Gotfredsen: Brems den kropsfikserede selveksponering

Omhyggeligheden med ikke at forære sig selv væk til alverden er for alle mennesker vigtig at holde fast i, skriver sognepræst og debattør Sørine Gotfredsen

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal.

Det er en barsk praksis, der i disse dage åbenbares. Blandt andet i visse af landets gymnasiemiljøer foregår en særdeles kynisk omgang med billeder og optagelser af andres mest intime gøren og laden. Vi har hørt om en 16-årig pige, der blev filmet i en seksuel sammenhæng og siden udbredt til almindelig underholdning, og som desværre ikke er et enkeltstående tilfælde.

Det elektroniske univers gør det muligt at udstille et menneske på en måde, som ingen tidligere havde en jordisk forestilling om, og begrebet selveksponering har i løbet af få årtier antaget ganske enorme dimensioner.

Og det er jo i høj grad med netop dén – selveksponeringen – at det hele begynder. Den kvinde, der sender et nøgenbillede af sig selv til en anden, kan risikere, at billedet hurtigt havner i alles hænder. Muligvis vil begivenheden forfølge hende resten af livet og føre til en ydmygelse, der er svær at overvinde, og man kan slå fast, at rammerne for privatlivet er blevet basalt forrykket.

Også på en måde, der vokser os over hovedet, eftersom den teknologiske udvikling bevæger sig meget hurtigere, end vores menneskesyn, selvopfattelse og etiske tænkning kan hamle op med. Derfor findes der rådvildhed iblandt os generelt og også i de bevægelser, der hævder at ville kæmpe for den enkeltes værdighed.

For eksempel i den feministiske bevægelse. Når visse unge frontkæmpere i disse tider forholder sig til misbruget af kvinder på nettet, hører man først og fremmest en understregning af, at det er en kvindes ret at udstille sig selv uden at blive misbrugt.

Dette er naturligvis sandt. Det er hendes ret, og uanset hvor let påklædt hun spadserer gennem Hovedbanegården, kan skylden ikke fjernes fra den mand, der forgriber sig. Men problemet er, at vor tids rettighedstænkning, der også i høj grad præger unge feminister, har noget blindt og ureflekteret over sig.

Emma Holten, der selv i sin tid oplevede at få nøgenbilleder misbrugt, har siden gjort det til sin højtråbende mission i livet at argumentere for, at kvinder skal erobre deres krop tilbage ved at insistere på retten til at vise den frem uden at blive forulempet. Det lyder umiddelbart fint og rigtigt, men Holten skaber for tiden en uheldig alliance mellem feministisk rettighedstænkning og simpel kropsfiksering, der netop kan være med til at reducere kvinden til et objekt.

Emma Holten er et så gennemført barn af en ekshibitionistisk tidsalder, at hun helt selvfølgeligt ser endnu mere selvfremstilling som det bedste middel til selvhævdelse, og således opstår en forestilling om, at vejen til frihed går gennem viljen til at blotte sig selv. Og ikke gennem en hævdelse af det værdige ved at værne om sit privatliv og for eksempel lade være med at lade nøgenbilleder slippe ud i det ukontrollable net-univers, hvor menneskets skruppelløse sider i fred og ro udfolder sig. Og hvor de vil blive ved med at gøre det.

Dagens feminisme afslører, i hvilken grad vores forhold til kroppen er blevet materialiseret. Frem for at se den som en sårbar del af identiteten, der skal beskyttes, gøres den til et primitivt kampmiddel, og dette er en del af konsekvensen i et samfund dybt præget af opgøret med intimitetens grænser.

Disse opfattes af mange som noget, der skal nedbrydes, og frem kan vokse en afstumpet tilgang til ikke mindst det kropslige, der naturligvis er beslægtet med vor epokes frie pornofisering og den tankegang, der hævder, at man manifesterer sig som allermest frigjort ved at vise alt frem.

Det kan faktisk tolkes som en slags ultimativ anti-tørklæde-ideologi, og på et vist plan forstår man godt den skepsis, der kan herske blandt muslimer i synet på vestlig kultur. De reagerer på en mentalitet, hvor mennesket i en kombination af rettighedstænkning og forråelse i synet på det kropslige nærmest frivilligt ydmyger sig selv og opløser værdien af det private rum.

Jeg behøver næppe understrege, at jeg ikke opfatter den religiøst påbudte tildækning som meningsfuld, men omhyggeligheden med ikke at forære sig selv væk til alverden er for alle mennesker vigtig at holde fast i.

Vi har brug for at se kritisk på en kultur, hvor det ses som noget naturligt at dyrke retten til selveksponering uden samtidig at forholde sig til kvaliteten ved ikke at udfolde den. Vi har brug for en feministisk – og såmænd også bare en almen – bevægelse, der frem for at ophøje den kropsfikserede selvfremstilling som vejen til frihed værner om det private og intime. Det ville være et nybrud, og det ville kunne føre til en ny følelse af frihed i den enkelte at være mindre optaget af kroppen og mere af det tankemæssige, når man skal vise andre, hvem man er.

Der er ydmygende kræfter forbundet med at dyrke selvblottelsen som vejen til frihed, og vi nærmer os en endestation for, hvor meget mere kroppen kan udstilles uden helt at maltraktere sjælen. Herfra bør vejen føre tilbage til det private.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske RådOle J. Hartling , præst og journalistSørine Gotfredsen , forfatter og journalistPeter Olesen , forfatter og cand.phil.Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatterOle Jensen