Hjerneforskning er vor tids raceforskning

Om en snes år vil de sikkert smile over, hvad hjerneforskerne kunne finde på at skrive i 2010’erne, ganske som vi i dag smiler over, hvad raceforskerne fandt på at skrive i 1910’erne. Jeg vil næppe opleve det, men jeg ved, vi vil smile og undre os. Vi måler hjerner. De målte hjerneskaller, skriver Hans Hauge

Om en snes år vil de sikkert smile over, hvad hjerneforskerne kunne finde på at skrive i 2010’erne, ganske som vi i dag smiler over, hvad raceforskerne fandt på at skrive i 1910’erne. Jeg vil næppe opleve det, men jeg ved, vi vil smile og undre os. Vi måler hjerner. De målte hjerneskaller. De skrev om blod, vi om kognition.

I dag er det for os helt uforståeligt, at filosoffer, antropologer og kunstnere mente, at race kunne forklare tænkningens egenart. Dengang var raceforskning en kombination af naturvidenskab, især biologi, og åndsvidenskab. Racetænkerne ville forbinde ånd og legeme. I dag vil man kombinere naturvidenskab, især biologi, med ”humaniora”; nu hedder det ikke ånd, men kultur og ikke legeme, men krop. Dengang brugte de Darwin, i dag bruger de Darwin.

I 1880’erne beskrev antropologerne Kants hjerneskal (”Schädel”). Den var 161 millimeter bred og 182 millimeter lang. I 2001 udkom for eksempel Mary Thomas Cranes bog ”Shakespeare’s Brain”. Hun begynder med at fastslå: ”Shakespeare havde en hjerne”. Hun beskriver også billeder af Shakespeares pande. Hendes forskning handler om forbindelsen mellem kultur og kognitive strukturer eller ”hjernen”. Racefilosofi handlede om forbindelsen mellem race, stamme og tænkning. Det skal tilføjes, at Crane er en progressiv tænker, for det er progressivt at være kognitiv.

Kognition, hjerneforskning og evolutionsteori overføres i stor stil på litteraturstudier og humanistiske fag, og resultaterne er få og uinteressante. Det gør imidlertid ikke noget, for der er ingen, der skal læse ”forskningsresultater” bortset fra andre kognitive litteraturforskere. Når de kombinerer humaniora med naturvidenskab, skyldes det, at de vil styrke humanistiske studiers prestige ved at gøre dem til naturvidenskab. Så håber de, at politikerne giver flere penge, hvad det i sidste instans handler om. Og det virker. Forskning, der kalder sig kognitiv, støttes rundhåndet af forskningsråd, ganske som man før Anden Verdenskrig især i Tyskland støttede raceteorier.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kombineret med den kognitive litteraturforskning finder vi darwinistiske, biologiske og evolutionære syn på litteratur og sprog. Det hedder i dag ”materialisme”. Disse syn har på universiteterne afløst marxistiske, historiske og revolutionære syn på litteratur og sprog. Det hed ”historisk og dialektisk materialisme”. Det er helt som i lignelsen. Da skiftende regeringer havde fået universiteterne ryddet for marxister, og skolestuerne fremstod fejede og friske, renset for demokrati, klar med bestyrelser, Powerpoint, dekaner og planer, strømmede darwinisterne og kognitivisterne ind og satte sig i kontorerne. I dag har humanister hvide kitler på. De lider af ”darwinitis”. Så kan de også drille muslimerne lidt.

I det 19. århundrede brugte man ”blodet” eller racen som forklaring, hvor vi i dag ville bruge ”hjernen”. Henrik Ibsen havde skotsk, dansk og tysk blod i sig, og derfor kunne han kun blive verdensborger og ikke norsk. Strindberg havde samisk blod i sig, og det forklarede hans særprægede skuespil. Henrik Wergeland, derimod, havde rent norsk blod i sig, og derfor var han den mest nationale af alle. Det nationale lå i blodet og var ikke noget, man valgte selv, sådan som Grundtvig sagde.

