Humor på DR 1: Vi skal kunne grine af hinanden

En lang række danske komikere ser nærmere på nogle af dansk komiks største hits og bedste tricks i ny DR 1-serie, ”Dansk humors bedste”

Gud bevare dansk humor, skriver sognepræst Jesper Bacher efter at have set danske komikere som Ditte & Louise (billedet) fortælle om humoren på DR 1.
Gud bevare dansk humor, skriver sognepræst Jesper Bacher efter at have set danske komikere som Ditte & Louise (billedet) fortælle om humoren på DR 1. . Foto: DR.

Humor. Hvor var vi uden den? Humor er jo ikke bare sjov og pjat. Humor er frihedsværn, humor er sammenhængskraft, humor er menneskelighed, humor er ydmyghed.

I et ufrit samfund må der ikke grines af magthavere, for så frygter man dem ikke nok. I et sundt samfund er humor noget, som bringer os sammen. Bringer os sammen som de sære og ufuldkomne mennesker, vi alle sammen er. Samtidig skaber humor en god distance til vigtighed og selvhøjtidelighed.

Humor er det leende fald fra den høje hest. Det gælder såvel os selv som de andre. Kan man ikke grine højest af sig selv, beviser man sin sørgelige mangel på sand humor.

Men hvad er humorens vilkår i en krænkelsestid? Kan vi grine af det samme i en tid, hvor man enten kanoniserer eller dæmoniserer? Der er mildest talt ikke meget sjovt ved nogle af delene. Man siger, at kærlighed gør blind, men det er snarere sådan, at såvel hyldest som had gør blind, mens humoren er seende.

Humor var også emnet for en ny serie på DR 1, ”Dansk humors bedste”, hvor en lang række danske komikere så nærmere på nogle af dansk komiks største hits og bedste tricks. Der var mange lattervækkende gensyn, men også tanker om humorens væsen og muligheder.

Det første afsnit handlede om tre klassiske temaer i dansk humor: mænd i kjoler, minoriteter og parodier. Dansk humor er nærmest antitesen til den politiske korrekthed.

Mænd i kjoler kan virke meget progressivt, men rummer det ikke et betydeligt krænkelsespotentiale i forhold til kvindekønnet? Vil mænd, som spiller kvinder, ikke have tendens til at reproducere stereotyper af det smukke køn? Ja, der gjorde nærværende skribent sig vist selv skyldig i en dog med velberåd hu. For slet ikke at tale om minoriteterne. Black-Lives-Matter og dansk humor går ikke ligefrem hånd i hånd. Man kunne ellers med god ret sige, at i Danmark er det meget inkluderende at blive grinet af. Det sker også for Dronningen og statsministeren. Der er heldigvis flere fra minoriteterne, som selv deltager i løjerne. Og det var komikeren Omar Marzouk med rødder i Egypten, som bemærkede: ”Det er blevet sværere det der fællesrum, hvor vi kan grine alle sammen.” Det er en stor skam, hvis vi sidder i hver vores rum og griner af de andre i stedet for at grine sammen og af hinanden. Vi så et klip fra 2016, hvor der optrådte en børnehavepædagog med dværgvækst, som blev udsat for upassende bemærkninger fra en kikset mor i skikkelse af komikeren og skuespillerinden Louise Mieritz. ”Det er en scene, vi ikke ville have skrevet i dag,” lød det nu fra Louise Mieritz.

Ender det med, at minoriteter slet ikke må tages under humoristisk behandling? Og hvem er ikke i en eller anden egenskab del af en minoritet? Fysisk, etnisk, politisk, erhvervsmæssigt? Selv er jeg medlem af den lille minoritet på cirka 2400 personer, som er folkekirkepræster her til lands. Det ville dog være et tab for såvel præst som menighed, hvis man ikke længere måtte grine af os.

Gud bevare den danske humor!

Jesper Bacher er sognepræst.