Vi vil alle have forandring, men det er svært for os selv at forandre os

Det kræver et selvopgør, hvis vi skal skabe forandring – uanset om det gælder vores forhold til hinanden eller til klimaet, mener højskolelærer Christian Hjortkjær. Her ses deltagere i en klimamarch i København den 22. maj.
Det kræver et selvopgør, hvis vi skal skabe forandring – uanset om det gælder vores forhold til hinanden eller til klimaet, mener højskolelærer Christian Hjortkjær. Her ses deltagere i en klimamarch i København den 22. maj. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Der er en vidunderlig lille vittighedstegning, der ofte florerer på nettet i debatter om klima. I den første rude spørger manden på talerstolen ”hvem vil have forandring?”, hvortil hele forsamlingen begejstret rækker hænderne i vejret. I den næste rude spørger taleren ”hvem vil forandre sig?”, hvorefter alle hænderne ryger ned igen.

Og sådan er der selvfølgelig noget vidunderligt tilfredsstillende i at parodiere dem, vi er uenige med. Som en kollektiv hob, der hyklerisk fralægger sig ansvaret, når det kommer til dem selv. Men vittighedstegningen gemmer – vil jeg påstå – på en langt dybere etisk og eksistentiel sandhed end den åbenlyse politiske. For hvad der gælder kollektivt, gælder også – og langt mere grundlæggende – etisk for den enkelte.

I ”Frygt og Bæven” skriver Søren Kierkegaard, at angeren er etisk nødvendig for forandring, men at anger samtidig er den højeste etiske selvmodsigelse: På den ene side giver vores forståelse af etik ingen mening, hvis man ikke har mulighed for at angre det, man har gjort forkert. På den anden side er angeren dybt problematisk, for hvornår har man angret nok?

Jeg forsøger selv for tiden at lave om på nogle meget grundlæggende handlemønstre i mit eget liv. Det er en overraskende smertelig proces, som de fleste dage er så vanskelig, at jeg har lyst til at give op igen. Jeg bliver ramt af, hvor mange psykologiske forsvarsmekanismer man faktisk skal overvinde for at ”få lov til” at forandre sig.

Problemet, skriver Kierkegaard – og jeg må desværre give ham ret – er, at angeren har det med at blive selvkredsende. Anger er jo – i modsætning til fortrydelse – ikke blot et ønske om, at noget i fortiden aldrig var sket, men tillige et håb om, at man ikke gentager dette svigt i fremtiden. Fortrydelsen vil i en vis forstand kun lave om på fortiden (hvilket den ikke kan), mens anger er et personligt selvopgør med fortiden med det formål faktisk at gøre det bedre i fremtiden. I angeren er man altså etisk forpligtet på sit eget selvopgør.

Men i dette selvopgør har angeren det med at blive selvkredsende. Den opmærksomhed, der burde være blevet rettet ud mod næsten, bliver i stedet centreret om en selv. Man bliver i ordenes egentlige fortand selvcentreret eller selvoptaget. Optaget af at få ransaget og renset sig selv og sin sjæl, alt sammen for at gøre det bedre i fremtiden. Og på den måde ender man paradoksalt nok med at bruge tiden etisk forkert: på at rydde op i sin sorte samvittighed frem for at hjælpe i den konkrete virkelighed.

Den væsentligste hindring imod forandring er ikke, at jeg ikke gider det hårde arbejde med at ændre mig, nej, den væsentligste hindring er, at jeg samtidig skal erkende, at det, jeg gjorde før, var en fejl. Det er det, der gør så forbandet ondt. For enhver god handling, jeg nu forsøger at gøre, udgør samtidig et smerteligt lille bevis på, at det, jeg gjorde før, var et reelt svigt.

Det er her, den individuelle forandrings vanskelighed måske falder sammen med den kollektive. Det er derfor, det er så utrolig svært at ændre sine handlingsmønstre, uanset om det gælder ens forhold til dem, man elsker, til fremmede eller til klimaet.

Det er ikke, fordi jeg ikke har lyst til at ændre mig. Det har jeg virkelig og vitterlig. Men hvis jeg skal forandre mig selv, så skal jeg pludselig også til at stå til ansvar for, hvorfor jeg har ændret kurs. Og ligesom når politikere gør det, så fremstår det paradoksalt nok som et svaghedstegn frem for som et tegn på etisk mod og prisværdigt selvopgør.

Og det er vel i grunden grunden til, at det både er lettere og tryggere at fortsætte i samme rille.

Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, famlierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.