Prøv avisen
Debat

Generalsekretær i Jysk børneforsorg: Derfor skal den kriminelle lavalder ikke sænkes

I regeringens udspil introduceres en række instrumenter, der leder tankerne hen på et retsvæsen snarere end et socialvæsen, skriver Ole Bjerre Jakobsen. En sænkelse af den kriminelle lavalder og mere fysisk magtanvendelse er ikke måden at hjælpe sårbare unge ud af kriminalitet på. – Model Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Alle handlinger har konsekvenser. Det gælder også de handlinger, vi som samfund iværksætter over for de mest udsatte børn og unge. Derfor skal vi tænke os rigtig godt om, og frihedsberøvelse af unge skal altid ske med socialpædagogisk behandling og ikke straf for øje

”DET ER FOR DIT EGET bedste, og det gør meget mere ondt på mig,” sagde overlæreren, da han svingede spanskrøret over lille Peters buksebag. Det synes at være den samme tænkning, der ligger bag dele af regeringens udspil til en reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet ”Alle handlinger har konsekvenser”.

Mere end tre årtiers socialt arbejde har lært mig, at børn og unge, der kan gøre det gode, rent faktisk også gør det gode. Intet barn vælger en tilværelse, hvor det gør skade på sig selv eller andre efter nøgternt at have valgt netop den adfærd frem for en anden og mere hensigtsmæssig.

Børn, der udsættes for alvorlige omsorgssvigt, reagerer, men de reagerer forskelligt. Nogle vender reaktionen indad og gør skade på sig selv. Nogle reagerer udad og forvolder andre skade. Som voksne røres vi følelsesmæssigt af den 17-årige cutters (person, der skærer i sig selv, red.) ulykkelige situation, og vi ved, at hun skal have maksimal støtte og omsorg, hvis fremtiden skal blive bedre end nutiden.

Men når det drejer sig om reaktionen over for den kriminelle 16-årige, ser det anderledes ud. Her provokeres vi, når samfundet stiller op med et tilsyneladende attraktivt socialpædagogisk tilbud og ikke en traditionel straf, til trods for at den type sanktion meget sjældent hjælper den unge til en mere acceptabel adfærd.

DET ER BEDRE AT FOREBYGGE end at helbrede, hvilket også til dels afspejler sig i regeringsudspillet, og der er i samfundet en voksende erkendelse af, at seriøs forebyggelse og kompetent tidlig indsats er effektive midler mod ungdomskriminalitet.

Vi ved nemlig, at den kriminalpræventive indsats har været en tordnende succes, hvilket kan aflæses direkte i statistikkerne.

Derfor må man forundres over, at regeringen mener, at det er helt andre metoder, der skal til, når det drejer sig om unge, der – med et stigmatiserende udtryk – betegnes som værende i fødekæden til den hårde kerne. Disse unge, som har oplevet de allerstørste svigt, skal tilsyneladende smage pisken for at komme på ret køl.

I hvert fald introducerer regeringsudspillet i forhold til denne særligt sårbare gruppe en række instrumenter, der leder tankerne hen på retsvæsen snarere end socialvæsen. Indførelsen af en ny ungelavalder på 12 år, et ungdomskriminalitetsnævn, der sammenblander den udøvende og den dømmende magt, og som har en dommer for bordenden, er sammen med øgede magtbeføjelser til personalet på sikrede ungeinstitutioner eksempler herpå.

Hvis vi havde grund til at tro, at sådanne initiativer virker, var det måske til at leve med, men evidensen er fraværende. Straf og det, der ligner, er ganske enkelt ikke det, der skal til, når vi skal hjælpe forsømte unge uden fremtidsdrømme ud af kriminalitet.

NÅR ET TVÆRFAGLIGT ungdomskriminalitetsnævn skal ledes af en dommer, risikerer vi – ud over virkningsløse sanktioner – et paradigmeskifte, hvor den unge lærer, at man godt kan slippe af sted med at begå kriminalitet, hvis blot det ikke kan bevises.

Og når medarbejderne på den sikrede sociale døgninstitution udstyres med muligheden for at bruge magtmidler, som ellers kendes fra fængsler, tilskynder vi dem til at opføre sig som fængselsbetjente og ikke som socialpædagoger. Konsekvensen heraf er uundgåeligt, at relationen mellem pædagogen og den unge belastes, og at den unge i stigende omfang vil opføre sig som fange.

Der er desværre unge, der er så skadede, at sikrede rammer i en periode er nødvendige for at kunne yde den relevante støtte, men frihedsberøvelse af unge skal altid ske med socialpædagogisk behandling og ikke straf for øje.

Alle handlinger har konsekvenser. Det gælder også de handlinger, vi som samfund iværksætter over for de mest udsatte børn og unge. Derfor skal vi tænke os rigtig godt om.

Kald mig bare en naiv rundkredspædagog, men først, når du har overbevist mig om, at en de facto-sænkelse af den kriminelle lavalder og mere fysisk magtanvendelse er det, der hjælper unge ud af kriminalitet.

Ole Bjerre Jakobsen er generalsekretær i Jysk børneforsorg/Fredehjem og næstformand i Børnesagens Fællesråd.