Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning. 

Vi sætter børn og unge bag lås og slå i længere og længere tid. Selvom de ikke er kriminelle

Kommunerne placerer flere børn og unge på sikrede institutioner af sociale årsager. Her frihedsberøves de bag hegn, tremmer, brudsikkert glas og låste døre. Tiden er inde til politisk handling, skriver kronikørerne

Det kan være en voldsom oplevelse at komme i fængsel, skriver kronikørerne. Her ses Sønderbro, en sikret institution for børn og unge på Amager. Arkivfoto,
Det kan være en voldsom oplevelse at komme i fængsel, skriver kronikørerne. Her ses Sønderbro, en sikret institution for børn og unge på Amager. Arkivfoto,. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Der har flere gange været rejst debat om brugen af de sikrede døgninstitutioner. En af grundene til dette er den meget blandede gruppe af børn og unge, der her anbringes. Institutionerne er egentlig udviklet som alternativ til varetægtsfængsling for 15-17-årige og dermed til at håndtere unge, der er mistænkt for alvorlig, typisk personfarlig kriminalitet. Men med årene er kommunerne begyndt at anbringe flere og flere af sociale årsager - børn og unge helt ned til ti år, som eksempelvis er til fare for sig selv i kraft af selvskade, et massivt misbrug, eller fordi de stikker af fra hjem eller anbringelsessted.

Som Institut for Menneskerettigheder og flere forskere allerede understregede i 2020 går udviklingen den forkerte vej. Flere og flere socialt udsatte frihedsberøves i længere og længere tid.

Siden er problemet kun blevet større. De nyeste tal viser, at 2021 har været et skelsættende år, når man følger udviklingen over tid. Hvis vi tager udgangspunkt i de seneste fem år, steg den gennemsnitlige anbringelsestid for sociale anbringelser ni dage fra 2016-2020. Fra 2020-2021, og altså på bare ét år, steg den 13 dage. Fra 2011-2021 er de gennemsnitlige anbringelsestider for socialt anbragte næsten fordoblede fra 52,4 dage til 98,6 dage.

Institutionerne er gentagne gange blevet kritiseret for at have en alt for varieret praksis. Der er med andre ord et element af tilfældighed i forhold til, hvilke rammer og vilkår barnet eller den unge møder. Nogle institutioner bruger mere overvågning end andre. Nogle bruger isolation, andre har helt fravalgt isolationsrum. Nogle tillader udgang fra institutionen, andre gør kun helt undtagelsesvist. Ens for institutionerne er imidlertid, at de kontrollerer og begrænser børn og unges frie bevægelighed samt adgang til kommunikation, information og besøg.

De flere sociale anbringelser betyder også flere og mere komplekse krav til institutionerne og dets personale. Institutionerne mangler overordnet set faglige forudsætninger for at håndtere den stigende gruppe anbragte med alvorlige psykiatriske udfordringer. Manglende faglige forudsætninger risikerer at medføre brugen af tvang for at håndtere psykiske lidelser. Det kan medføre øget ængstelighed hos barnet eller den unge, fordi man ikke føler sig sikker på at få den hjælp, man så tydeligt har brug for. Dette kan i sig selv forværre ens lidelse.

Samtidig huser institutionerne en stadigt stigende andel af piger. Forskning viser, at piger typisk anbringes af andre årsager end drenge, og at deres behov ofte er anderledes. Det kan eksempelvis være i kraft af en større udsathed for seksuelle overgreb, ligesom gråzoneprostitution kan være en anledning til anbringelse. Men den samme forskning viser også, at institutionerne primært er designet til og orienteret mod at håndtere drenge mistænkt for alvorlig kriminalitet. Det kan betyde, at anbringelsen i sig selv risikerer at bidrage til den marginalisering, pigerne allerede oplever.

Dernæst er der også en overordnet bekymring, som blandt andet fremhævet af Folketingets Ombudsmand, at socialt anbragte børn og unge risikerer at blive del af et uhensigtsmæssigt netværk på institutionerne ved eksempelvis at blive en del af et kriminelt miljø. Ligesom man kan lære tricks om at begå kriminalitet ved at sidde i fængsel, kan børn og unge i kraft af de blandede anbringelsesvilkår blive fastholdt i en negativ udvikling på de sikrede institutioner. Dermed risikerer anbringelsen ikke at leve op til sit i serviceloven definerede formål om at varetage omsorg og sikre udvikling og trivsel hos de anbragte.

