Han vidste det godt, klimaforsker Sebastian Mernild. Man kunne aflæse det direkte i hans panderynker; alvor, frustration, opgivelse, da FN’s sjette klimarapport blev offentliggjort den 9. august. Det står galt til. Ikke blot hertillands, men på hele planeten.
Og måske tænkte klimaprofessoren også over det symbolsk-dystopiske i, at der på denne dag netop var et sammenfald mellem klimarapportens offentliggørelse og tusinder af skoleelevers første skoledag. Velkommen til din fremtid, lille ven. Dine forældre og bedsteforældre, som ellers skulle have været til at stole på, har brugt årtier på at gøre det modsatte af det, som forventes af dig, nemlig at høre efter, hvad der bliver sagt.
Konklusionerne fra FN’s seneste klimarapport er umisforståelige. Den bæredygtige omstilling af vores samfund skal i gang nu. Det er der mange, der – også længe før Mernild trådte frem på pressemødet – har forstået, og derfor taler man i disse år, både i Danmark og ude i verden, forståeligt meget om teknologiens rolle og uforløste potentiale i den bæredygtige omstilling.
Men på nuværende tidspunkt er sagen blot den, at der ikke findes nogle teknologiske quickfix, som kan nulstille CO2-udviklingen. Og spørgsmålet er, om der nogensinde vil komme det, og om det vil komme med den hast og timing, som er nødvendig. Men der skal gang i den teknologiske omstilling. Vi skal have øget de offentlige og private investeringer i den teknologiske, infrastrukturelle og energimæssige optimering og innovation. Meget er allerede gjort, men tempoet skal accelereres markant. Men denne omstillingsstrategi må ikke følges blindt.
For bæredygtighed og bæredygtig omstilling er ikke en opgave, der skal løses endegyldigt. Det er snarere en ny normal, og derfor vil bæredygtighedsspørgsmålet også komme til at fylde i så mange generationer frem, som det overhovedet er muligt at tænke. Bæredygtighed er en evig forpligtelse, som ingen genial teknologi eller politisk fingerknips kan ændre på, uanset hvor bekvem den tanke måtte være. Den bæredygtige omstilling kræver et vedvarende og vedligeholdende fokus, som ikke må svigtes, hvorfor der også er brug for en mindst lige så vigtig etisk og værdimæssig transformation. Det er denne dobbelte omstilling, der skal igangsættes, hvis vi ønsker at udvikle en langtidsholdbar samfundsmodel, som i ordets egentlige betydning også kan kaldes bæredygtig.
Enhver større samfundsforandring har brug for en krise, idet krisen danner grundlag for nødvendigheden af grundlæggende forandringer. I disse år befinder vi os selvsagt i en global klimakrise. Men måske er der flere kriser på spil end blot denne ene. For vores samtids problemer er så omfattende, at det ikke giver nogen mening at reducere krisen til én, men vi bør i stedet have blik for de mange. Biodiversitetskrise. Produktionskrise. Forbrugskrise. Klimakrise. Flygtningekrise. Overophedningskrise. Omfordelingskrise. Energikrise. Fødevarekrise. Og endelig coronakrise, som en hyperaktuel tilføjelse. Vi lever i ”de mange krisers tidsalder”.
Men hvor alle disse forskellige krisebetegnelser hver og en repræsenterer en flig af den samlede udfordring, så er ingen af dem nede og gribe fat om krisernes fælles kriserod: en relationskrise. Det er i relationen mellem menneskehed på den ene side og den omgivende natur, klima og planet på den anden side, at den dybereliggende krise findes, hvorfor det også er gennem denne relation, at omstillingen af vores samfund skal ske.
I løbet af de seneste 250 ar har der gradvist indfundet sig en stadig større disharmoni i relationen mellem menneske og natur. Mennesket har gennem sin civilisatoriske udvikling fremmedgjort sig selv mere og mere over for den natur, som vi grundlæggende selv er et stykke af. Dette har medført, at relationen mellem menneskeheden og naturgrundlaget er blevet omdannet til et hierarki med menneskeracen som øverstbefalende, hvis interesser og behovsopfyldelse til enhver tid har forrang.
