Det er en imponerende sikkerhed, Katrine Winkel Holm og Thomas Reinholdt Rasmussen lægger for dagen, når de i deres kronik den 15. maj erklærer:Kristne og muslimer tror ikke på samme Gud. Man kunne næsten ønske, at Gud selv får tid til at læse kronikken, så Han kan opnå den samme sikkerhed om porteføljen. Ikke desto mindre er det en forkert måde at udtrykke sig på. Man kan højst (men skal også) sige: Vi tror ikke det samme om Gud.
Kronikken rummer en række korrekte iagttagelser af fundamentale forskelle i forståelsen af Gud. Disse skal selvfølgelig sættes i forhold til virkeligheden – som er, at der er mennesker, der konverterer fra islam til kristendommen. Spørger man dem, om de troede på Gud som muslimer, er svaret hver gang: Ja, jeg troede på Gud, men jeg kendte ham ikke. At blive kristen er ikke at få en anden gud, men at møde den levende Gud – i barnet i krybben. At sige det modsatte: "Vi tror på den samme Gud," er også problematisk udtryk for en logik, som ikke er troens. Spørgsmålet til den muslim, der siger noget sådant, er: Tror du da også på Gud Fader og Jesus Kristus og den Helligånd? Som kristen tror man om Gud, at Han er Jesu Kristi far. Det gør muslimerne ikke. Vi tror derfor ikke det samme om Gud. Vi tror noget dybt forskelligt om Gud. Så langt kan vi gå.
Når de to forfattere på basis af deres korrekte teologiske iagttagelser konkluderer: Vi tror altså ikke på den samme Gud, siger de tilnærmelsesvis: Det er vores gudsbillede, der definerer Gud. Deres teologi kommer før Gud. Men det forholder sig omvendt: Gud kommer først. Guds åbenbaring er teologiens store forudsætning. Derfor kan vi kun omgås den frihed, som Guds åbenbaring skænker os, med den dybeste ydmyghed.
Af Guds nåde har vi den tro, vi har. Stiller vi os op med ryggen til Gud for at råbe til alle dem, der ikke er kristne: I tror ikke på Gud, er vi allerede ved at monopolisere Gud. Så kommer vi til at minde om de jøder, som i en af påsketidens prædikentekster afviser Jesus med ordene: Vi er allerede Abrahams børn – vi behøver ikke vende om til Gud.
At tro på Jesu Kristi far er den stadige omvendelse fra de falske veje, som vi med alle andre – kristne som ikke-kristne – har begivet os ud på. Og dermed vide sig placeret præcis ved siden af dem. Deri adskiller kristendommen sig fra islam. At meddele muslimen: Du tror ikke på den sande Gud, er at argumentere "islamisk".
At kalde muslimernes gud for Allah, som de to gør, siger ingenting. For "Allah" betyder Gud på arabisk, oven i købet med stort G – den eneste Gud. De kristne arabere kalder på Gud med ordet "Allah". Tror de så heller ikke på den samme Gud?
Det kunne være nyttigt for de to forfattere at repetere fortællingen om Peter og Cornelius fra Apostlenes Gerninger (kap. 10). Peter erfarer, at de grænser, som han har opfattet som uoverskridelige, ikke er grænser for Gud. Hans opfattelse af Gud er utilstrækkelig, dermed er også hans opfattelse af de andre folkeslag utilstrækkelig. Gud er større, end Peter tror. Gud vælger, hvem han vil. At Cornelius på forhånd står i et forhold til Gud, siger noget afgørende om Det Nye Testamentes opfattelse af religionerne: Eftersom Gud er altings skaber og alles far, befinder ethvert menneske sig i ethvert åndedrag i et forhold til Gud, uanset dets tilhørsforhold til en bestemt kultur eller religion. Dermed er ikke sagt god for den religion, hvorfra den pågældende kommer.
Afgørende i Cornelius' historie er, at Cornelius ikke blot skal forblive, hvad han er. Men skellet mellem mig og den anden ophæves: Nu forstår jeg, at Gud ikke gør forskel på nogen, men at han i et hvilket som helst folk tager imod den, der frygter ham og øver retfærdighed (Ap.G. 10,34-35).
Det er afgørende at fortælle den ikke-kristne noget andet, noget nyt om Gud. Derfor er der brug for mission, ja, mere endnu: Der er brug for missionærer. Forfatterne kan utvivlsomt nemt få ansættelse som sådanne. Men mission er ikke at sidde derhjemme og netværke med meningsfæller.
At de nævner kærlighed til muslimen som deres motivation, er dog vist at bruge de store ord. Men hvis de er blevet grebet af kærlighed til muslimer, skal de ikke skrive kronikker eller drive netværk. Så kan de tilbyde lektiehjælp til muslimernes børn – eller indbyde dem til middag. Jeg vil mere ædrueligt sige: Muslimerne skal have evangeliet forkyndt, fordi de og vi er under samme dom.
Et redeligt og ydmygt Kristus-vidnesbyrd efterspørges. Når Kristus er udgangspunktet, så nærmer vi os altid den anden person med ærbødighed. For så er han også et menneske, for hvem Kristus har givet sit liv.
Niels Henrik Arendt er biskop over Haderslev Stift