Prøv avisen
Ugens debat

Ugens debat: Videnskab, taknemmelighed i højsædet og antiracistisk besserwisser

Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix, Roskilde Universitet og Folketinget.

I sidste uge forsvarede Esther Oluffa Pedersen sin disputats ”Fremkaldte kulturrum”, som er en detaljeret analyse af den danske debat om demokrati, humanisme og videnskab fra 1930’erne til 1950’erne. Afhandlingen er imponerende i sin grundighed og et paradeeksempel på, hvad humanistisk forskning kan præstere, når den er bedst.

For selvom den bevæger sig i fortiden, så trækker den spor op til nutiden. Ja, faktisk helt op til den dagsaktuelle debat om åndløsheden i uddannelses- og forskningspolitikken. Med åndløshed mener jeg den notoriske beskæring af åndsvidenskaberne inden for humaniora og teologi.

Socialdemokratiet fortsætter tilsyneladende den kræmmermentalitet, som har hersket siden tidligere uddannelses- og forskningsminister for Venstre Helge Sanders beskæmmende parole ”fra forskning til faktura”. Her placeres de højere læreanstalter i rollen som sociale service-institutioner, der først og fremmest skal generere økonomisk vækst i samfundet ved at levere teknisk viden, der kan tjenes penge på.

Ifølge Kristeligt Dagblad fortæller Esther Oluffa Pedersen, hvordan den fremtrædende klassiske filolog Carsten Høeg i 1957 kritiserede politikerne for at negligere humaniora for i stedet at fremhæve ”den løbske Olympiade-tænkning inden for teknikken”. Man tør slet ikke tænke på, hvad han ville have sagt i dag, hvor hans eget fag og en lang række andre klassiske dannelsesfag nærmest ligger i ruiner.

Paradokset er, at alle nu om dage slår om sig med betegnelsen ”videnssamfundet”, og aldrig har dumheden bredt sig så meget på vores højere læreanstalter. ”Vi har aldrig været rigere. Nu skal vi også være dummere,” som kunstneren Bjørn Nørgaard udtaler til Politiken. I samme avis fremhæver RUC-professoren Lasse Horne Kjældgaard, at nytænkningen kommer fra samfundsvidenskab og humaniora: ”Er der faggrupper, som digitaliseringen og automatiseringen ikke kommer til at overflødiggøre, så er det kandidater med indsigt i mennesker, kulturer og samfund.”

Afgørende spørgsmål om mennesket og fremtiden kræver eftertanke og selvrefleksion. Den leder vi forgæves efter i de tekniske videnskaber. I sin tid foretog filosoffen Martin Heidegger en afgørende skelnen mellem videnskab og tænkning. Videnskaben kan erkende. Men tænke, kan den ikke. Tænkningen retter sig mod meningen med det, vi gør. Ellers bliver det hele meningsløst.

Fra frygt til samfundsglæde

Videnskabsjournalisten Tor Nørretranders har netop lanceret ordet ”samfundsglæde”. Han mener, at vi bør sætte pris på og være taknemmelige over, at vi lever i et samfund, der i det store hele fungerer.

Det betyder ikke, at der ikke er plads til forbedringer. Det er jo det, al politik handler om. Men grundlæggende er der rigtig meget at glæde sig over i det danske samfund. Han kan ifølge Kristeligt Dagblad godt indse det lidt ironiske i, at han selv repræsenterer en oprørsgeneration og nu sidder og taler om taknemmelighed og samfundsglæde, ”men vi manglede den dimension med taknemmeligheden”.

I det perspektiv ser han klimakampen og dens ambitiøse målsætning som noget, der kan skabe et bredt folkeligt sammenhold og en glæde og stolthed over at dreje samfundet i den rigtige retning. Om Tor Nørretranders nogensinde har beskæftiget sig med Grundtvig, ved jeg ikke. Under alle omstændigheder flugter han fint med det grundtvigske livssyn: lad glæden være livets fortegn. Tor Nørretranders bakkes op af chefredaktør Erik Bjerager i en leder, der slutter med ordene: ”Frygt lammer, mens glæde giver kræfter.”

Når mænd optræder bedrevidende

”Mansplaining” er et ord, der har vundet indpas i nyere feminisme. Det er sammensat af ordet ”man” (mand) og ”explain” (forklare) og henviser til tendensen hos visse mænd til at optræde bedrevidende og belærende over for kvinder.

Deadline på DR mandag aften bragte et paradeeksempel på fænomenet. Diskussionen gik på, om Danmark er et racistisk samfund. I studiet var medlem af Aarhus byråd Almaz Mengesha, omtalt i seneste ”ugens debat” for sin protest mod at kalde danskerne for racister. Modparten var Roger Courage Matthisen, antiracist og tidligere medlem af Folketinget for Alternativet. Begge personer er brune danskere, men her holder ligheden også op.

Almaz Mengesha får af Roger Courage Matthisen gang på gang at vide, at hun ”blander alting sammen” og ”afsporer” debatten. Hun har kort sagt ikke forstået en brik. Den canadiske ministerpræsident Justin Trudeau burde ifølge hende ikke have undskyldt sin ”blackfacing” som ung. Det er nemlig en indirekte tilkendegivelse af, at den sorte hudfarve er så forkert, at man skal holde sig fra den. Det forekommer at være en stærk pointe.

Men igen får hun at vide, at hun ”ikke har styr på sine begreber” og kommer med ”sludder”. Det er temmelig sikkert, at Roger Courage Matthisen ikke er racist. Til gengæld er han måske noget andet.

Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.