I 2020 toppede Danmark endnu en gang en international rangliste over verdens bedst digitaliserede lande. Denne gang var det en FN-måling, hvor den offentlige digitalisering i 193 lande blev målt og vejet. Efterfølgende blev særligt vores digitale tilgang til covid-19-pandemien fremhævet som eksempel på, hvordan vi danskere under den allestedsnærværende krise brugte teknologi til at sikre, at samfundets hjul stadig kunne køre rundt. Som her af den daværende direktør i Digitaliseringsstyrelsen, som i en artikel på styrelsens hjemmeside udtalte:
”I Danmark har vi en sammenhængende digital infrastruktur og en lang række digitale løsninger, som gør, at undervisning, lægebesøg, kommunal sagsbehandling og andre offentlige services i vid udstrækning kunne fortsætte på trods af samfundets nedlukning. I Danmark er det en samlet offentlig sektor, der de sidste 20 år har arbejdet for at skabe den fælles digitale infrastruktur, vi er internationalt anerkendte for i dag. Jeg er meget stolt af, at vi i fællesskab er nået så langt.”
Og der er god grund til at være stolt. I spørgeundersøgelser svarer flertallet af danskerne, at de er tilfredse med digitaliseringen af samfundet, og det synes indlysende, at Danmarks digitale infrastruktur og danskernes digitale evner var med til at holde os oven vande under nedlukningen. Men coronakrisen kastede også lys over en gruppe mennesker, som sjældent bliver nævnt i politikernes og embedsværkets skåltaler; nemlig de digitalt udsatte borgere, der på grund af manglende evner, teknologi af ældre dato eller af andre grunde havde ringe forudsætninger for at deltage i smitteopsporingen, svært ved at bestille covid-test, tid til vaccinationer og lignende; nogle gange med potentielt store helbredsmæssige konsekvenser for den enkelte. Da digitaliseringen af Danmark for alvor begyndte i 1990’erne, var der ellers et politisk ønske om, at danskerne ikke skulle opdeles i et digitalt A-hold og B-hold, fordi vi alle skulle kunne nyde rettigheder og adgang til det offentlige på lige fod. I rapporten ”Info-samfundet år 2000”, som blev udgivet af Forskningsministeriet i 1994, kunne man blandt andet læse:
”Rigtigt anvendt vil informationsteknologien være en kilde til økonomisk udvikling, større livskvalitet og bedre offentlig og privat service. Vi må derfor lægge en strategi, som kan bringe Danmark i front pa en bred anvendelse af it, og den må bygge på værdier som åbenhed, demokrati og ansvar for alle i samfundet, så der ikke sker en opdeling af danskerne i et informationsteknologisk A- og B-hold.”
I dag er det digitale B-hold, som 1990’ernes embedsfolk og politikere ville undgå at skabe, imidlertid blevet en realitet. Det viser den kvalitative undersøgelse, ”Digital marginalisering af udsatte ældre”, som vi på IT-Universitetet har foretaget med støtte fra Fonden Ensomme Gamles Værn. Gennem interviews med ældre borgere, medarbejdere på bo- og væresteder og kommunale sagsbehandlere og ledere giver undersøgelsen indblik i en virkelighed, hvor både borgerne og i nogen grad også de offentlige medarbejdere mistrives i den digitale verden. Konsekvenserne kan være ganske alvorlige. For eksempel er det blevet svært at foretage sig helt basale ting som at kontakte sin læge eller at tage offentlig transport uden at skulle bruge sin smartphone, hvilket særligt volder de i forvejen udsatte ældre problemer. En leder af et værested fortæller:
”De kommer jo på skideren den ene gang efter den anden, ikke. De får indkaldelser fra jobcenteret i e-Boks, og hvis ikke de møder op, så bliver de sanktioneret. Så får de måske besked fra lægen, og så glipper den også. Altså, hvis de overhovedet har en læge … Jeg kan ikke ringe til jobcenteret eller arbejdsformidlingen og sige: ’Hør engang! Manden er jo skidefuld, alkoholiker og sover på en bænk’. Så er det: ’Jamen, han er ikke mødt, så han er sanktioneret’. Og der er altså straksafregning. Du bliver sanktioneret med det samme. Småkage, du. Så lukker de. Og de her mennesker er i forvejen på laveste ydelse, ikke?”
