Prøv avisen
Debat

Overlæge: Vi skal spare på energien – ellers går vi ned med stress

Hvad kom først: hønen eller ægget? Svaret på det ældgamle filosofiske spørgsmål er ligetil, hvis det omformuleres til: Hvem kommer først: hønen eller ægget? Det gør hønen selvfølgelig. Uden en høne i trivsel, ingen æg. Og hønen, vi snakker om, er dig og mig. Det skriver smerteforsker og overlæge Karin Bruun Plesner. – Foto: Iris/ Ritzau Scanpix

Alt for mange stiller urealistiske krav til sig selv. Hvorfor? Vi lever i en præstationskultur, hvor meget handler om effektivisering og optimering – også på det personlige plan, skriver smerteforsker og overlæge Karin Bruun Plesner

HVAD KOM FØRST: hønen eller ægget? Svaret på det ældgamle filosofiske spørgsmål er ligetil, hvis det omformuleres bare en lille smule: Hvem kommer først: hønen eller ægget? Det gør hønen selvfølgelig. Uden en høne i trivsel, ingen æg. Og hønen, vi snakker om, er dig og mig.

I bestselleren ”7 gode vaner” refererer forfatteren Stephen R. Covey til Æsops gamle fabel om gåsen og guldæggene. Fablen handler om en fattige bonde, som har en gås, der pludselig en dag begynder at lægge æg af det pureste guld. Bonden er lykkelig for sit store held, og han bliver stille og roligt mere og mere velhavende for hver dag, der går. På et tidspunkt bliver han dog grådig og slagter gåsen for at få fat i alle guldæggene på en gang, men i stedet for at blive rig har han nu ødelagt sin mulighed for at få flere guldæg.

I en tid, hvor stress er blevet en folkesygdom, er Stephen R. Coveys fortolkning af denne gamle fabel yderst aktuel. ”7 gode vaner” er en selvhjælpsbog for ledere, og forfatteren er derfor optaget af produktivitet og effektivitet. Han bruger gåsen som metafor for arbejdsevnen og guldæggene som metafor for evnen til at forsørge sig selv. For at gåsen skal kunne blive ved med at lægge guldæg, er man nødt til at sørge for ikke at udpine den.

Stress kan opstå, når vi vedvarende udsættes eller udsætter os selv for større krav, end vi har ressourcer til at klare. Bruger vi hver dag mere, end vi har på kontoen, ender vi med en kæmpe kassekredit, og på et tidspunkt bliver regningen sendt til inkasso, og vi ender i gældsfængslet. Vi kommer ikke ud, før vi har betalt vores regning. Og valutaen, vi betaler med, er vores energi.

HVIS JEG HAVDE VÆRET LEDER, ville jeg have været optaget af, hvordan man som arbejdsplads kan sørge for ikke at stille større krav til sine medarbejdere, end de kan honorere. Havde jeg været politiker, ville jeg have arbejdet for et samfund, der i højere grad tager højde for, at menneskelige ressourcer er forskellige. Men nu er jeg læge og interesserer mig derfor i stedet for, hvordan jeg kan hjælpe mine patienter (og mig selv) med ikke at stille større krav til sig selv, end de (jeg) kan leve op til.

Alt for mange stiller urealistiske krav til sig selv. Hvorfor? Vi lever i en præstationskultur, hvor meget handler om effektivisering og optimering – også på det personlige plan. Vi sammenligner os selv med veninden, kollegaen og naboen eller forsøger at leve op til et selvskabt fantasibillede af det perfekte arbejdsliv og privatliv.

De sociale medier er med til at fodre denne mentalt usunde sammenligningskultur. Selvhjælpslitteraturen forsøger også at overbevise os om, at vi kan være lige den, vi gerne vil være, det er bare et spørgsmål om at optimere sig selv efter en opskrift.

Men vi lyver for os selv, når vi forsøger at være noget andet end det, vi i virkeligheden er. Der vil altid være nogen, der er smukkere, klogere, mere succesfulde og rigere end os. Der vil også altid være nogen, der er mindre af alt det samme. Men det eneste, vi kan og skal, er at være os selv. Det er ikke altid let, men det er blandt andet vores egen selvforagt og selvkritik, der får os til at styre efter ydre værdier og får os til at presse gåsen eller hønen til at lægge flere æg, end den egentlig kan.

Hvis vi ikke har energien til at gøre, hvad der skal til for at leve op til vores fantasibillede, gør vi i første omgang, hvad vi kan, for at se om vi kan stjæle noget mere energi. Vi tror, at der er noget galt med vores krop, når den er træt, når vi tager vores daglige overtræk på energikontoen. Vi bekæmper kroppens naturlige trang til hvile og søvn med kaffe og cola. Vi køber måske en masse vitaminer og mineraler i helsekostforretningen, fordi vi tror, at det vil hjælpe. Hvis det ikke er nok, begynder vi måske at motionere noget mere, og vi undrer os over, at vi bare bliver mere trætte, fordi vi ikke har gennemskuet, at motion er noget, man har overskud til, når der er energi på kontoen og ikke omvendt.

I mange parforhold, især hvor der er små børn, foregår der også en daglig kamp om energien. Jo mere, jeg kan få min partner til at lave i hjemmet, desto mere energi kan jeg selv spare, så jeg har overskud til at fortsætte med at forsøge at leve op til mit selvskabte ideal. Mindfulness er også blevet mere og mere populært i kampen mod stress, men det er heller ikke en mirakelkur, der kan give os mere energi.

Når vi skal passe på hønen, er det godt at pejle efter energiniveauet. Ligesom vi optimalt set hver dag burde bruge en krone mindre, end vi tjener, så burde vi hver dag bruge lidt mindre energi, end vi har. Vi er forskellige fra naturens hånd, nogle er heldige at have mere energi end andre. Er man ramt af sygdom, smerter eller stress, vil den energi, man har til rådighed, være endnu mindre. Jo mere tærende en aktivitet er, desto mere koster den i energiregnskabet.

Nogle aktiviteter kan til gengæld være meget nærende. Det er de aktiviteter, som gør sjælen glad. Måske findes der her trods alt en metode til at stjæle en smule energi. Hvis man gør noget, som gør sjælen rigtig glad, kan man føle sig mere energifyldt bagefter. Desværre prioriterer vi ofte det, der nærer, til sidst.

Men vi skal huske at passe på hønen. For at vi skal kunne klare alt det, der tærer, så må vi huske også at prioritere de ting, der nærer.

Karin Bruun Plesner er smerteforsker og overlæge, Odense.