I dag er dette hierarki en så stærkt koordinat i vores selvforståelse og natursyn, at vi har svært ved at tænke det anderledes.
Tænk blot på Amager Fælled. Her har det gennem hele foråret været legitimt – og i visse kredse politisk opportunt – at mene, at lærkernes bopæl måtte vige for menneskernes ditto. Det, der engang var Amager Fælleds åbne landskab, er i dag omgivet af et flere meter højt, mørkegrønt hegn, som manifesterer den seneste grænse for menneskets uendelige territorielle ekspansion. Alt for længe har vi desværre bildt hinanden ind, at naturgrundlaget er en uudtømmelig energi-, fødevare- og kvadratmeterbank. At evig vækst og ekspansion er svaret pa alle menneskehedens udfordringer. Det er denne misforståelse, som vi kollektivt skal have vristet os fri af. Jo før det sker, jo hurtigere kan vi igangsætte reel bæredygtig omstilling.
Vi kan begynde med Amager Fælled, men vi må ikke slutte der. For nok kan man have skuldertræk tilovers for denne begrænsede plet i København, men det er den samme ekspansionsdrift, som er at finde bag den øgede hyppighed af zoonoser (for eksempel covid-19). Om det har biodiversitære konsekvenser eller virologiske risici, så er denne ustoppelige forstyrrelsestrang af ”naturens orden” et udtryk for, at vores natursyn har behov for at blive gentænkt.
Filosoffen og teologen K.E. Løgstrup skelner mellem en opfattelse af naturgrundlaget som en omgivelse eller som et ophav. Hvis det første er tilfældet, sa reduceres naturen til et dekorativt element i den menneskelige dagligstue. Her spiller naturen rollen som pynt, der til enhver tid kan ryddes af vejen, hvis andre tungtvejende interesser pludselig er i højere kurs. Men hvis naturen (og bredere endnu, planeten og universet) opfattes og anerkendes som et ophav, så er menneskets fortid, nutid og fremtid vævet tæt sammen med netop naturen, hvorfor et hierarki mellem disse ville være decideret utænkeligt. I Løgstrups idé om ophav findes der derfor et norm- og værdipotentiale, hvorfra en ny tilstand kan opstå. En tilstand præget af biologisk og planetær gensidighed uden hierarki.
Det er i særdeleshed på dette punkt i den bæredygtige omstilling, at vores uddannelsessystem spiller den vigtigste rolle overhovedet. Glem Danfoss, Aalborg Portland og Pensiondanmark. Gennem læreres og pædagogers daglige arbejde og konsekvente indpodning af et bæredygtigt natursyn i vores børn vil fremtidens borgere og beslutningstagere – gennem fag, dannelse, læring og kompetencer – blive rustet til at håndtere den virkelighed, som med al uønskelig sandsynlighed vil indtræffe. Og forhåbentligt vil de, vores børn, påtage sig det ansvar, som generationer før dem konsekvent har ladet hånt om.
Spørger man sig selv om, hvordan vi bedst varetager økosystemernes, skovenes, indlandsisens, biernes, menneskenes og koralrevenes tarv samtidigt, nu og i al evig fremtid, så findes svaret i vores inderste, moralske og etiske værdier. For værdier er vigtige. Værdier skaber adfærd, adfærd skaber handlinger, og handlinger (store som små) skaber virkelighed. Derfor er det i disse dage, uger og måneder, at vi skal tage Mernilds panderynker alvorligt og give forpligtende håndslag på, at vi – de i dag levende generationer – tør lægge de første spor i retning af den fremtidige virkelighed, som venter os og vores efterkommere. Spor som har ét – og kun ét – hovedsigte: den dobbelte omstilling.