Selvom der også kan være positive aspekter ved anbringelsen, eksempelvis ved i første ombæring at skabe en stabilisering hos barnet eller den unge i kraft af de mere forudsigelige rammer, og ved at muliggøre en psykologisk eller psykiatrisk udredning, er der mange eksempler på, at særligt de lange anbringelser er problematiske. De kan lede til stigende mistrivsel, en oplevelse af svigt og ikke mindst et øget konfliktniveau. Det er særligt alvorligt, fordi konflikt, der leder til vold og trusler mod personalet jævnfør ny lov om voksenansvar, skal anmeldes. Børn og unge risikerer altså at komme fra deres sociale anbringelse med strafferetlige forhold herunder forbedringsforløb afgjort ved ungdomskriminalitetsnævnet.

Helt centralt i kritikken af de sociale anbringelser står også de anbragtes egne oplevelser. Flere børn og unge oplever anbringelsen på sikret institution som en straf. Det opleves chokerende og fængselslignende at blive spærret inde, og det er en oplevelse, vi som samfund bør tage meget alvorligt. I diskussionen af fordele og ulemper ved anbringelsesformen kan man helt komme til at glemme, at der er tale om børn og unge i krise. Børn og unge, der har en egen stemme, men som sjældent bliver hørt.

Der er ikke tilstrækkelige argumenter for at opretholde den nuværende praksis med blandede anbringelsesgrunde og længere og længere anbringelser

Ann-Karina Eske Henriksen og Frederik Rom Taxhjelm

En retvisende beskrivelse af de sikrede institutioner må have de anbragtes egne erfaringer ved sit centrum, og vi vil derfor lade følgende ord fra Marie på 15 år og Wasim på 16 år tale for sig selv:

Marie: "Det er svært med personalet, fordi de har forskellige løsninger, og det er ikke tit, at de har sådan en som mig, fordi jeg er her ikke på grund af kriminalitet og det ... jeg har psykiatriske problemer og ... nogle af de ansatte ved ikke, hvordan de skal håndtere det, og det gør én usikker, det føles utrygt ikke at vide, hvad de finder på," siger hun i Institut for Menneskerettigheders rapport "Sociale anbringelser på sikrede institutioner".

Wasim: "Det er ubehageligt at være her. Jeg er ikke vant til at komme sådan nogle steder. Jeg får bare ondt i hovedet nogle gange oppe i skolen. Så sidder jeg alene og kigger på væggen. Det er første gang, jeg er blevet låst inde. Plus at jeg har aldrig været væk fra min mor. Jeg sover ikke godt, jeg kan ikke sove her. Jeg har kun sovet på min seng, ved siden af min mor. Jeg kan ikke være væk fra hende. Jeg tænker meget på hende, jeg tænker, hvad laver hun nu og alt muligt. Jeg kan ikke tænke. Det er som om, jeg ikke bruger min hjerne. Jeg bliver dum i hovedet. Jeg er bange for, at jeg bliver psykisk syg," siger han i Børnerådets rapport "Jeg var faktisk en god dreng engang".

Der har længe nok været rejst kritik af betingelser og tilbud på de sikrede institutioner, og der er ikke tilstrækkelige argumenter for at opretholde den nuværende praksis med blandede anbringelsesgrunde og længere og længere anbringelser. Børnekonventionen understreger, at enhver frihedsberøvelse af børn skal være så kortvarig og lempelig som muligt.

Vi bør kigge til de andre nordiske lande og udfordre vores tænkning om at kunne frihedsberøve børn og unge til bedring. Børn og unge bør ikke have oplevelsen af at blive straffet, når de ikke har gjort noget, de skal straffes for. De har tværtimod et udtalt behov for hjælp. I den nyligt udgivne, stort anlagte evaluering af det specialiserede socialområde blev muligheden forbigået for at forholde sig til de sikrede institutioner og skabe politisk forandring på et område, der alt for længe har stået stille. Hvis vi blot åbner flere sikrede pladser i det eksisterende system, risikerer vi at gøre mere skade end gavn. Socialt anbragte har komplekse og massive støttebehov, og vi skal udvikle sociale tilbud, der passer til dem.

Ann-Karina Eske Henriksen er ph.d. og lektor på Københavns Professionshøjskole. Frederik Rom Taxhjelm, ph.d.-stipendiat på Københavns Universitet.