I disse tider synes begreberne ”populist” og ”folkelig” at være synonymer for hinanden.
Det er forståeligt, de er lette at forveksle i en tid, hvor massemedierne i et forsøg på at manøvrere i den politiske udvikling kaster forvildet om sig med begreber. Dog er det vigtigt at holde for øje, at de to begreber står langt fra hinanden. Man kan sagtens være populist uden nogensinde at blive folkelig og omvendt.
Det er dog ikke en ny ting, at det populistiske og det folkelige forveksles. I 1920’erne studsede forfatteren og højskolemanden Anders Uhrskov over selvsamme dilemma. Uhrskov kom i tanke om filosoffen Rasmus Nielsen, der var professor ved Københavns Universitet i midten af det 19. århundrede.
Nielsen havde holdt en forelæsningsrække i Oslo, hvor han havde behandlet spændingsfeltet mellem det folkelige og det populistiske (Nielsen betegnede det sidste som ”populært”). For at forklare forskellen mellem de to begreber tog Nielsen udgangspunkt i det enkelte menneske.
Forskellen lå i menneskets ”grundvilje”, dets dybeste natur, og hvad han under givne omstændigheder havde lyst og tilbøjeligheder til.
Om en populistisk leder skrev Nielsen: ”Den Mand, der leder et Folk til at udføre, hvad det helst vil, uden at spørge om, hvad det må, han bliver populær, men ikke folkelig.”
Og den folkelige leder er ”den derimod, der bevæger Folket til at udføre, ikke hvad det helst vil, men hvad det må ville, han bliver folkelig, men ikke populær”.
Afslutningsvis betegner han lederens forhold til folket således: ”Den populære Mand gør Folket til Mængden, den folkelige Mand gør Mængden til Folket.”
Som eksempel herpå nævnte Nielsen den svenske kong Gustav Vasa og vores egen Absalon. Begge mænd, der i deres samtid var upopulære. Historikeren Hans Olrik har sagt om Absalon, at ”han opdrog sine Landsmænd”. Han lod sig ikke føje af folkestemningen, men havde modet og kærligheden til at gøre mængden til et folk.
Anders Uhrskov mindes sluttelig fortællingen om den grundtvigianske præst, Svendsen, der prædikede, så tårerne trillede ned ad kong Frederik VII’s kinder. Da de andre kirkegængere spurgte Svendsen om, hvordan det lod sig gøre, svarede han: ”Der er i Frederik den Syvende både noget af en Sjover og noget af en Konge, men når jeg taler til ham, taler jeg til Kongen, og derfor får jeg Kongen i Tale.”
På tværs af tid og sted synes Rasmus Nielsen og Anders Uhrskov at have fat i noget essentielt. Den folkelige er den, der taler til kongen i ethvert menneske og gør mængden til et folk.
Kasper Haunstrup Madsen er ph.d.-stipendiat i historie, Syddansk Universitet.