Filosoffen Max Wundt (1879-1963) var en af de førende tyske racetænkere. Jeg har en række eksempler fra et af hans værker: ”Die Wurzeln der deutschen Philosophie in Stamm und Rasse” (tysk filosofis rødder i stamme og race) (1944). Han var professor i Tübingen, dengang K.E. Løgstrup var ved universitetet. Rødder og racer kunne forklare forskellen på filosofferne. Wundt skrev, at tysk filosofi var præget af mangfoldighed, men der var enhed i mangfoldigheden. De to hovedstrømninger kom dels fra det tyske stammeland og dels fra, hvor tyskere havde bosat sig: Siedelländer, altså det østlige Tyskland.

Kant var den største filosof, fordi han havde nordiske racepræg med kun et lettere dinarisk præg. Dinarisk kom fra Sydeuropa. Folk fra Tyrol er dinariske. Han var også en søn af ”Siedellandet”. Derfra kom også de tyske skolastikere samt Leibniz, Fichte og Schopenhauer. Dog var der hos ingen af dem iblandet østbaltiske racetræk. Derimod havde engelsk litteratur spillet en stor rolle i disse østlige dele, hvorimod Wundt beskriver, hvor russisk Dostojevskij er rent racemæssigt. Han ligger helt uden for det tyske væsens mulighed. Jeg nævner det, fordi Dostojevskij sammen med Kierkegaard havde haft stor indflydelse på tyske tænkere: for eksempel Heidegger. Her lægger Wundt afstand til enhver eksistensfilosofi.

Fra det dinariske kommer det flydende, mens det nordiske er det faste, og uden fasthed ingen filosofi. Ansigtet var det afgørende. Uden at kunne se den andens ansigt kan racen kun vanskeligt bestemmes. Derfor havde Wundt billeder med af de mange hundrede tyske filosoffer, så man selv kunne se racen. Det var empirisk videnskab. Man kunne også se, at der intet østbaltisk var hos de nævnte tænkere. Jeg vil tilføje: Jeg kan intet se, men det kunne de dengang.

Filosofi som Max Wundts var altså gedigen filosofi og videnskab indtil 1945; derefter blev det både uhyggeligt og kuriøst. Hvad der gælder som videnskab, er totalt relativt. Videnskab er alt andet end universel.

Mange især amerikanske litteraturforskere overfører i dag hjerneforskning, biologi og evolutionsteori på litteratur. Jeg kan nævne Barash og Barashs ”Madame Bovary’s Ovaries” som eksempel på darwinistisk litteraturteori. Fiktive personer opleves som virkelige, hvis de optræder i overensstemmelse med biologiske forventninger. Ved hjælp af biologi kan forfatterne ”dissekere”, som det hedder, Madame Bovarys ovarier og Othellos jalousi. Race skabte filosofi hos Wundt, men nu er det gener, der skaber. De to forfattere skriver, at gener ”skabte kroppe, der viste sig at få succes” med hensyn til at overleve. Kan gener skabe kroppe? Det er ren retorik. Det er af samme sproglige form som Aakjærs havre, der kan sige ”Jeg er havren”.

I Cranes bog om Shakespeares hjerne kan man læse en kommentar til Hamlets berømte monolog om ”to be”, at den skyldes aktivitet i ”occipitale, posterior superior” og så videre. Og så fortsætter hun og slutter med, at inde i Shakespeares hjerne mødtes kultur og biologi, og de formede ham som menneske og producerede hans skuespil. Kan man ikke se det for sig? Det er lavkomisk. Kulturen siger goddag til biologien derinde i hjernen og spørger, om de ikke skal skrive Hamlet. Jeg gentager: Om tyve år vil de more sig over, hvordan den slags kunne blive betragtet som videnskab og belønnet af diverse forskningsråd. I dag håber jeg, man græmmes over den slags, men det er jeg nok alene om. Der kommer meget mere af det i fremtiden.

Hans Hauge er forfatter og tidligere universitetslektor.