Uddannelse er godt, og mere uddannelse er bedre.
Det gælder ikke kun for hver enkelt, ung studerende, men for alle os alle sammen og vores fælles samfund. Vi bliver simpelthen rigere af at uddanne os. Ikke mindst i et land som Danmark, hvor de kompetencer, uddannelsessystemet giver os, er vores eneste råstof. Som vi igen og igen siger til hinanden.
Derfor giver det god mening, at de første anbefalinger fra Reformkommissionen efter foreløbigt halvandet års arbejde handler om at fremtidssikre de videregående uddannelser. For selv betragtet ud fra en snæver økonomisk vinkel – kommissionens formand Nina Smith er som bekendt professor i økonomi – viser al forskning og erfaring, at uddannelse er en god investering.
Men en forudsætning for, at det ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv fortsat skal kunne betale sig at uddanne en større og større del af vores unge, er ikke desto mindre, at vi også uddanner og udstyrer dem med relevante og brugbare kompetencer. Og det er vigtigt at vide både for de unge studerende, deres kommende arbejdsgivere, mere eller mindre reformivrige politikere og ikke mindst når vi skal indrette vores uddannelsessystem. For nutidens relevante faglighed og vigtigste kompetencer er ikke de samme som for bare en generation siden.
I nutidens og fremtidens mere og mere komplekse verden har vi i princippet aldrig har haft så meget brug for dybe, specialiserede kompetencer. Det praktiske problem er bare, at vi ikke ved hvilke.
I empiriske studier og bøger de sidste ti år med især unge, såkaldt digitale indfødte har jeg interviewet dels studerende på meget forskellige uddannelser og dels unge medarbejdere og deres ledere i en række meget forskellige virksomheder i Danmark. Fokus var blandt andet at afdække de efterspurgte kompetencer.
Toplederne i virksomhederne peger på, at tværfaglige kompetencer er særligt attraktive, fordi de er nødvendige for at løse nutidens og fremtidens komplicerede og netop tværfaglige udfordringer. Det er en pointe, som deles af direktører på tværs af store og små, nye og gamle, offentlige og private virksomheder i casestudierne.
En anden central pointe blandt virksomhedslederne er, at snævre, specialiserede kompetencer er særdeles attraktive, men når kandidaterne erhverver dem via en lang målrettet uddannelse, er de for det første sandsynligvis allerede forældede ved uddannelsen afslutning. Og for det andet er de rette, specialiserede kompetencer ofte er umulige at forudsige.
Spørger man unge selv, har de en tilsvarende logik. Da jeg som en del af studierne interviewede nogle studerende fra DTU og spurgte om, hvilke kompetencer der var de mest værdifulde, svarede en nyuddannet ingeniør, at hun gerne ville være en schweizerkniv. Jeg undrede mig over metaforen og indvendte, at saksen i en schweizerkniv er ret dårlig, og om hun ikke hellere ville være en saks, der var specialiseret i at klippe – den bedste af sin slags? Men selvom hun var enig i min pointe, forklarede hun mig tålmodigt, at det var både uhensigtsmæssigt og risikabelt at bruge fem år af sit liv på at blive en højt specialiseret saks, og så var der ikke brug for at klippe længere.
Det danske uddannelsessystem har en udpræget og indbygget specialisering: Først tager man en bacheloruddannelse inden for et fag, for eksempel IT-ingeniør.
Når bachelorgraden er bestået, har studerende automatisk og lovmæssig ret til at fortsætte direkte på fagets kandidatuddannelse. Og det er også, hvad mellem 80 og 90 procent af de studerende på for eksempel DTU, Københavns Universitet og CBS gør.
De relativt stramme grænser mellem fagområderne gør det svært at skifte imellem dem og meritoverføre kundskaber og metoder fra én uddannelse til en anden. Reelt har systemet altså fra starten lagt an til en specialisering i et bestemt fag. Modsat eksempelvis USA, hvor det ikke er usædvanligt, at fx jurister har en bacheloruddannelse i journalistik, samfundsvidenskab eller IT.
