmussen (V) og Pia Kjærsgaard (DF) stod i spidsen for et boligskattestop, der notorisk skævvred landet til fordel for dem, der havde i forvejen, og siden med Lars Løkke Rasmussens strukturreform, som vi heller ikke stemte for. Ja, så er det simpelthen uhæderligt at forsøge at tørre ansvaret af på De Radikale.”
Men hvad vil I så gøre nu for at adressere den skævvridning?
”For det første glæder det mig, at udviklingen er ved at vende rundt omkring i landet, og det beror i vidt omfang på lokalt initiativ. Og det er helt afgørende, at vi har en sund økonomi i hele Danmark. Det vigtigste, vi kan gøre fra Christiansborg for at understøtte den udvikling, er at sikre uddannelsespladser, både professionshøjskoler og ungdomsuddannelser, som er afgørende for at kunne drive en stærk offentlig sektor og sikre kvalificeret arbejdskraft til private virksomheder. Det største problem i landdistrikterne lige nu er manglen på arbejdskraft. Det skal løses.”
Man kan også udlægge konflikten mellem land og by som en forskel i mentalitet og livsform. Som en skillelinje, der går igen i mange vestlige lande mellem en urban, kosmopolitisk, mangfoldighedsdyrkende, veluddannet elite og en mere nationalt og lokalt forankret befolkning, som i disse år er præget af en kulturel selvbesindelse og ønsket om at bevare det, de har. Den britiske politolog David Goodhart har beskrevet det som forskellen mellem Anywheres: dem, der har hjemme alle vegne, og Somewheres: dem, der har hjemme et bestemt sted.
Hvis man betragter det som to mentale hovedstrømninger i dag, hvor står du så, og hvor vil du gerne placere De Radikale?
”Jeg vil helst stå med benene solidt plantet i den danske muld, men med blikket rettet ud mod verden, for det kan vi ikke undvære. Men jeg accepterer i vidt omfang analysen. Selv er jeg optaget af den bulgarske politolog Ivan Krastev, som peger på, at mange i Europa, på trods af eller måske netop på grund af 70 års næsten uafbrudt fremgang, er blevet bange for at miste det, de har.
Men vi kan faktisk noget i Danmark, som også har med vores nationale identitet og stærke sammenhæng at gøre, og som vi godt kan være stolte. Det gælder ikke mindst den grønne omstilling, som jeg selv er optaget af, og som jeg mener er helt afgørende. Her har vi rykket imponerende på meget kort tid, og det er dansk teknologi, som på tre år har gjort havvind 60 procent billigere og dermed ændret rammerne for energiproduktion i hele verden. For bare at nævne ét eksempel. Det skal vi være stolte af, men hvis det overhovedet skal give nogen mening, handler det også om at eksportere de løsninger til resten af verden. For klimaet er et globalt problem, som ikke stopper ved den danske grænse.”