Vi bliver et fattigere samfund, hvis vi nedtoner dannelsesaspektet

Vi får problemer, når vi som samfund alene har fokus på økonomisk vækst og det, der kan måles og vejes, og når denne tænkning i for høj grad også rammer vores menneskesyn, skriver Søren Fibiger Olesen

For mig at se gør vi klogt i fortsat at ruste børn og unge til livet i al almindelighed og ikke kun til erhvervslivet. Jeg tror, vi bliver et fattigere samfund, hvis vi nedtoner dannelsesaspektet på skoler og universiteter til fordel for en nærmest manisk optagethed af alt, der kan måles og vejes og omsættes i kroner og øre, skriver debattør.
For mig at se gør vi klogt i fortsat at ruste børn og unge til livet i al almindelighed og ikke kun til erhvervslivet. Jeg tror, vi bliver et fattigere samfund, hvis vi nedtoner dannelsesaspektet på skoler og universiteter til fordel for en nærmest manisk optagethed af alt, der kan måles og vejes og omsættes i kroner og øre, skriver debattør. Foto: Claus Fisker.

ALBERT EINSTEIN sagde engang, at ”det, der tæller, er ikke det, der kan tælles. Og det, der kan tælles, er ikke nødvendigvis noget, der tæller”.

Det, synes jeg, er godt sagt. I en tid, hvor vi i samfundet har massivt fokus på netop det, der kan måles og vejes, er det for mig oplagt at stoppe op og overveje, om det, at vi er gode til at gøre tingene rigtigt, har betydet, at vi lidt for ofte glemmer at spørge os selv, om vi også gør det rigtige.

For mig er der grund til at advare imod den stigende tendens til at gøre alt op i, hvad der kan måles og vejes, og i, hvad der kan betale sig i kroner og øre. Der er selvfølgelig ikke i sig selv noget galt i at have blik for, om noget kan betale sig, men hvis vi stirrer os alt for blinde på det økonomisk målbare, risikerer vi at miste blikket for andre værdifulde aspekter af tilværelsen.

Det er en tænkning, som blandt andet synes at have betydning for vores generelle menneskesyn. Vi glemmer alt for ofte, at hvert enkelt menneske er skabt med en uendelig stor værdi og netop har værdi alene i kraft af at være menneske og ikke kun i kraft af, hvilken økonomisk værdi den enkelte kan bidrage med til samfundet.

Der er for mig ingen tvivl om, at et ensidigt fokus på nytte og økonomisk vækst er en medvirkende årsag til, at mange danskere sygemelder sig med stress og udbrændthed.

For mig er stress og udbrændthed ikke et udtryk for svaghed hos den enkelte, tværtimod. Det er snarere et udtryk for, at det enkelte menneske har følt sig nødsaget til at virke stærk og robust alt for længe. Stress er først og fremmest et svaghedstegn ved den måde, hvorpå vi har indrettet vores samfund og vores arbejdsmarked, ikke et svaghedstegn ved det enkelte menneske.

Vi mennesker er skabt med et kæmpe stort potentiale, som vi blandt andet bør sætte i spil i vores arbejdsliv, både til gavn for arbejdspladsen, samfundet og for os selv. Men samtidig er vi også hver især begrænsede i vores formåen og vores evner, og det skal vi både som enkeltpersoner, som organisationer og som samfund kunne håndtere.

Det er selvfølgelig helt naturligt og vigtigt for erhvervslivet, at der skabes økonomisk vækst og arbejdspladser. Som formand for Danmarks fjerdestørste faglige organisation hilser jeg naturligvis flere gode arbejdspladser mere end velkommen.

Problemet opstår der, hvor vi som samfund alene har fokus på økonomisk vækst og det, der kan måles og vejes, og når denne tænkning i for høj grad også rammer vores menneskesyn. Et af de steder, hvor jeg synes, denne tænkning har sneget sig ind, er blandt andet i uddannelsesverdenen.

Her har man traditionelt set og - helt i Grundtvigs ånd - haft blik for, at mennesket er andet og mere end et økonomisk væsen, og man har interesseret sig for almen dannelse og for det hele menneske. Vi har som samfund en interesse i at sikre, at den almene dannelse ikke drukner i tidsstyring, måltal, benchmarking og management.

For mig at se gør vi klogt i fortsat at ruste børn og unge til livet i al almindelighed og ikke kun til erhvervslivet. Jeg tror, vi bliver et fattigere samfund, hvis vi nedtoner dannelsesaspektet på skoler og universiteter til fordel for en nærmest manisk optagethed af alt, der kan måles og vejes og omsættes i kroner og øre.

Lad os sætte dannelse og ordentlighed på dagsordenen her i 2016. Dannelse er for mig den faktor, der skal være med til at modvirke fristelsen, både for enkeltpersoner, virksomheder og for samfundet, til i for høj grad at lade os styre af forestillingen om, at alt skal kunne vejes, måles og betale sig i økonomisk forstand.

Ordentlighed er for mig, ligesom dannelse, en dyd, der er værd at efterstræbe. Ordentlighed handler om, hvordan vi behandler hinanden, ikke mindst dem, som vi efter min mening har en helt særlig forpligtelse til at behandle ordentligt, de fremmede, der kommer til vores land, de stressramte og de arbejdsløse.

Søren Fibiger Olesen er formand for Krifa