Digital udsathed rammer som ovenstående antyder ikke kun de 348.000 borgere, som ifølge Digitaliseringsstyrelsen er fritagede fra Digital Post fra det offentlige. For at blive fritaget skal man nemlig have en gyldig grund, for eksempel kognitiv eller fysisk funktionsnedsættelse, og derfor er det ikke alle og enhver, som kan blive godkendt som analoge borgere. Der er også mange, som ikke ønsker at blive ”officielt” medlem af det digitale B-hold, hvilket i mange tilfælde vil føre til markant ringere service, eller som ikke vil lægge samfundet til last ved at gå imod den digitale udvikling.
Derfor vælger nogle borgere at tilmelde sig Digital Post, selvom de ikke rigtig kan bruge det. Det kan være på grund af handicap eller sygdomme som demens, som gør det svært at huske koder og digitale indgange. Det kan være, fordi der ikke er råd til en smartphone af nyere dato. Og så er der de mange mennesker, som er opvokset uden computere og mobile telefoner, som både kæmper med teknologien og med den offentlige lingo, for eksempel i selvbetjeningssystemerne.
En af dem er den anonyme kvinde Samira, som vi har interviewet til bogen ”Dét skal du ordne på nettet – om digitalt udsatte ældre”, der er baseret på førnævnte forskningsprojekt. Det er hovedsageligt Samiras bror, som ordner Samiras digitale kommunikation med det offentlige, og det betyder, at hun i praksis bliver tvunget til at give afkald på dele af sit privatliv:
”Det påvirker mig meget, fordi der er nogle private ting, som jeg ikke kan lide at skulle dele med min bror. For eksempel ting fra lægen. Hvis der er svar på kontrolprøver og sådan noget. Og så er det ikke godt at skulle være så afhængig af andre.”
Hvis det juridiske grundprincip om, at vi alle er lige for loven – og dermed også lige i forhold til de rettigheder, ydelser og services, som er beskrevet i både dansk lovgivning og internationale konventioner – ikke skal komme til at klinge hult, skal det digitale B-holds behov understøttes bedre, når fremtidens digitalisering udtænkes. Fremtidens digitalisering kunne passende starte med at komme forestillingen om, at det digitale B-hold uddør til livs. Den teknologiske udvikling vil fortsætte, og de evner, som det digitale A-hold har i dag, vil formodentlig ikke være tilstrækkelige for at ”komme på hold” om et par årtier. Derudover tyder alt på, at andelen af ældre vil vokse, hvilket kan medføre en større gruppe, som på grund af aldring ikke kan bruge ny teknologi på lige fod med den yngre del af befolkningen. Det vigtigste er imidlertid en grundig overvejelse af, hvad vi egentlig vil med teknologien. Digitaliseringen bliver ofte præsenteret som et fremskridt i sig selv, men spørgsmalet er, hvor eller hvad den leder frem til. For at tage et skridt fremad, er det nødvendigt at afstikke en retning mod et punkt forude.
Ingen af denne kroniks to forfattere ønsker at stå i kø på posthuset, når vi skal betale girokort, men samtidig er vi bekymrede for, hvorvidt vi med digitaliseringen er ved at skabe en anseelig gruppe af B-borgere. Derfor vil vi opfordre til, at digitaliseringen også bliver målt og vejet på, hvordan man sikrer, at alle kan få en værdig og tilstrækkelig behandling. Det kan være ved at undersøge, hvordan digitalt udsatte borgere hjælpes bedre i den digitale verden, men også ved at acceptere, at det ikke alt, der kan ordnes online. Nogle gange er den analoge og fysiske kontakt stadig nødvendig. Og måske er det ikke så ringe endda.
Morten Hjelholt er lektor ved IT-Universitetet og ekspert i EU-komitéen for ”digitalisation for all”. Jari Kickbusch er forskningskommunikatør ved IT-Universitetet. Sammen har de to skribenter skrevet bogen ”Dét kan du læse om på nettet – om digitalt udsatte ældre”.