Prøv avisen
Debat

Der er brug for mere dyrevelfærd og empati med dyr

Kan man tænke sig til dyrevelfærd, spørger stud.theol Nina Bjarup Vetter og svarer selv: Ja, det kan man. Men man kan også tænke sig væk fra dyrevelfærd.

Vi skal ikke debattere, hvor lidt eller hvor meget plads en gris skal have i fangenskab, men om det overhovedet er acceptabelt at holde dyr indespærrede mod deres natur, mener teologistuderende Nina Bjarup Vetter

Den 11. marts tager Kristeligt Dagblad den nye mærkningsordning vedrørende ”dyrevelfærd” op under overskriften ”Kan man mærke sig til dyrevelfærd?”.

Det kan ganske kort og præcist besvares: ”Ja, det kan man.” Man kunne også spørge: ”Kan man tænke sig til dyrevelfærd?”. Samme svar: ”Ja, det kan man.”Men man kan også tænke sig væk fra dyrevelfærd.

Dyrevelfærd er blevet et af tidens buzzwords , som alle nok kan blive enige om er en tanke værd, men omvendt står det hen i det uvisse, hvilken betydning det reelt bør have.

Dyrevelfærd kan dog kun reelt betyde, at dyret lever et liv i overensstemmelse med sin natur. For en gris er grisens prærogativ fra Vorherres side først og fremmest at gå med trynen i jorden. Er dette forhold ikke til stede, taler vi ikke om dyrevelfærd, men om grader af mishandling.

Med hensyn til vores medskabninger trækker vi desværre stadig på en tung arv fra oplysningstidens mekaniske dyresyn – særligt Descartes, der om dyr udtrykte, at de er som ”maskiner af kød og blod uden sjæl”.

Derfor er en væsentlig del af talen om dyrevelfærd talen om, hvilket videnssystem man tror på kan kaste den største sandhedsgrad af sig og dermed netop, om ”man kan mærke sig til dyrevelfærd”.

Der er nemlig en verden til forskel på, om vi vælger at støtte en videnskabelig tilgang til dyrevelfærd eller en tilgang bygget på empati og intuition.

Hvor den videnskabelige tilgang handler om objektivitet, evidens, verifikation, klassifikation og vivisektion, handler empatiens og intuitionens vej om medfølelse, omsorg, barmhjertighed og ikke mindst respekt.

Det er en kendt sag, at den fremmedgørelse, der sker via videnskaben, åbner porten for overgreb. Det er ikke tilfældigt, at landbrugselever systematisk trænes til at undertrykke det, der måtte være af empati over for dyr. I stedet vejledes de unge om tilvækst og dødelighed, om rationalisering og optimering i produktionen for at blive en ”rigtigt uddannet landmand”.

Der er desværre også i Det Dyreetiske Råd en vægtning af, at dyrevelfærd skal udarbejdes ud fra rationelle og videnskabeligt begrundede overvejelser.

En ting er, at vi reducerer dyrene, en anden ting er, at vi udsætter os selv for samme reduktion.

Min dengang 12-årige søn formulerede dette meget præcist for et par år siden:

”Tager man friheden fra et levende væsen. Sætter det i fangenskab. Så burde man give det væsen et ordentligt liv i dets fangenskab. Som ved grise at lade dem kunne gå rundt i jord og ikke beton. De er levende væsener, ikke sten. Hvis man tror, at de ikke har følelser på grund af kold logik, kunne man lige så godt være en robot. Så mister man nemlig noget af det, der gør os levende. Evnen til at kunne føle noget.”

Vor tids blinde tro på videnskaben og dens krav om evidens og objektivering har dybest set ført os alle på afveje og frataget os og vor arts smukkeste potentiale, potentialet for gennem vores sanser og emotioner at forbinde os med andre skabninger gennem empati og respekt.

Skal den nye mærkningsordning give mening, bør stjernerne derfor gives – ikke efter dyrevelfærd – men efter mere eller mindre grad af dyremishandling. Alt andet er det man populært kaldergreenwashing .

Vi skal til at debattere det grundlæggende: ikke om, hvor lidt eller hvor meget plads en gris skal have i fangenskab, men om det overhovedet er acceptabelt at holde dyr indespærrede mod deres natur.

Nul stjerner til den nye mærkningsordning herfra, men fem stjerner for at mærke godt efter.

Nina Bjarup Vetter, stud.theol., Jægergårdsvej 4, Ebeltoft