Trist og deprimerende kampagne fra Folkekirkens Nødhjælp

I Retten til liv, mener vi, at det er trist og deprimerende at se en kirkelig organisation som Folkekirkens Nødhjælp fare i vild populisme, skriver Anders K. Petersen og Frederik Berggren Smidt

Illustration fra kampagnen.
Illustration fra kampagnen. Foto: Fra Facebook.

”Vi tror på et liv før døden,” hedder det i formålsbeskrivelsen hos Folkekirkens Nødhjælp. Alligevel gør organisationen sig i et Facebook-opslag til talsmand for det modsatte: ”Trump vil ikke give penge til udførelse af abort, men bliver man indsamler hos Folkekirkens Nødhjælp, kan man sikre sig, at det alligevel kan lade sig gøre.”

Baggrunden er, at føderale amerikanske støttemidler ikke længere gives til organisationer, der udfører og henviser til abort rundtomkring i verden. Vi er ikke enige i alt, der kommer fra den nye administration i Washington, men hvorfor ikke arbejde på at redde både mor og barn? Det er jo dybest set det, den amerikanske regering forsøger at gøre ved at overflytte støttemidler til organisationer, der har fokus på både barnets og moderens rettigheder.

I Retten til liv, mener vi, at det er trist og deprimerende at se en kirkelig organisation som Folkekirkens Nødhjælp fare i vild populisme, når netop de skulle gå foran med budskabet: Red dem begge. Hvorfor ikke arbejde for at redde både mor og barn? Det kan jo godt lade sig gøre.

Folkekirkens Nødhjælp er tilsyneladende blinde for, at der i abortproblematikken er to individer involveret: Moderen og barnet. Ved kun at fokusere på det ene individ undergraves tilliden til, at de virkeligt vil livet. Det bliver den enes liv på bekostning af den andens.

Det er videnskabeligt påvist, at et menneske kan defineres som et menneske fra befrugtningsøjeblikket. Allerede her dannes hele dna-materialet, som skal til for at udvikle et unikt menneske. Både hvad angår køn, hårfarve, øjenfarve, højde og hudfarve, og hvad der ellers vil komme til at kendetegne personen, bestemmes hele udviklingen af denne arvemasse. Også anlæg til hjerte og hjerne ligger klar og venter kun på at tage fysisk form under fostrets udvikling.

Der er ikke bare tale om sammensmeltningen af to celler, men om en helt ny, selvstændig organisme, der har al den information i sig, der skal til, for at et menneske kan udvikle sig. På baggrund af den viden er den logiske konklusion, at der er tale om et selvstændigt individ fra begyndelsen.

Aborttilhængere kan ikke længere gemme sig bag betragtninger af fostre som graviditetsvæv, der kan fjernes på samme måde, som når man fjerner et modermærke som en uønsket del af kvindens krop. Er fostre mennesker, eller er det ikke? Det er dét spørgsmål, som aborttilhængere får sværere og sværere ved at svare troværdigt på.

I Retten til liv erkender vi, at det kommer til at tage tid at se den nye viden omsat i et større holdningsskifte i samfundet. Vi erkender også, at noget af kampen for de ufødte børn til tider har været ført uden den store medfølelse for de ramte mødre. Samtidig er det indlysende, at de videnskabelige landvindinger kalder på ny etisk stillingtagen til, hvad abort er for en handling.

Hvert år på årsdagen for indførelse af fri abort i USA samles tusindvis af mennesker til ”March for Life” rundtomkring i de forskellige stater. I år talte landets nye vicepræsident, Mike Pence, ved marchen i Washington. Han sagde blandt andet: ”Lad kampen for liv blive kendt for kærlighed, ikke vrede! Kendt for medfølelse, ikke konfrontation! Lad os møde unge mødre og deres ufødte børn med generøsitet, ikke fordømmelse! Lad os genoprette en kultur for liv!”.

I Retten til liv tror vi på en kultur for liv, som også inkluderer de ufødte liv. Vi tror, at der for alle bør være et liv før døden.