Vigtig rejse med TV 2

DER FINDES som bekendt spørgsmål, der ikke blot entydigt kan besvares, og ét af dem handler om den øjeblikkelige tilstand i Irak. Er det farligt eller sikkert at rejse tilbage dertil for de afviste asylsøgere, der opholder sig her i landet? For nogens vedkommende i Brorsons Kirke i København.

For at komme svaret lidt nærmere bragte TV 2 Nyhederne tirsdag aften et inter-essant indslag, hvor reporter Rasmus Tantholdt helt efter den journalistiske ABC opsøgte virkeligheden, hvor den er. Han besøgte en familie, hvis faderlige overhoved - Fadel Abbas Ismael - efter otte år i Danmark nægter at rejse herfra og vende hjem til byen Najat syd for Bagdad. Her bor hans kone og børn, som han i alle årene kun har haft telefonisk kontakt med, og hustruen var ikke tvivl: Hendes mand bør blive, hvor han er, og ved samme lejlighed fik hun lige tilføjet, at hun i øvrigt gerne vil familiesammenføres i Danmark.

Muligvis udgør denne kvinde ikke den mest objektive iagttager af sikkerhed i området, og TV 2's sporhund opsøgte da også andre, der kunne meddele, at stedet nu er så fredeligt, at folk med sindsro kan vende hjem. Der har ikke været terrorangreb i to år, og ifølge TV 2's udsendte har politiet og militæret kontrol over tingene.

Af flere årsager var det godt tv. For det første er det jo elementært rigtigt journalistisk tænkt at drage ud for at få indblik i den intenst diskuterede sikkerhedssituation i Irak. Og for det andet forfaldt man ikke til at drage en definitiv sort/hvid konklusion. Ganske vist lå det klart i luften, at området i dag synes sikkert at vende tilbage til, men seerne blev også mindet om, at der kan være personlige hævnmotiver på spil, der gør, at en mand kan miste livet ved hjemkomsten. Hvortil man jo i et kværulantisk øjeblik kan spørge, om personlige klan-relaterede stridigheder kan føre til flygtningestatus.

Noget helt andet er imidlertid, at TV 2 næste gang kunne overveje at gribe fat i en mand som Fadel Abbas Ismael og spørge lidt til hans personlige situation. For enten føler han sig meget sikker på at blive dræbt i Irak, eller også foretrækker han faktisk et liv i Danmark frem for et liv sammen med sine egne børn. Disse flygtningesagaer er nærmest umulige at gennemskue, eftersom ingen ved, hvad der driver hver enkelt til at insistere på, at fremtiden skal finde sted i Danmark. Der går politik i det, ligesom der går enorme mængder naivitet og humanitær ideologi i det, og medierne har en stor pligt til at fodre befolkningen med så mange nøgterne detaljer som muligt.

Midt i den forvirrede debat om ondskab og asyl og folkekirke ligner det faktisk en public service-tv-opgave at besøge samtlige relevante provinser i Irak for at undersøge, hvordan forholdene er. Vi kan ikke få kendsgerninger nok, for det er lige netop dem, politikerne alt for sjældent taler om, eftersom de synes en hel del mere optagede af at overbevise vælgerne om, hvor håbløse deres modstandere på Christiansborg er. TV 2's indslag fra Irak forleden var mere oplysende end samtlige politiske debatter indtil nu, og vi ser frem til den fortsatte tv-rejse.

Sørine Gotfredsen er præst, forfatter og journalist