Så skete det igen! I går måtte jeg endnu en gang ærgerlig og frustreret ”lægge røret på” efter at have afvist et par, der gerne ville vies i det fri. Af en præst. Det ville betyde meget for dem.
Det er tydeligt, at par gerne vil have et bryllup, der giver mening for dem. Et bryllup, hvor de ikke bare blindt overtager en tradition eller en skabelon, men hvor de tager traditionen og skabelonen og gør den til deres. Brylluppet behøver ikke være stort og dyrt, det skal bare give mening.
I fremtidsforskningen ser vi overalt, at moderne mennesker i disse år går fra vækst til værdi. Moderne mennesker går ikke længere efter ”faster, bigger, more ”, efter stads og storhed, men de går efter værdi og mening: Hvad har værdi for mig, hvordan kan det få værdi for mig?, spørger de. Og de kirkelige vielser i de fri passer perfekt ind i den trend.
Ved siden af den trend, er der en anden trend, der på mange måder minder om den første, nemlig den trend, at par gerne vil kirken. De søger kirken, men er i den grad på (over)arbejde for at få deres historie til at møde kirkens historie.
Par overtager ikke ubevidst kirken og de kristne fortællinger, men er derimod i sjælden grad interesseret i at høre, hvad kristendommen har at sige til dem, og i, hvordan deres historie kan hente næring i den store kristne fortælling.
Trenden eller bevægelsen, om man vil, hvor vi oplever moderne mennesker gå fra den store historie til min historie, kan måske i mange ører lyde respektløs, men i virkeligheden er den et udtryk for en stor interesse for kirken og kristendommen.
Et udtryk for, at moderne mennesker er på jagt efter en stor historie, de kan fortælle deres egen ind i. En stor historie, der kan sætte et større perspektiv på deres egen historie og give deres egen historie værdi.
Begge de nævnte er trends fra vækst til værdi og fra den store historie til min historie er tydeligt til stede, når jeg taler med brudepar. Individualiseringen præger dem, men det gør den store fornyede interesse for kirken og kristendommen også.
Derfor ærgrer det mig voldsomt, når jeg igen og igen må afvise brudepar, der ringer og gerne vil vies i det fri. For jeg er i dén grad en stor fan af vielser i det fri. Og af moderne menneskers fornyede interesse for kirken og kristendommen.
Men som præst på Vesterbro har jeg simpelthen ikke mulighed for hver lørdag at suse det sjællandske land og ørige rundt for at foretage vielserne. Både fordi jeg ofte er optaget i ”min” egen kirke, og fordi hverken personale eller vikardækning følger med, hvis jeg skulle vælge at sige ja, da ikke-sognebørn er at betragte som venner, man servicerer for egen regning.
Men kære kolleger, præster, provster og biskopper: Når vi nu ved, at par også i fremtiden gerne vil forenes i kærlighed, og når vi i folkekirken elsker både parrene, bryllupperne og kærligheden og virkelig har noget at sige til dem på deres store dag.
Og når vi lige nu har og i de kommende år yderligere vil opleve en historisk stor åbenhed og søgen fra par, der i den grad er interesseret i, hvad kristendommen har at sige til dem, kan vi så ikke forsøge at finde nogle løsninger, så ingen par går forgæves til kirken, når de gerne vil kirkeligt vies under Guds høje himmel?
Kan vi ikke aftale, at hvis et par gerne vil vies i det fri, så kan provsten i vielsessognet til hver en tid hjælpe med navnet på en eller flere præster, der gerne vil hjælpe?
Kan vi ikke aftale, at selvom man bor i Odense og gerne vil vies i Dyrehaven eller bor i København og gerne vil vies i Hornbæk, så følger retten til kirkelig betjening med?
Kan vi ikke aftale, at Ny Løn kan bruges, så vielser i det fri kan aflønnes? Kan vi ikke aftale, at hvem man end er, og hvor man end gerne vil giftes, så skal vi nok være der med evangeliet? Kan vi ikke aftale, at vi som folkets kirke følger folket?
Så vil vi ikke bare kunne mærke og glæde os over den fornyede interesse og åbenhed over for kirken og kristendommen, men også kunne aflæse den i bryllupsstatistikkerne.
Birgitte Kragh Engholm er sognepræst, udvikler og fremtidsforsker i Vesterbro Sogn i København