Vi sender små børn for tidligt i institution - og politikerne negligerer skadevirkningerne

Vuggestuer er ikke opfundet for barnets skyld, men for de voksnes, så de kan realisere deres karriere og tjene penge til det nye hus. Men det er svært at stå imod tidsånden for forældre, og da især når politikerne uden undtagelse nærmest tvinger dem til det, skriver lektor Niels Arbøl

”Ifølge fagkundskaben er den optimale alder for et barn til at komme i institution først fra omkring toårsalderen,” skriver lektor Niels Arbøl. –
”Ifølge fagkundskaben er den optimale alder for et barn til at komme i institution først fra omkring toårsalderen,” skriver lektor Niels Arbøl. – . Foto: Melissa Kühn Hjerrild/ ritzau.

REGERINGEN HAR fremlagt en økonomiplan, og mantraet er, at vi skal lokkes til at arbejde længere. I den forbindelse har de økonomiske vismænd regnet sig frem til, at hvis politikerne vil have flere kvinder hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet efter barselsorloven, kan det betale sig at se på antallet af pædagoger og medhjælpere i daginstitutionerne.

Men at afkorte barselsperioden, som i gennemsnit liger på 10 måneder, vil være et meget risikabelt foretagende set ud fra et børnefagligt synspunkt. I forvejen kommer danske børn alt for tidligt og alt for længe i institution. Danmark har som bekendt verdensrekord i graden af institutionalisering af de nul-treårige, muligvis kun overgået af Nordkorea.

Ifølge fagkundskaben er den optimale alder for et barn til at komme i institution først fra omkring toårsalderen. Som helt lille har det slet ikke sociale behov ud over et langvarigt, roligt og indfølende samvær med mor og far. Dets hjerne er i en rivende udvikling. Og det er i interaktion med især moderen, at barnet grundlægger sin evne til fremover at bemestre for eksempel stress, at opbygge et forsvar mod de stresspåvirkninger, som det vil møde fremover.

Vuggestuer er ikke opfundet for barnets skyld, men for de voksnes, så de kan realisere deres karriere og tjene penge til det nye hus. Men det er svært at stå imod tidsånden for forældre, og da især når politikerne uden undtagelse nærmest tvinger dem til det.

Desværre har småbørn ikke stemmeret eller de rette talsmænd på Christiansborg.

I alle andre lande i EU ser det anderledes ud. Mens ifølge Eurostat kun 15,7 procent af alle nul-treårige passes i daginstitution i 30 timer eller mere om ugen for gennemsnittet af de 27 EU-lande, så ligger tallet for Danmark på hele 69,6 procent. Selv i forhold til andre nordiske lande er det et meget højt tal, i og med at for eksempel Sverige og Finland ligger nede på henholdsvis 42,6 og 24,6 procent.

Om den høje institutionalisering af børnene skulle være en forudsætning for produktivitet på arbejdspladsen, som politikere så ofte fremfører, må man så i givet fald undre sig over, at småbørnene i Tyskland ligger helt nede på 16,1 procent frekventering af daginstitution. Her er der altså ingen modsætning i at give børn en rolig og hjemlig start på livet og samtidig være Europas økonomiske lokomotiv.

Og hvis politikerne vil argumentere for, at vi ikke har råd til at skabe bedre vilkår for småbørnsfamilier, er det også et dårligt svar. Andre og lige så velstillede lande omkring os viser, at man kan give lovsikret ret til omsorg til syge børn i mindst 20 dage pr. barn pr. år, fordelt mellem mor og far, at der kan indføres ret til deltid, indtil barnet fylder otte år, og at der kan gives skattefradrag for hjemmearbejdende.

Men at investere i småbørn er i virkeligheden noget nær det bedste, som kan gøres for at undgå fremtidige kostbare samfundsproblemer: Danske unge ligger allerede i dag rekord højt i Europa med hensyn til for eksempel misbrug af alkohol og narkotiske stoffer, antallet af behandlede børn i psykiatrien er steget til omkring 20.000 årligt, og den gennemsnitlige læsefærdighed i folkeskolen er bestemt ikke noget at prale af i europæisk sammenhæng. Barnets første lærer bor som bekendt derhjemme.

Den ansete økonom James Heckmann er en af dem, der har påvist sammenhængen mellem børnevelfærd og store langsigtede samfundsmæssige gevinster – en investering her er det, som samfundsøkonomisk kommer igen flest gange. Det er et navn, der også tages op af politikerne. Men typisk kun for at argumentere for flere pædagoger i daginstitutionerne. Selvom dette også kan være berettiget, overser man, at Heckmann som udgangspunkt har de lidt større børn og altså ikke de nul-treårige. Her foreslår han for de svageste familier såkaldt parent coaching, altså noget i retning af kvalificerede ”hjemmehos’ere”.

Nej, der er intet alternativt til mor og far i de første leveår. Vi ved ganske vist, at mange mødre selv vil tilbage til det spændende og udviklende erhvervsarbejde efter de ti måneder på barsel.

Men hvis politikerne vil have os til at arbejde mere, bør de tænke på, at forældrenes omsorgsarbejde med de mindste børn simpelthen er den mest produktive beskæftigelse af alle på længere sigt. Og de må lægge rammerne – også de økonomiske – for, at det at få børn, man selv tager sig af i de første år, bliver normdannende, hvad de fleste forældre heldigvis også i grunden ønsker.

Niels Arbøl er lektor og forfatter.