Når man som jeg rykker fra Ugens debat til Refleksion i Kristeligt Dagblad, bliver man nødt til at overveje forskellen på de to former for kommentarer.
I det hele taget forsøge at finde ud af, hvad det overhovedet vil sige at reflektere. For det er jo noget andet end at kommentere, hvad der aktuelt sker i verden og nedslaget fra begivenheder i medierne. Eftertanken må have prioritet før polemikken.
Uden at tage munden for fuld er eller bør en sådan rubrik være i slægt med essayet, en ofte nedvurderet del af det litterære landskab. Og så har det gode essay dog vist sig lige så banebrydende som den gode roman eller det gode digt. Og nogle af de bedste essays havde netop deres udspring i en refleksion i et dagblad. Mindre kan gøre det, vist så, men man kan vel næppe lastes for at have sine idealer eller klynge sig til storhedens kofte.
Og jeg røber gerne, at jeg i den genre har mine forbilleder. Forfattere og essayister, der nu ikke læses længere og er glemte. Der var Jacob Paludan (1896-1975), der efter at have skrevet kæmperomanen ”Jørgen Stein” i 1932 forlod det skønlitterære og fra da af udelukkende skrev essays, hvor intense naturskildringer og historisk bevidsthed indgår i en uforlignelig alliance.
Og Jens Kruuse (1908-1978), Morgenavisen Jyllands-Postens legendariske kritiker og kulturredaktør, hvis kommentarer og refleksioner i avisen udtrykte noget helt nyt. Med en fabelagtig litterær og historisk viden forbandt han fortid og nutid.
Det skete i hans avis i kronikker og ledere med udgangspunkt i tidens og døgnets begivenheder, ikke mindst de politiske, men hver gang blev hans analyser og polemik holdt på plads af det, den almene og hans egen historie havde lært ham. Med Kruuse blev dagbladskommentarer til litteratur. Et nænsomt udvalg findes i den bog, som hans datter, Charlotte Strandgaard, og Finn Slumstrup udgav i 1996, ”I lyset af glæden”.
En af de store i dansk presse i nyere tid, Jørgen Schleimann, der døde for et par måneder siden, og som nåede både at være redaktør af Radioavisen, Weekendavisen, Jyllands-Posten og direktør for TV 2, sagde engang til mig, efter at hans redaktørstilling for Jyllands-Posten var sluttet meget hurtigt: ”Jeg savnede sådan Kruuse.” Da jeg bad ham uddybe det, sagde han blot fire ord: ”viden, historie, poesi og engagement”! Schleimanns ledere i aviserne var udtryk for det samme.
Men dagen i dag har sandelig også repræsentanter for dem, der gør refleksioner til andet og mere end ”meninger” om snart det ene, snart det andet.
Den 88-årige Herbert Pundik er en af de fornemste repræsentanter for enheden af kommentar, historisk viden og refleksion. Aldrig tandløs, men heller aldrig uvidende. Når danske aviser i lang tid har været fyldt med kommentarer fra den ene og den anden om den muslimske trussel og opfattelsen af, at det trygge Danmark vil blive oversvømmet af arabiske horder, så bliver de mødt af Pundiks erfaringer med at leve med disse arabere, som han ved Israels opståen bekæmpede med våben i hånd, men aldrig har anfægtet, tværtimod forsvaret som medmennesker.
Eller jeg kan nævne Per Nyholm, Jyllands-Postens ætsende klummeskriver, hvis anliggende er – igen og igen – at fastholde den europæiske arv i forhold til den ureflekterede nationalisme, der nu er på fremmarch overalt på kontinentet. At der både eksisterer en europæisk arv og rige muligheder for en europæisk solidaritet.
Igen, der er ikke tale om tilfældige meninger fra Nyholms side, men hans holdninger er baseret på historisk viden og årtiers erfaringer med en tilværelse overalt i Europa. Enhver ureflekteret nationalist burde tvangsindlægges til at læse Nyholms kæmpebog fra 2008 (685 sider) ”Europæerne”. I den finder man vidunderlige skildringer af europæiske landskaber og byer, men ikke mindst af den historie, som vi er fælles om. Og med denne enhed af viden og erfaring bliver både skildringer og polemik til refleksioner, der hæver sig over døgnets kår, uden at fornægte, at vi er til stede her og nu.
Men man kan komme i tvivl, om de hypernationalistiske overhovedet læser bøger! Det kan man i hvert fald ikke høre på dem!
Et sted i sin bog fortæller Nyholm om sin far, der boede det meste af sit voksne liv i Rom. ”Min far havde ingen indtægt. Han opholdt sig ikke i Rom for at tjene penge, men for at læse bøger og drikke hvidvin.” Det er jo ikke nogen dårlig beskæftigelse. At være til stede i historien og nutiden (og det er man i Rom) og tænke over begge.
Det er også det, man kalder refleksion!
Refleksion skrives på skift af præst og journalist Sørine Gotfredsen , forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen , tidligere biskop Kjeld Holm , sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk .