Vi tror på vækst og forbrug. I hvis navn intet mere er helligt. Amen

Den totale overgivelse til Støjbergs "Det skal kunne betale sig at arbejde" viser, at vi er endt i et forbrugersamfund, hvis mantra om vækst, forbrug og arbejdspladser er så sammenvævet, at ingen magter at trække trådene ud af skræk for hele knuden går i opløsning, skriver teologistuderende

20 gange på tre minutter og 18 sekunder lykkedes det Inger Støjberg (V) med sit enslydende udsagn at slå fast: ”Det skal kunne betale sig at arbejde!”. Omkvædet kørte igen og igen i TV-Avisen for nylig, hvor kontanthjælpsloftet skulle forsvares.
20 gange på tre minutter og 18 sekunder lykkedes det Inger Støjberg (V) med sit enslydende udsagn at slå fast: ”Det skal kunne betale sig at arbejde!”. Omkvædet kørte igen og igen i TV-Avisen for nylig, hvor kontanthjælpsloftet skulle forsvares. . Foto: CASPER HOLMENLUND CHRISTENSEN/POLFOTO.

20 gange på tre minutter og 18 sekunder lykkedes det Inger Støjberg (V) med sit enslydende udsagn at slå fast: ”Det skal kunne betale sig at arbejde!”. Omkvædet kørte igen og igen i TV-Avisen for nylig, hvor kontanthjælpsloftet skulle forsvares.

Normalt vil udsagn af denne karakter kalde på journalistiske modspørgsmål, men når det handler om forbrugersamfundets allerhelligste dogme, stiller man tilsyneladende ingen kritiske spørgsmål. De kunne have lydt: ”Jamen, hvad er det, du mener, der vil ske, hvis ikke det kan betale sig at arbejde?”. Eller: ”Med vores moderne teknologi, som har gjort millioner af hænder ledige, er det vel dybest set logisk, at der bliver ledige pladser? Hvad gør vi ved det?”.

Den totale overgivelse til Støjbergs omkvæd viser, at vi er endt i et forbrugersamfund, hvis mantra om vækst, forbrug og arbejdspladser er så sammenvævet, at ingen magter at trække trådene ud af skræk for hele knuden går i opløsning. Men måske er det netop det, vi trænger til, og måske gemmer knudens opløsning i virkeligheden på den oplysning, som et samfund med alskens symptomer på dårligdom tørster efter.

Måske er arbejdet ikke så lyksaligt endda, og måske er konsekvenserne heraf iblandt fatale. I hvert fald er det på høje tid at turde tage fat på vækstsamfundets helt altoverskyggende dogme om arbejde. Et dogme som bedst kan udtrykkes gennem forbrugerismens trosbekendelse:

”Vi forsager naturen og alle dens dyr. Vi tror på forbruget, det almægtige, fremskridtets og udviklingens skaber. Vi tror på væksten, forbrugets enbårne søn som er undfanget gennem de hellige arbejdspladser. I hvis navn intet mere er helligt. Amen.”

Vi er blevet tudet ørerne fulde fra både højre og venstrefløj om, at arbejdspladser har forrang for stort set alt andet. Gennem de seneste 20 års nyheder og politikerudsagn finder man en helt og aldeles entydig holdning til at legitimere både indgreb og overgreb, forudsat at man har kunnet hævde, at der lå arbejdspladser gemt i dette eller hint forslag. Kun sjældent har man dækket de omkostninger, der ganske ofte er forbundet med den menneskelige foretagsomhed. For måske er det ikke alene godt at producere plastikbrikker for milliarder?

Måske er der er bagside ved på snedigste vis at lokke befolkninger og forbrugere til at tro, de ikke kan leve uden at skifte modefarver ud med større hast end årstidernes skiften. Enhver føler sig øjensynligt berettiget til at udskifte både køkken og bad og hele spisestuemøblementet, blot for synets skyld. Måske ligger der et hav af ufortalte historier omkring hvert eneste lille ”forbrugsgode”, som indkøbskatedralerne lokker med. Og måske ville det i langt de fleste tilfælde have tjent både os og kloden bedre, hvis al denne foretagsomhed slet ikke blev foretaget.

Vi må se i øjnene at ” everything comes with a price ”, at der bag hver eneste lille t-shirt, der produceres, fragtes og sælges, gemmer sig et fælt regnestykke; et regnestykke, som kunne få de fleste til at ønske sig kun at være i ført figenblade. Prisen for de berømmede arbejdspladser betales i de fleste tilfælde af naturens ressourcer. Vel at mærke en natur, som generøst leverer år efter år, men som den menneskelige foretagsomhed er ved at få bugt med.

Forbrugsfesten er ikke sjov længere, og tømmermændene har for længst sat ind. Der skal skrues gevaldigt ned for både arbejde, forbrug og vækst.

Alles kamp mod alle, som også er en del af vækstfilosofien, måtte gerne blive til alles kamp for alle. I denne kamp skal vi ikke udkonkurrere kineserne med vores børn som våben, men genfinde dyder som nøjsomhed og tilfredshed. Den tid, som teknologi og maskinkraft har frigivet, kan vi bruge på at kigge på fugle eller lave mælkebøttemeditationer. Det er, præcis som nåden, ganske gratis. Eneste bivirkning er taknemmelighed.

Nina Bjarup Vetter er stud.theol.