Jeg er lærer på 10. år, og jeg er overbevist om, at vold og trusler mod lærere er et råb om hjælp, fordi rammerne for folkeskolen er for snævre og presset på den enkelte elev for stort. Jeg havde for nogle år siden en 1. klasse, hvor flere børn havde det svært. Flere gange ugentligt hen over et år blev jeg slået, sparket, ramt af flyvende stole eller bidt i armen, når jeg holdt et barn fast med magt for at undgå, at klassekammerater kom til skade. Et eksempel på dette er Adam.
Adam var ked af, at hans a’er i skrivebogen ikke ville blive så pæne, som han drømte om. Jeg lagde beroligende hånden på hans skulder og tilbød at hjælpe ham med at få has på a’erne. Den tilbudte hjælp var som at antænde lunten på en bombe. Adam sprang op, så jeg fik en kæberasler. Han greb sin stol og kastede den hen ad gulvet, han råbte højt og smækkede døren med et brag, idet han marcherede ud af klassen.
Jeg vidste, at Adam skulle have lov til at falde til ro stille og roligt, inden vi kunne lande episoden, så på trods af mit værkende hoved og min høje puls var min første opgave at få beroliget resten af klassen, få dem overbevist om, at jeg var okay.
Imens jeg hjalp en elev i klassen med det bogstav, hun var nået til, var Lukas smuttet ud af klassen. Lukas benytter enhver anledning til at strø salt i såret hos klassekammerater, og han kunne heller ikke dy sig her. Han fandt Adam, der havde gemt sig bag en reol på gangen, og gav ham en drillende kommentar: ”Ha ha, Adam”.
Da jeg opdagede, at Lukas var væk, var jeg hurtigt ude på gangen, og alligevel trillede de rundt som et sammenrullet garnnøgle af arme og ben, der sparkede og slog. De væltede ind i borde og stole på gangen.
Jeg fik dem skilt ad og måtte holde godt fast i Adam, for at han ikke skulle fare på Lukas igen. Hver gang jeg lettede mit tag, lagde han an til endnu et angreb. Adam rettede nu sin vrede og frustration mod mig, og nu fik jeg spark over skinneben, rivemærker på armen og de største skældsord med på vejen. Jeg turde ikke give slip i frygt for, at han ville fortsætte sit angreb på Lukas. Jeg turde ikke risikere, at det skulle gå ud over andre i klassen, for jeg vidste, at han lige nu havde mistet evnen til at tænke én fornuftig tanke.
En anden lærer kom mig til undsætning, så vi kunne bære Adam til kontoret, så han her kunne falde til ro. Det susede for ørene, mine hænder rystede, og tankerne fór rundt i hovedet: Havde jeg gjort, hvad jeg kunne? Kunne jeg have gjort noget anderledes, så det ikke var blevet så voldsomt?
Flere børn reagerede som Adam. Små henvisninger og opfordringer fra mig kunne vælte læsset hos dem. De kæmpede med at kapere og honorere de krav og forventninger, de mødte. De ville gerne lykkes. Jeg kæmpede med at justere på forventningerne, møde dem med forståelse og rummelighed. Give dem plads.
Jeg kunne se, hvor svært de havde det med de lange skoledage, der var trådt i kraft med den nye skolereform. På trods af masser af bevægelse og aktiviteter var det stadig en del af en skolehverdag med krav, forventninger og styring. De magtede ikke den lange skoledag.
Jeg kunne mærke, hvordan det føltes at være dem; deres følelse af at være misforståede og pressede, at blive observeret af eksperter, at være genstand for utallige lappeløsninger, og i yderste tilfælde vente på, at der bliver tid til dem på børnepsykiatrisk ambulatorium, alt imens vi holder møder og laver planer.
Jeg lavede smileyordninger, belønningsskemaer, piktogrammer. Jeg brugte oceaner af tid på tillidsskabende øvelser, samarbejdsøvelser og opbyggede langsomt en værktøjskasse til gavn for os alle, børn som voksne, når de svære konflikter opstod.
