Vielse af homoseksuelle: Klart nej til kirketugt

Grundlæggende mener jeg, at præster der ønsker at opretholde kirketugt, burde finde en anden arbejdsplads. Og i virkeligheden burde jeg måske have henvist til muligheden for at danne frimenighed, skriver Lisbet Christoffersen

"Gældende ret er, at folkekirkens medlemmer har fuld ret til kirkelige handlinger uden kirketugt. At præster så har fået en undtagelse i lovgivningen, er mest et problem for den interne arbejdsdeling mellem præsterne."
"Gældende ret er, at folkekirkens medlemmer har fuld ret til kirkelige handlinger uden kirketugt. At præster så har fået en undtagelse i lovgivningen, er mest et problem for den interne arbejdsdeling mellem præsterne." . Foto: Miriam Dalsgaard/ritzau.

Kirketugt, det vil sige sanktioner, en kirke kan tage i anvendelse over for medlemmer, der måtte forbryde sig mod Guds lov for menneskelivet, er næsten afskaffet i folkekirken. I det nye, store trebinds værk om Reformationen, der blev nævnt i Kristeligt Dagblad den 18. august, kan man blandt andet følge udviklingen i præsternes opgaver. Efter Reformationen skulle præsterne fortsat tage stilling til værdige og uværdige i deres forvaltning af nådemidlerne. Præsterne blev fortsat brugt, men nu af kongen, til at styre befolkningen.

De vækkelsesbevægelser, som Flemming Kofod-Svendsen og Børge Haahr Andersen bygger videre på, blev roden til 1700-tallets begyndende opgør med præsternes magt. Netop derfor kan det godt undre, at de to – i åbent brev til mig den 16. august og i en henvisning til ”kirkens oprindelige syn” i et indlæg den 14. august – ønsker at opretholde kirketugt i folkekirken.

Afskaffelsen af forestillingen om, at der til præsteembedet skulle høre en ret og pligt til på Vorherres eller kristendommens eller traditionens eller kirkens – eller statens – vegne at skelne mellem værdige og uværdige til at modtage kirkens velsignelse i ord og handling, har stået helt centralt i det 19. og 20. århundredes kirkepolitik og kirkeret.

Partierne Venstre, Radikale Venstre og Socialdemokratiet har alle som regeringsbærende været i front i denne udvikling, mens nogle præster via De Konservative forsøgte at opretholde rollen som vogter og værner.

”Staten” har dermed skiftet rolle i folkekirken. Fra at forsøge at styre befolkningen via præsterne, har lovgivningsmagten i det 20. århundrede sikret folkekirkens medlemmer fri og lige adgang til Vorherre, på trods af (et mindretal af) præsternes protester.

I sommerens diskussion i Kristeligt Dagblad har ønsket om kirketugt været koblet med forestillingen om, at konservativt troende præster er dem, der trækker folk af huse. Det holder ikke. Den evangelisk-lutherske frikirke har flittige, dygtige og vidende præster, teologien er i orden, menigheden gør sit bedste – men ”rene menigheder” med lukkede alterborde og social kontrol samler ikke folk. Når præster med konservativ teologi fortsat ansættes af menighedsrådene, er det ikke forestillingen om kirketugt med skel mellem sognets beboere på grundlag af køn og seksualitet, der tiltrækker.

Forudsat det ikke skaber problemer, tages det med i købet i mødet med stor faglig viden, engagement og indlevethed. Der efterspørges autenticitet, ikke kirketugt.

Så ja til Flemming Kofod-Svendsen: Grundlæggende mener jeg, at præster der ønsker at opretholde kirketugt, burde finde en anden arbejdsplads. Og i virkeligheden burde jeg måske have henvist til muligheden for at danne frimenighed. For man må spørge sig selv, om valgmenighedsloven kan rumme præster, der krænker grundlæggende rettigheder for de medlemmer af folkekirken, der har sluttet sig til en valgmenighed.

Imidlertid er det inderlig ligegyldigt, hvad jeg mener (bortset fra, at jeg her besvarer et åbent brev). Gældende ret er, at folkekirkens medlemmer har fuld ret til kirkelige handlinger uden kirketugt. At præster så har fået en undtagelse i lovgivningen, er mest et problem for den interne arbejdsdeling mellem præsterne.

Medmindre de samme præster bruger denne undtagelse som grundlag for offentlig stigmatisering og diskrimination, generelt og konkret. For vold (over for kvinder, homoseksuelle, fraskilte, jøder, sorte eller andre, der konkret ”falder udenfor”) trives bedst, når den bliver legitimeret. Især når den bliver religiøst legitimeret. Også derfor er det udfordrende, at præster i folkekirken fortsat kan bedrive kirketugt.

Lisbet Christoffersen er professor mso ved Roskilde Universitet med speciale i ret og religion.