Vi tror på Jesus Kristus, flygtningebarnet

Kirken hjælper enormt meget til under flygtningekrisen. Den gør det bare diskret uden selfies og selvpromovering, skriver Søren Dalgaard, der er koordinator for Folkekirkens Asylsamarbejde

"Når den største medieopmærksomhed har lagt sig og det bliver hverdag igen for aktivisterne, så fortsætter kirken ufortrødent sit integrationsarbejde med asylsøgere og flygtninge," skriver Søren Dalsgaard, der er koordinator i Folkekirkens Asylsamarbejde.
"Når den største medieopmærksomhed har lagt sig og det bliver hverdag igen for aktivisterne, så fortsætter kirken ufortrødent sit integrationsarbejde med asylsøgere og flygtninge," skriver Søren Dalsgaard, der er koordinator i Folkekirkens Asylsamarbejde. . Foto: Simon Skipper.

I Folkekirken er vi ikke så gode til at prale af os selv. Det gælder også i sidste uge, hvor billeder af flygtninge, som krydsede ind over Danmark grænser, ryddede sendefladen. Mange har spurgt, hvor kirken er henne. Hvad gør kirken på dette kritiske tidspunkt?

Det er ikke så underligt, at kirkens græsrødder ikke er til at få øje på. De arbejder side om side med alle andre frivillige borgere i Danmark. De kirkelige stemmer løfter ikke deres kirkelige røst i Dansk Flygtningehjælps frivilliggrupper eller Venligboernes facebookgrupper. Faktisk bliver de banket pænt på plads, når det sker.

Og de mange steder, hvor kirken rent faktisk er initiativtager eller tovholder på en konkret indsats, så fremhæver vi ikke os selv af den grund. Om det skyldes almindelig dansk jantelov, en tidehvervsk frygt for at fremvise gode gerninger eller det forhold, at vi grundet den velordnede anarkistiske struktur har svært ved at strømline vores eksterne kommunikationsveje, er ikke til at sige.

Men på den anden side, når nu folk spørger os, så kunne vi måske godt gøre os lidt mere umage for at give dem et svar?

I DR's programserie ”Da krigen kom til Toftlund” blev kirken ikke nævnt med et ord, skønt de kirkelige græsrødder gik foran som frivillige, da asylcenteret blev etableret. I Haderslev blev de kirkelige frivillignetværk lynhurtigt aktiveret, sidste gang asylcenteret åbnede.

Det samme er ved at ske nu. Og præster var i starten af sidste uge ude at bese landets hotspot-områder, hvor de stillede sig til rådighed for myndighederne, i tilfælde af at der blev behov for at aktivere de kirkelige netværk. Kirken er i fuld gang.

For de engagerede, som er kommet på banen for nylig, eller som overvejer det, vil jeg fremhæve fire områder, hvor flygtninge lige nu har behov for kirken.

For det første har flygtninge behov for et dansk netværk. Venskabskontakter udgør en oplagt mulighed for at involvere sig konkret i en flygtnings liv, og vi ved fra al erfaring, at den nære kontakt til danskere er af helt afgørende betydning.

For det andet skal flygtninge hurtigst muligt lære det danske sprog. Derfor er mange kirker involveret i frivillig danskundervisning, for eksempel i Det Internationale Hjørne i Ebeltoft, hvor frivillige fra kirken tilbyder lektiehjælp til udlændinge.

For det tredje er der et stort behov for boliger til flygtninge. Særligt efter indførelsen af den nye integrationsydelse har kommunerne vanskeligt ved at finde billige egnede boliger, og kimen til en katastrofal boligpolitik er lagt. Tilbud om privat indkvartering er en oplagt opgave for de kirkelige græsrødder, hvor børnene er flyttet fra reden, eller man har et ekstra kælderværelse.

For det fjerde er der behov for gode praktikmuligheder for flygtninge. De kirkelige organisationers genbrugsarbejde kunne her være en oplagt mulighed for at byde flygtninge velkommen som frivillige i et etableret dansk arbejdsfællesskab, hvor overskuddet tilmed går til vigtige sociale indsatser i Danmark og udlandet.
 

Når folk spørger, hvor kirken er, så er svaret: Den er nøjagtig der, hvor den har været de seneste 20 år, nemlig hvor behovet og nøden er størst, hvilket er i det lange seje træk med at byde flygtninge velkommen i vores land.

Når den største medieopmærksomhed har lagt sig og det bliver hverdag igen for aktivisterne, så fortsætter kirken ufortrødent sit integrationsarbejde med asylsøgere og flygtninge.

Hvorfor skal kirken overhovedet engagere sig i den slags arbejde, kunne man spørge. Svaret er enkelt. Det er, fordi vi, der før var fremmede og udlændinge for Gud, nu er blevet budt ind i Guds husstand, for at citere Paulus.

Og fordi Guds retfærdighed byder os at tage vare på enken og de faderløse, som i Det Gamle Testamente var de grupperinger, som faldt uden for samfundets velfærdsstruktur. Og sidst, men ikke mindst, fordi vi tror på Jesus Kristus, flygtningebarnet.

Søren Dalsgaard er koordinator i Folkekirkens Asylsamarbejde under Folkekirkens Mellemkirkelige Råd