Det danske system sikrer, at de færdige kandidater får en faglig specialisering. En ung bachelor i IT, som fortsætter på kandidatuddannelsen, bygger jo videre på viden og kompetencer, som allerede er tilegnet. Der er brug for højt specialiseret viden, og måske mere end nogensinde skal vi arbejde for at bevare muligheden for fordybelse. Så det giver god mening og lyder rigtigt fornuftigt.
Men trods fornuften modsvarer det ikke altid de konkrete behov hos virksomhederne. Eller de unges praktiske efterspørgsel efter de rette kompetencer. På et mere principielt niveau understøtter vores indretning af videregående uddannelser heller ikke nødvendigvis den forandringshastige dynamik i vores moderne, digitaliserede netværkssamfund.
I nutidens og fremtidens mere og mere komplekse verden har vi i princippet aldrig har haft så meget brug for dybe, specialiserede kompetencer. Det praktiske problem er bare, at vi ikke ved hvilke. I mine studier kalder jeg dette for "specialiseringens paradoks".
Der er således en både besnærende og bekymrende logik i den unge ingeniørs ræsonnement. Det ligner i øvrigt fuldstændigt de konklusioner, som Reformkommissionen nu også er kommet med: Vi uddanner en meget større del af befolkningen end for 30 år siden. Ifølge kommissionens tal får næsten tre ud af ti unge en universitetsuddannelse.
Og når så mange flere bliver uddannet, betyder det også, at universiteterne uddanner meget bredere til hele arbejdsmarkedet: kun en meget lille del bliver forskere, læger, undervisere og præster som i gamle dage, de fleste uddanner sig til en bred vifte af meget forskellige funktioner i både offentlige og private virksomheder.
Uddannelserne skal med andre ord producere akademikere, der primært skal ud i de små og mellemstore virksomheder, som vi har så mange af i Danmark. Og så skal de altså ikke være for dybt specialiserede, er en af de centrale pointer, som formanden Nina Smith understregede i forskellige medier ved præsentationen af de foreløbige anbefalinger. Et af problemerne med det danske uddannelsessystem er således også ifølge Reformkommissionen, at det i praksis ikke er tilpasset de bredere og ændrede krav.
De svære, såkaldte andengenerationsreformer, som er kommissionens fokus, tager tid at gennemføre. Så hvad kan de unge brugere af uddannelsessystemet selv gøre på kortere sig? Lad mig prøve her til slut at illustrere de generelle pointer ved at formulere nogle konkrete, praktiske råd til de nuværende og kommende studerende:
- Arbejd imod silotænkningen og sørg i stedet for at tænke tværfagligheden ind – den umage kombination af filosofi og IT er fx fantastisk relevant i en verden med algoritmer, overvågning og dataetik.
- Kombiner nogle års uddannelse i gode metodiske metakompetencer med perioder ude i virkeligheden, hvor I kan opdyrke de helt aktuelle, men også flygtige færdigheder. Og vend så tilbage til uddannelsen for at perspektivere og videreudvikle kompetencerne.
- Sørg for at indlægge både praktikperioder og sabbatår med fagligt indhold i uddannelsen, og selvfølgelig også relevant studiejob, hvis det kan lade sig gøre. At skynde sig gennem fem års videregående uddannelse fra start til slut er en dårlig idé.
- Det største problem er ikke at begynde på den forkerte uddannelse. Problemet opstår, hvis I ikke er meget opmærksomme på løbende at justere og tilpasse, så uddannelsen til gengæld ender med at være den rigtige.
- Forudsig ikke fra første semester, hvilke specialiserede færdigheder, der er fornuftige om fem år. Brug snarere de sidste semestre til at tilpasse til nutidens konkrete krav, hvad I har lært de foregående fem år.
Forhåbentlig kan disse råd også fungere som inspiration for politikere og planlæggere af fremtidens uddannelsessystem. Hvis man altså skal tage virksomhedernes topledere, Reformkommissionen og ikke mindst de unges egne pointer seriøst.