Morten Østergaard: I stedet for at tale om integrationsproblemerne, gør vi nu noget ved dem

I stedet for at tale mere om problemerne, gør vi nu noget ved dem. Sammen. For vi tror på, at vi når længere med mod og optimisme end med straf og symbolmærkater til folks hjem. Hvorfor ikke gå til integrationen på samme måde? Mindre snak. Mere ”gu’ kan vi så”, skriver Morten Østergaard, som er politisk leder af Radikale Venstre

Under stor mediebevågenhed besøgte Morten Østergaard (R) tidligere i år en række udsatte boligområder. –
Under stor mediebevågenhed besøgte Morten Østergaard (R) tidligere i år en række udsatte boligområder. – . Foto: Michael Bager/ Ritzau Scanpix.

DEN EVIGE KAMP mellem rød og blå i dansk politik har bragt os kaos frem for ro. Stilstand frem for forandring til det bedre. Hverken 1990’ernes eller 2000’ernes integrationspolitik har løst virkelighedens problemer. Tværtimod.

Derfor gjorde jeg for tre måneder siden op med dukketeatret på Christiansborg. Jeg klappede computeren i, tog mit skrivebord på nakken og satte det ned i en række af vores mest udsatte boligområder. For at komme tættere på virkeligheden med alle dens udfordringer og de mennesker, der lever med dem hver dag.

Tag Skovgårdsparken i Aarhus. Området er ifølge regeringen en ghetto. Og Christiansborg har i måneder diskuteret, om arbejdsløse skal straffes for at bo her. Imens har jeg sammen med beboere og lokale erhvervsfolk sat mig for at få kvinder og mænd fra området i arbejde.

I stedet for at tale mere om problemer

ne, gør vi nu noget ved dem. Sammen. For vi tror på, at vi når længere med mod og optimisme end med straf og symbolmærkater til folks hjem. Hvorfor ikke gå til integrationen på samme måde? Mindre snak. Mere ”gu’ kan vi så”.

Vi skal finde modet til at lade de høje forventninger sætte ambitionsniveauet frem for laveste fællesnævner. Vi skal finde rigtige løsninger på rigtige problemer. Og vi skal starte med de største udfordringer:

Børnene først. Vi skal have blandede skoler, børnehaver og ungdomsuddannelser, så tosprogede børn ikke isoleres på de samme institutioner.

Så de unge. Vi skal anerkende dem, som griber mulighederne, for eksempel med lettere adgang til statsborgerskab, mens de, der møder social kontrol, skal have bedre hjælp og de, der vælger banderne, skal møde hurtig konsekvens. Og så skal flere voksne forsørge sig selv, og ingen skal kunne modtage kontanthjælp i årevis uden at yde noget til gengæld.

Vi har lavet en handlingsplan for reel integration med dem, den handler om. Konkrete løsninger, som tager livtag med de allerstørste integrationsproblemer: at børn med indvandrerbaggrund ikke har samme muligheder i livet, at deres forældre deltager mindre på arbejdsmarkedet, at vi lever stadigt mere opdelt.

For os er det ikke politik – det er hjerteblod. Alle har noget at vinde, hvis vores mission lykkes – på nær de, der lever af konflikten, frygten og grøftegraveriet. Og deres vej har hverken givet ro, tryghed eller stabilitet, men blot politisk kaos og symbolpolitik.

Hvis vi skal give håbet tilbage til de tusindvis, der har mistet det, trygheden tilbage til de mange, der frygter, hvad fejlslagen integration gør ved os, og chancer til de tusinder af familier, der aldrig har haft en, så skal vi ikke føre politik mod nogen, men for noget. For blandede skoler og boligkvarterer. Og for en bedre start på livet for alle børn.

Morten Østergaard er politisk leder af Radikale Venstre.