Prøv avisen
Etisk set

Vi skal investere i børn, men ikke i mere kontrol i dagtilbuddene

Vi er nødt til at investere rigtigt i børn: I dagtilbuddene og i pædagogernes uddannelse. Det hjælper ikke, at vi dynger sagen til i projekter som det nye ”Småbørnsalliancen”, hvor gode viljer samles, mener professor i psykologi Lene Tanggaard. – Model Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Vi bør investere i dagtilbuddene på den der langsomme, rugbrødsagtige måde, som vi ved har reelle effekter. Hvor svært kan det være? spørger professor i psykologi Lene Tangaard

For nylig blev der lanceret et nyt initiativ med titlen ”Småbørnsløftet” af Egmont-fonden og tænketanken Dea. I forbindelse med ”Småbørnsløftet” vil en række organisationer blandt andet forpligte sig på at arbejde for, at alle børn har et godt børneliv, udvikler de nødvendige forudsætninger for en god skolegang, og at de første 1000 dage af børnenes liv er præget af tryghed og stimulering, så de trives, lærer og udvikler sig.

Det lyder umiddelbart godt. Det blev dog hurtigt bemærket i medierne, at pædagogernes fagforbund, BUPL, har valgt at holde sig uden for initiativet. Formanden, Elisa Bergmann, pointerer, at man såmænd er enig i intentionerne i ”Småbørnsløftet”, men at børnesynet skiller partnerne ad. Bergmann understreger i sine udtalelser, at man ganske enkelt ikke bryder sig om begreber som læringsulighed eller læringsfattigdom, som de anvendes i forbindelse med initiativet.

Antagelsen om, at nogle børn er to år bagud sprogligt (og dermed læringsfattige) kolliderer med pædagogisk-psykologisk viden om, at børns udvikling er forskellig og foregår i forskelligt tempo. I stedet vil BUPL arbejde for alle børns udviklingsmuligheder. Det er klogt. For den uindviede kan det lyde som detaljer i en snæver faglig diskussion, men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at pædagogernes fagforbund, som repræsenterer de pædagoger, der må formodes at være centrale for initiativet, ikke er med. Så måske ligger djævlen i detaljerne?

En vigtig skillelinje står mellem dem, der forsvarer det synspunkt, at børn har værdi i sig selv, over for dem, der mener, at børns udvikling skal speedes op. Vi skal have alle med i de første 1000 dage. Bevares, for børnenes skyld, men mest for vækstens skyld. Med afsæt i disse positionskampe er det uhyre nemt at pege fingre ad hinanden.

For er pædagogerne ikke blot lillable-hippier, der forgæves forsøger at komme tilbage til en romantisk idé om børnenes uskyld og leg? Og er løftepartnerne ikke blot heftige konkurrencestatsfortalere, der selv læser højt af Ove Kaj Pedersens bog om konkurrencestaten for deres børn?

Personligt synes jeg, vi skal blotlægge den strid. Den gør det nemlig uendelig svært at komme ind til kernen. Vi ved godt, at det forbedrer børnenes sprog at tale med dem. Vi ved også, at pædagogernes faglighed er afgørende. Kvaliteten i de interaktioner, som børnene bliver del af i dagtilbud, er nøglen til deres udvikling sammen med forældrene og naturligvis normeringer.

Det sidste har betydning for, hvorvidt der faktisk er tid til at tale med børnene og være nærværende. Vi ved også, at storskalaprojekter i kommunerne, som er et af de konkrete initiativer, som løftealliancen vil sætte i gang, ofte blot fører til mere unødig administration og kontrol i dagtilbuddene. Jeg ved godt, at det lyder enkelt, men sagen er, at vi reelt er nødt til at investere i børn.

En stadig omsorg for den nære kvalitet i dagtilbud og i pædagogernes uddannelse er nøglen.

Det hjælper ikke sagen, at vi dynger den til i projekter, hvor de gode viljer samles. Vi skal i stedet spørge os selv, om vi er klar til at investere i dagtilbuddene på den der langsomme, rugbrødsagtige måde, som vi ved har reelle effekter. Hvor svært kan det være? Børn leger ikke for at lære. De leger noget og lærer indimellem af det. Nogle gange vil børnene forsøge at lære mere for at være med i legen. Det er legen, der er afsættet, og den legende stemning, der hersker. Man kan ikke lege for at lære. Så er det ikke mere leg. Jo, måske en slags voksenleg.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, velfærds-politisk chef i Cepos og medlem af Det Etiske Råd Mia Amalie Holstein og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.