I Kristeligt Dagblad den 3. februar har billedhugger og cand.theol. Hein Heinsen skrevet en kronik om trosbekendelsen. Med tiden ændrer sproget sig, og gode, gamle ord som i: ”Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”, er ved at gå i glemmebogen. Men de fleste er nok klar over, at det er noget med at tage afstand fra. Så skulle man tro, at det var nok at erstatte ordet ”forsager” med et nyt, eksempelvis ”afviser”. Men så let slipper vi ikke, vi, som holder af gode traditioner.
Ifølge Heinsen har Djævelen ikke længere ”begrebslig dybde, størrelse, kraft eller bevægelse til at være Guds modstander”. Der kan man bare se – eller det kan jeg så ikke lige. For mig at se har Djævelen lige så megen magt som før. Hvis vi ser på, hvad der sker rundtomkring i verden, tror jeg, de fleste er enige. Heinsen skriver, at Luther hverken i sin store eller lille katekismus talte om forsagelsen. Men jeg har læst, at Luther mente, der var en åndelig kamp mellem Gud og Djævelen, og at mennesket med sin frie vilje ikke stod neutralt i denne kamp.
Heinsen kommer med en af ham selv opkastet ny trosbekendelse, men i så generelle vendinger, at den vil være vanskelig at huske. I modsætning til den nuværende, som for det indre øje danner bibelske billeder. Mærkeligt, at netop en kunstner vil ødelægge denne mulighed for kirkegængerne.
Længere nede i kronikken kommer der ”facts” på bordet, som mere kan betragtes som politiske statements: ”Djævelen som den store tomme kapitalboble (…) skaber lidelse, død, sult, krig, bankerot og arbejdsløshed og samtidig umådelig rigdom (…). Eller Adolf Eichmanns ingeniørkunst. Hvordan forsage den” og ”massemorderen Breiviks selvskabte computerhjerne”, spørges der.
Mon ikke det falder de fleste let netop her at forsage Djævelen og alle hans gerninger? Desværre forsvinder det onde ikke, blot vi kun fokuserer på det gode. Så risikerer vi at blive så naive, at det onde overrumpler os.
Vi er på verdensplan i dag oppe imod lige så store onde og destruktive kræfter som nazismen, og Anders Behring Breiviks ugerninger er at sammenligne med den terrorisme, som vi ikke kan vide os sikre for.
At bruge Djævelen som synonym for det onde er en glimrende metode til i trosbekendelsen at tage afstand fra og bekæmpe det onde i verden.
Som illustration af Djævelen har Heinsen i sin kronik medtaget: 1) foto af træskærerarbejde på prædikestol i Vejerslev Kirke, 2) foto af Adolf Eichmann, og 3) et binært tal: 0000001010011010.
Som tekst til billedskærerarbejdet anføres, at Djævelen er afbildet med “stramme balder og hale”. Dette er ikke rigtigt. Med det blotte øje kan konstateres, at Djævelen ses forfra. Halen forveksles åbenbart med en mandlig kropsdel. Vedrørende Eichmann kan man glæde sig over, at retfærdigheden skete fyldest.
Derfor skal der sættes navn på det onde. Ellers er det svært at bekæmpe. Djævelen er et godt synonym, når det ikke er muligt samtidig at nævne alverdens skurke, kendte som ukendte.
Til slut stilles vi over for en talgåde: et binært tal: 0000001010011010. Det viser sig at være Dyrets og Djævelens tal i Bibelen, nemlig 666. Meget snedigt, men ikke brugbart uden for it-teknologien. Man skal vælge sin kommunikation efter, hvor den skal anvendes.
Så lad os derfor bevare vores gode, gammelkendte trosbekendelse. Der er især ét sted, hvor intet nyt er godt nyt, og det er i den danske folkekirke.
Nina Skaaning er korrekturlæser og pensioneret advokatsekretær.