Et lille land som dette er kendetegnet ved, at vi er tæt på de folkevalgte, og i en ægte lilleputnations-mentalitet opstår nemt en forestilling om, at politikerne skal minde så meget som muligt om os selv. Dette bærer politikerne selv en del af ansvaret for gennem deres ofte poppede forsøg på at virke almene og jordnære, og vi er vidne til en lidt ond cirkel, hvor det bliver sværere og sværere at forstå forholdet mellem politikeren og privatpersonen.
Dette blev debatteret i programmet ”Presselogen” på Tv 2 News i går. Inspirationen kom fra den løbende diskussion om statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) til tider kritisable forvaltning af sit høje embede, men man fokuserede også på ældre sager, hvor der er konstateret skævhed i forholdet mellem politikeren og det private menneske.
Socialdemokraterne Mette Frederiksen og Helle Thorning-Schmidt satte begge i sin tid egne børn i privatskole, skønt de inderligt politisk har ophøjet folkeskolen som uundværlig.
En anden sag, der blev berørt i ”Presselogen”, handler om det famøse skraldespandsroderi, hvor Ekstra Bladet undersøgte, om daværende miljøminister Karen Ellemann (V) selv praktiserede den sortering af skrald, som hun opfordrede danskerne til at være så omhyggelige med. Simpelthen ved at endevende ministerens private skrald på bopælen.
I den ihærdige stræben efter lighed mellem elite og folk opstår der nemt en uværdig nidkærhed i synet på magtmennesket, og konsekvensen kan blive, at man opløser en del af rummet, hvori politiske visioner bør kunne udfoldes, uden at man straks moralsk finkæmmer det menneske, der fremsætter dem.
Det er selvsagt på sin plads, hvis personens opførsel på højt niveau bryder med al anstændighed, men det er usundt, når det udvikler sig til almindelig perfid dømmesyge som i tilfældet med Karen Ellemann. Hvilket Lea Korsgaard, der er chefredaktør for nyhedsmediet Zetland, da også her på TV 2 fik betegnet som ”slumjournalistik”. Ganske rammende formuleret.
Hvis der skal eksistere komplet overensstemmelse mellem det, man siger, og det man gør, er det svært nogensinde at udstikke linjer i et større perspektiv. Mon ikke de fleste præster her i landet kan blive enige om det? Vor tids konstante medieovervågning og bedømmelse af magthaverne forskyder tingene, så den enkeltes moral og livsstil kommer til at overskygge betydningen af den politiske tænkning, og der findes ingen nemme svar på spørgsmålet om, hvor privatpersonen begynder, og politikeren holder op.
Ikke desto mindre bar diskussionen i ”Presselogen” præg af netop en forestilling om, at der kan formuleres et ret fast princip, hvilket jo netop er, hvad Ekstra Bladet gør, hvormed man på latterlig vis ender med at stå og rode i en skraldespand.
Der må vurderes fra sag til sag, idet vi aldrig må glemme, at fornuftige tanker kan bringes til veje i et menneske, der ikke altid optræder fornuftigt selv. Menneskeheden ville være ilde stedt, hvis dette ikke var tilfældet.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.