Prøv avisen
Etisk set

Vi svømmer i data, men hvem af os tør drømme?

Foto: Connie Zhou

I en verden af "big data" risikerer vi at miste sansen for ”small data”

HAR DU LAGT mærke til, at de digitale reklamesøjler ved indkørselsvejene til enhver større by kan skifte reklamerne efter sæsonen og tidspunktet på dagen? Forleden læste jeg, at reklamer for nye senge givet mest effekt, hvis de bliver vist om morgenen og om aftenen. Hvis de potentielle kunder er en anelse trætte, så er de simpelthen mere tilbøjelige til at lade sig lokke af en reklame for en ny seng, der tager dem til himmels.

Det er mediebureauernes ”Big Data”-maskiner, der er på spil. De kan levere data om næsten alt, hvad vi giver dem adgang til. Det er såmænd ikke nyt, om end fænomenet tiltrækker sig mere og mere opmærksomhed.

Købmændene i gamle dage tog nok også bestik af kundernes adfærd og købte ind efter sæsonen. I 1980’erne og 1990’erne var min egen far med til at udvikle systemer for en stor dansk detailhandel, der tillod dem indsigt i kundernes købsmønstre, så butikkerne kunne bytte varer over natten, hvis nu tomatjuice og grapefrugt viste sig at sælge bedre i Gentofte end i Ishøj.

Med tiden har vi programmeret computerne og IT-systemerne til at blive stadigt mere intelligente. Vi bliver ganske enkelt overvåget og manipuleret mere end nogensinde før. Vi har bygget et samfund op, der har ekstremt stor tillid til fakta, og som bygger på indretning og tilpasning.

”BIG DATA”, ALTSÅ INDSAMLING, opbevaring, analyse og fortolkning af enorme mængder af data, er fremtidens guld. Det er et ønskescenarium for enhver rationalist. Der er ingen tvivl om, at de rigtige data kan give os svar på mange af morgendagens udfordringer, men tillad mig alligevel at hælde en anelse malurt eller besindighed i bægeret. Vi risikerer nemlig at overse mindst to ting, udover at vi naturligvis er sårbare overfor hackerangreb og cyber-kriminalitet som aldrig før.

For det første risikerer vi at miste sansen for ”small data”. Sidste år i New York Times advokerede to såkaldte ”data scientists” fra henholdsvis Facebook og Google for værdien af netop små data. Det var lidt overraskende. De to dataanalytikeres arbejdsgivere er giganter, der netop tjener deres penge på store data, men der er et men. Man skal være dygtig til at analysere tal for at kunne bruge dem til noget. Og de små data kan være lige så vigtige som de store. Hvis vi nu forestiller os en skoleklasse, hvor eleverne klarer sig forbilledligt i de nationale tests og på andre testbare indikatorer. Alt er godt, men eleverne er ikke glade for at gå i skole, og lærerne er misfornøjede og har mistet arbejdsglæden. De er også holdt op med at forny sig og underviser alene efter det standardlæremiddel, der sikrer, at eleverne scorer højt på det dertil indrettede testsystem. Er det et problem?

Muligvis, hvis samtalen om disse aspekter forstummer. I hvert fald kan eksemplet vise os, at vi ikke bør nøjes med at stirre os blinde på talværdier, hvis andre aspekter, som det kan være sværere at måle, holder op med at tælle og have værdi. Vi kommer til at lide datadøden, også fordi vi basalt set drukner i datasøen.

For det andet risikerer vi at miste sansen for vores dømme- og forestillingskraft. Som den lidt mystiske skribent i Weekendavisen med synonymet ”Pruttipal” skrev den 6. januar 2017, så har vi i stigende grad mistet tiltroen til vores drømme, fordi alt handler om fakta. Det er måske forestillingskraften, der skal sikre, at vi har et bæredygtigt samfund om 100 år. Så lad os lige tænke os om, inden vi drukner i data, og lad os diskutere, hvad det skal bruges til, og hvad af det der virkelig tæller.

Etisk set skrives på skift af højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, professor i psykologi Lene Tanggaard, medlem af Det Etiske Råd og universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff og formand for Jordemoderforeningen og medlem af Det Etiske Råd Lillian Bondo.