I tirsdags skrev Marie Høgh en kronik i Kristeligt Dagblad, hvor der blev fremsat tre kritikpunkter mod Identitær:
At vores aktioner skulle være studentikose og uden effekt, at vores fokus på etnokulturel identitet er forkert, fordi det ikke tjener Marie Høghs politiske dagsorden, samt at vi ikke byder på noget alternativ til den åndløshed, vi opponerer mod.
Men hendes analyse er både fattig og forkert. Fattig, fordi en egentlig analyse er erstattet med skældsord. Forkert, fordi vi har denne udveksling. Det er metapolitik, som Identitær bedriver – og ikke partipolitik – der rykker debatten, og det er den, der leder til lovgivning.
Som interventionernes ophavsmand, som Marie Høgh selv refererer til, tyske Götz Kubitschek har udtrykt det: ”Vores blotte tilstedeværelse er nok.” Tag, om nødvendigt, denne udveksling som vidnesbyrd derom.
En Identitær mærkesag, Fort Europa, er allerede blevet iværksat. For 10 år siden forekom det utænkeligt, men Ungarn tog det første skridt. Før forargelsen kunne aftage, havde Østrig fulgt trop, og nu også Frankrig. Sådan fungerer metapolitik; mens vi taler, normaliseres begreber, og politik implementeres. Så vi vil fortsætte med at skabe debat.
Marie Høghs kritik af brugen af etnicitet er ganske forståelig, for inde i varmen findes sådanne emner slet ikke. Man må ofre varmens tryghed for at kunne tale om, at etnicitet som del af folks identitet ikke blot eksisterer, men er uadskillelig fra kultur.
Som præst kender Marie Høgh til ofringer. Hun forstår, at når man virkelig mener noget, så er man villig til at ofre noget for det – og det gør hun, sammen med hele den politiske klasse.
I ofrer de svagest stillede danskere, når I ikke er villige til at tale om etnicitet. I boligblokkene, hvor huslejen er lavest, kan de snart ikke længere flytte hen. For når de herskende holdninger taler hen over etnicitet, så rammer ghetto-planer hele området, og alle, som bor der – også de etniske danskere, som har mistet allermest ved det utopiske masseindvandringsprojekt og den efterfølgende handlingslammelse.
Vi skal tale om problemerne, som de er, før vi kan løse dem, og ikke som nu blot skabe flere for etniske danskere med trange kår ved at gøre dem til en del af det ikke-vestlige, parallelle samfund.
Marie Høgh anklager Identitær for at være modstandere af den herskende åndløshed, men ude af stand til at tilbyde et alternativ, da vi som organisation hverken er kristne eller konservative.
Kampen for Europas overlevelse kæmpes af europæere sammen, med forskellige holdninger til politik og religion, men side om side, forenet af europæisk ånd. For det er her, vi kan overkomme forskelle og kæmpe sammen.
Europa opstod ikke med kristendommen, men den er en vigtig del af vores historie.
Vi er ikke konservative, da det indbefatter en besættelse af at bevare den bestående orden – hvor syg denne end måtte være – alt imens man piberygende sidder i varme diskussionsklubber og diskuterer, om 1950’erne eller 1850’erne var bedst.
Vi taler for en fremsynethed. En fremtidsorientering. Vi ved, at Europa har en fremtid, men kun hvis ungdommen handler nu. Når vi ser ud mod fremtiden, foregår det i lyset af det, der kom før os.
For os er det ånden, når vi ikke desperat hænger os i en tilbageskuende konservatisme, men derimod smeder det nye ud af det gamle. Vi er svaret på jeres fejltagelser; vi tilbeder ikke asken, men holder ilden i live. Derfor håber vi, at ungdommen ikke lader sig bedøve af Marie Høghs apati, men tager kampen op for Europas fremtid.
Jeppe Veibel Jensen og Jonas Zuschke er medlemmer af Identitær.