Hvem kan egentlig være overrasket over serien ”Moskéerne bag sløret”, som TV 2 netop har sendt? At imamer prædiker stening og andre former for straffe? Jeg er i hvert fald ikke. Kloge mennesker har i årevis sagt, at ekstreme holdninger var helt normale bag moskéernes facader – også mange af de steder, der går for at være ”moderate”.
Og dette er problematisk af to grunde: For det første strider det mod dansk kultur og grundlæggende værdier. For det andet modarbejder det de moderate muslimer, der rent faktisk ønsker at være en del af det danske samfund.
Når debatten langt om længe er kommet i gang, er det takket været offentlighed. Eller sagt på en anden måde: ytringsfrihed. Vi kan jo først forstå, hvad de ekstreme kræfter vil, når vi tydeligt kan høre, hvad de siger. Derfor må ytringsfriheden ikke blive ofret i kampen mod ekstremistiske imamer. Det ville være paradoksalt. I stedet skal vi netop række imamerne en mikrofon og afsløre dem.
Men vi skal mere endnu: Vi skal systematisk gennemgå de privilegier, de måtte have i kraft af deres status som religiøse forkyndere. For den danske stat skal ikke understøtte personer, der modarbejder demokratiet og grundlæggende danske værdier. Tværtimod.
Helt konkret har jeg tre forslag til en vej, vi kan arbejde videre ad, så vi både kan påvirke holdninger og samtidig opretholde vores liberale demokrati:
For det første skal vi undersøge, om det er for let at blive godkendt som trossamfund med de privilegier, der følger med. For min skyld kan enhver oprette en religion og nyde den forsamlingsfrihed, man allerede har. Men hvis man ønsker en særlig anerkendt status for at kunne få vielsesmyndighed med mere, skal man leve op til nogle krav.
Som vielsesmyndighed udfører man for eksempel en praktisk opgave for staten. Derfor bør staten kunne stille nogle helt rimelige krav til, hvordan man udfører opgaven. Måske skulle alle imamer, der vier folk, have pligt til at fortælle, hvad en dansk vielse egentlig indebærer. At mand og kvinde tæller lige meget hele vejen. At den ene ikke er underlagt den anden. At ægteskabet giver rettigheder.
Når man stiller krav til, hvordan en bankansat skal kunne oplyse sine kunder, kan man også stille krav til, hvordan en religiøs forkynder skal oplyse et kommende ægtepar. Og hvis en imam eller andre er ude af stand til at oplyse redeligt om de rettigheder, mænd og kvinder har i et dansk ægteskab, skal de ikke kunne forrette vielser.
For det andet skal vi stille strammere krav for at få opholdstilladelse for udenlandske forkyndere. Adgang til Danmark er et privilegium – ikke en ret, man kan trække i en automat. Hvis en udenlandsk imam, der ønsker at opholde sig i Danmark, er kendt som tilhænger af en terrorbevægelse, skal han ikke uden videre kunne blive her på de særlige vilkår, der måtte gælde religiøse forkyndere. Så må kan stille sig op i køen som alle andre.
For det tredje skal vi have styr på pengestrømmene til de religiøse samfund, der nyder særlige statslige privilegier. Alt skal lægges frem. Økonomiske begunstigelser, finansieringskilder med mere. Når man for eksempel har en skattebegunstiget status som religiøst samfund, skal det ikke uden videre være muligt at få tildelt offentlig støtte i øvrigt.
Vi skal undgå, at skattekroner bliver anvendt på religiøse aktiviteter i moskéer i form af forkyndelse. Formålet med kommunale støttekroner er ikke at støtte eksempelvis Grimhøjmoskéens prædikanter.
Disse tre punkter er samlet set et forsøg på at kombinere et principfast forsvar for ytringsfriheden og religionsfriheden med et lige så fast forsvar for danskernes ret til ikke at være til grin for deres skattekroner.
Med andre ord: Vi skal sætte hårdt ind over for disse ekstreme holdninger, der ikke hører hjemme i det danske samfund.
Carl Holst er folketingsmedlem og kirkeordfører for Venstre samt tidligere minister