Danmark er et af de lande i verden, hvor livs-tilfredsheden er højest. Men sådan bliver det ikke ved med at være, hvis ikke vi får tillid til hinanden igen.
Psykologiske studier har længe vist, at vi betragter nogle mennesker som tillidsvækkende – andre ikke. Når man ser på, hvad de tillidsfulde mennesker har tilfælles, så viser det, at de alle ligner os selv.
Nogle forskere har derfor konkluderet, at vi er programmeret til racisme. Andre har heldigvis sagt dem imod. Spørgsmålet handler nemlig ikke om, at vi skal ligne hinanden for at hænge sammen som samfund. Det handler om, at vi skal kende hinanden og stole på hinanden.
Tilliden i stort set alle vestlige lande er faldende – og mange bebrejder flygtningene, fordi de ikke ligner os. Men det er ganske enkelt en både farlig og forkert konklusion. Tilliden falder, fordi vi ikke længere kender hinanden. Der skabes parallelsamfund i en fart, som kan ende med at ødelægge samfundet for os alle. Og her taler jeg ikke kun om etnicitet.
De rige i Gentofte kender ikke længere nogen i Hvidovre. Håndværkerne har ikke mange venner med en akademikeruddannelse. Dem, som bor på landet, har ikke megen forståelse for dem, som bor i byen. Og dem, som har boet i Danmark altid, har ikke meget kontakt med dem, som er kommet for nylig. Og omvendt.
Når vi ikke kender hinanden, stoler vi ikke på hinanden. Og når vi ikke stoler på hinanden, så forsvinder samfundets byggesten. Uden tillid kan demokrati ikke fungere. Hvis vi ikke stoler på, at de andre også bidrager til samfundet og gør deres bedste, så vil vi ikke give dem demokratiske goder – så falder demokratiet. Uden tillid fungerer hverdagen ikke. Hvis vi ikke kender naboen og stoler på vedkommende – så er der heller ikke hjælp at hente, når børnene skal passes en onsdag aften, hvor arbejdet brænder på. Hvis vi ikke stoler på hinanden, så falder vores alles livskvalitet.
Og det kan måles. Tilliden i Danmark er faldende. Og tillid er netop én af de seks faktorer som er med til at gøre Danmark til et af verdens lykkeligste lande. Hvis vi ikke lærer at stole på hinanden, så vil vi fortsætte med at falde ned ad ranglisten og blive mindre og mindre tilfredse med vores liv.
Vi stoler på dem, vi kender. Så hvis vi skal have samfundet til at fungere igen, må vi ikke udlicitere tilliden til kommunens konsulenter. Så må vi selv tage ansvar. Vi må gå ind til naboen og snakke med ham. Vi må lære at forstå, hvordan andre mennesker tænker. Og være åbne over for, at andre mennesker kan være værd at stole på – også selvom de ikke ligner os. Det er et spørgsmål om at lære hinanden at kende. Og lige så sure og frustrerede vi bliver, når andre mennesker ikke forstår vores situation – lige så stort et ansvar har vi for at forstå deres.
Jeg vil nedbryde parallelsamfund. Mellem rige og fattige, faglærte og akademikere, nydanskere og gammeldanskere, kvinder og mænd, troende og ateister, unge og gamle, bankdirektøren og kontanthjælpsmodtageren. Men det begynder alt sammen ude lokalt, hvor vi skal tale mere med hinanden. Og skabe et samfund, hvor samtalen over hækken eller i opgangen igen får magt.
For det er denne hverdagssamtale, som er hele fundamentet for vores samfund. Det er her, vi udvikler os som mennesker og lærer om hinanden. Det er her, tillid opstår. Tillid som fundament for samfundet, for demokratiet og for vores livstilfredshed og trivsel. Og uden den kan al snak om vækst og velfærd være lige meget.
Isabella Arendt er næstformand i Kristendemokraterne.