Vi kunne ikke på en nem måde tage det pres fra børnene ved at give dem tidligere fri. Vi kunne ikke bare vriste os fri af centrale faglige mål, reformkrav og målinger. Jeg mener, at det er på høje tid, at politikerne på Christiansborg, som stemte skolereformen igennem, viser vilje og lytter til lærerenes erfaringer.
”Hver femte lærer har været udsat for vold inden for det seneste år, og hver fjerde lærer har været udsat for trusler.” ”Voldsom stigning i antallet af børn med psykiatriske diagnoser.” ”Børne- og socialministeren har blæst opdragelsesdebatten i gang.”
Det er overskrifter fra mediebilledet i den seneste tid. Det er udfordringer, som jeg tydeligt genkender, og jeg frustreres over den mistrivsel, der ses hos både lærere og et stigende antal af børn.
Der blev søsat en kæmpe skolereform i kølvandet på en inklusionspolitik, hvor flere børn skulle fra specialtilbud tilbage til de almindelige skoler.
Jeg er bekymret for, at vi i inklusionens tjeneste driver rovdrift på vores børn: Børn skal standardiseres, måles, vejes og sammenlignes. Selv legen og bevægelsen er blevet en styret aktivitet. Børn skal ud og bevæge sig med fagligt formål: Så kan de sagtens honorere de lange skoledage. Hvad blev der af den frie leg? Hvad blev der af ro til at lære og udvikles i eget tempo uden at skulle selvevaluere og reflektere over progression og næste skridt?
Det har vi som samfund et ansvar for at gøre op med.
Som lærer er jeg den ansvarlige for relationen til hvert enkelt barn. Og jeg er ansvarlig i forhold til at sige fra, når de givne rammer ikke gør det muligt at udføre kerneopgaven: trivsel og læring til alle børn. Jeg burde derfor være lettet og glad for, at der endelig kommer politisk mod til at italesætte de udfordringer, vi står med og har stået med længe.
Men jeg er bekymret for, at handleplaner, vejledninger og rapporter ikke er nok. Lad os løsne op på mål, kontrol, standardiseringer og koncepter, der hældes ned over hovedet på os. Problemerne har jeg kendt til længe – nu vil jeg have konkret handling på bordet. Ikke blot en konflikt mellem undervisningsministeriet og kommunerne om, hvem der skal sætte noget i værk og prioritere eksempelvis tolærertimer. Ikke blot en debat om opdragelse på Facebook foranlediget af socialministeren.
Jeg må derfor komme med et opråb: Giv os lærere og vores elever arbejdsro og ordentlige arbejdsvilkår. Lærere, der trives, giver elever, der trives. Dét vil give mindre vold, færre børn med angst og frygt for at gå i skole.
Jeg drømmer om et samfund, der viser tillid og tiltro til lærere og pædagogers faglige vurderinger og råb om hjælp. Lyt til os frem for excelark, kvalitetsrapporter og forskere uden deres ben i skolen.
Jeg drømmer om at se flere børn, der trives, så de ikke er presset ud i at råbe om hjælp med vold. Jeg drømmer om at kunne møde dem med en vifte af muligheder, inden det er for sent.
Undervisningsministeren understreger ganske fint: ”Det kan ikke være rigtigt, at det skal være forbundet med frygt for fysiske overgreb at tage på arbejde.”. Nej, det håber jeg ikke. Men det kan heller ikke være rigtigt, at vi sender vores børn i skole med en frygt for ikke at kunne leve op til de krav og rammer, der er sat. Lad os i fællesskab gå forrest og vise vores børn, at stress, frygt og vold ikke er en normaltilstand.
Så kære undervisningsminister, hvis vi skal have den folkeskole, du drømmer om, så pres på, så skolerne får de rammer, der er nødvendige, så vores børn har ro til at udvikle sig til hele mennesker. Pres på, så vi får landet en ordentlig arbejdstidsaftale for lærerne. Vis os den tillid.
Karen Hvid er folkeskolelærer.